Palle Svensson stiller 23. marts nogle spørgsmål rettet direkte til Cepos om, hvordan man som liberal bør forholde sig til coronakrisen.
Specifikt spørger han, hvordan markedet kunne være i stand til at klare en epidemi. Økonomisk teori tilsiger, at markedet og prismekanismen er meget velegnet til at sikre høj velstand og et alsidigt udbud af varer og tjenesteydelser til borgerne.
Supermarkedet er et godt eksempel på dette, hvor vi som kunder for det meste kan få alle de varer, vi ønsker, til en rimelig pris, uden at staten blander sig ret meget i, hvad der produceres, og hvad det skal koste.
Økonomisk teori påpeger imidlertid også, at der er undtagelser fra denne regel. Der er visse af samfundets udfordringer, som markedet ikke kan håndtere. Det er da også derfor, at den klassisk liberale position er, at statsmagten skal være stærk, men afgrænset til de områder, hvor kollektive beslutninger via statsmagten er nødvendige.
Et klassisk eksempel på dette er forurening. Her er der en såkaldt markedsfejl, som skyldes, at den, der forurener, påfører andre en omkostning. Epidemier er også en markedsfejl, da de smittede ikke kun selv bærer en omkostning ved at være smittet, men også kan smitte andre.
Det gælder i særdeleshed denne epidemi, hvor f.eks. unge ikke bliver ret hårdt ramt af sygdommen selv, men kan risikere at smitte ældre, som har en betydelig risiko for at dø af den.
Derfor er det helt i tråd med både økonomisk teori og med liberale principper, at staten griber ind og regulerer på dette område. Epidemier er en undtagelse fra den regel, at det private initiativ og frivillige aftaler oftest er at foretrække frem for statslig tvang.
Vi ser da også, at politikerne selv betragter situationen som en undtagelse og for eksempel forsyner lovgivningen på området med solnedgangsklausuler, altså udløbsdatoer. Det er i overensstemmelse med liberale principper.
Man kan så diskutere, hvor indgribende politikerne bør være, og om de har valgt de rette instrumenter. Her anvender den liberale retsstat blandt andet begrebet proportionalitet.
Et indgreb skal være proportionalt, hvilket vil sige, at det ikke må være mere indgribende i borgernes frihed, end hvad der er nødvendigt for at opnå det ønskede mål.
Er en stor velfærdsstat at foretrække under en pandemi? Det synes jeg ikke, at man kan konkludere på nuværende tidspunkt. Lande som Hongkong og Singapore med langt mindre velfærdsstater og mere økonomisk frihed end Danmark ser ud til at være meget effektive til at håndtere krisen – i hvert fald i skrivende stund.
Men jeg mener heller ikke, at velfærdsstaten gør coronakrisen værre. Når en krise som coronaepidemien skal håndteres, er det afgørende ikke, om staten er stor eller lille, men derimod om den er velfungerende.
