Coronakrisen udfordrer kun fordommene om den liberale verdensopfattelse – men ikke markedets overlegenhed

Type: Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Tags

Indholdsfortegnelse

Tags

Det giver ingen mening at bruge en exceptionel krisetilstand som afsæt for en generel kritik af Danmarks liberale samfundsorden med frie markeder og konkurrence.

Coronakrisen bliver i disse dage misbrugt af venstrefløjen til at kritisere Danmarks liberale samfundsorden med frie markeder og konkurrence. ​

Et eksempel er Kirsten Drotners indlæg 20. marts. Her påstår hun, at jeg »taler om offentligt ansatte og civilsamfundet som uproduktive vedhæng til den produktive sektor, dvs. det private erhvervsliv«. Det passer ikke.

Drotner afslører, hvor fordomsfuld hun er, når hun formår at bilde sig selv ind, at hendes liberale politiske modstandere skulle mene noget så absurd, som at uddannelse, sundhed og pleje er uproduktivt. Tværtimod er mit og andre liberales stærke fokus på, hvordan vi bedst muligt kan organisere velfærdssektoren, netop en anerkendelse af, hvor vigtig den er for os alle sammen.

At liberalt sindede ikke skulle have øje for civilsamfundets betydning, er lige så absurd. For mit eget vedkommende har jeg i årevis deltaget i debatten om vigtigheden af et stærkt civilsamfund og var for nogle måneder siden taler ved Civilsamfundets Fællesdag i DGI-byen.

Drotner har ret så langt, at markedet ikke (på egen hånd) kan håndtere situationer som coronakrisen. Det er imidlertid velbeskrevet i den liberale litteratur, at der er ting, markedet ikke kan klare. Undtagelser, som bekræfter den regel, at markeder er bedre end noget andet kendt system til at fremme velstand og innovation.

Undtagelserne kaldes af økonomer for markedsfejl. Et eksempel på en markedsfejl er forurening, fordi forurener påfører andre en omkostning, som han ikke selv bærer. Det kan markedet ikke altid løse alene. På samme måde med epidemier. Her påfører vi også hinanden omkostninger i form af smittefare. En omkostning, som vi ikke selv bærer. Derfor er der et argument for politiske indgreb.

Coronakrisen udfordrer altså ikke den liberale verdensopfattelse, som Drotner påstår. Den udfordrer alene hendes fordomme om, hvordan den liberale verdensopfattelse ser ud.Jeg deler Drotners fascination og beundring af folkets vilje til at stå sammen i en situation som denne og yde en uegennyttig indsats for det fælles bedste. Det gør de fleste af os i høj grad i en krisesituation som den nuværende og i et betydeligt omfang også på almindelige hverdage.​

Men vi kan ikke bygge en velfungerende samfundsorden op på den naive antagelse, at vi mennesker altid handler uegennyttigt. Det gør vi ikke. De fleste af os bruger for eksempel mere tid på lønnet arbejde end på frivilligt arbejde.

Vi mennesker agerer nogle gange uegennyttigt, men egoisme er også en del af vores væsen. Når liberale gør opmærksom på dette faktum, dette vilkår, bliver vi ofte beskyldt for at hylde egoismen. Men det svarer til at skyde budbringeren.

Markedsøkonomi er ikke en hyldest til egoismen, men derimod et forsøg på at tøjle den og kanalisere den i en så positiv retning som muligt.

Drotner ser skævt til konkurrence, men konkurrence beskytter netop os andre imod grådighed hos ejerne af private virksomheder. Hæver de priserne, går kunderne over til konkurrenten. Markedet straffer grådighed, mens det belønner indlevelse i og forståelse for kundernes behov.

Hvis Steve Jobs ikke havde levet i en markedsøkonomi, tør man knap tænke på, hvor han havde kanaliseret sin enorme energi, ærgerrighed og ambitioner hen. Markedet og konkurrencen sikrede, at hans energi blev kanaliseret i en positiv retning. Han skabte noget enestående, som millioner af mennesker i dag har glæde af.

Den liberale tænkning er baseret på den forståelse, at mennesket kan agere både godt og ondt. Liberalismen søger derfor altid at dele magten mellem stat, marked og civilsamfund, så ingen instans bliver for magtfuld, for som den liberale tænker lord Acton observerede: Al magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut. På markedet søger liberalismen at dele magten ved at sikre konkurrence, så ingen aktør opnår monopol.​

Der findes nogle sektorer, hvor det er vanskeligt at opnå konkurrence, fordi der er naturlige monopoler – så kan man i stedet ty til regulering, men det er den næstbedste løsning.

Mange steder i den offentlige sektor er der imidlertid monopollignende tilstande, selv om der ikke hersker naturligt monopol. Her kunne man altså gøre meget mere for at opnå konkurrence og frit valg. Det ville være godt for forbrugerne, som får mere at vælge imellem, godt for de ansatte, som vil kunne vælge imellem forskellige arbejdsgivere, og godt for skatteyderne, fordi konkurrence fører til bedre udnyttelse af ressourcerne.

Den idé, at incitamenter slet ikke betyder noget, og at den offentlige sektor alene er drevet af et uegennyttigt ønske om at gøre godt, er naiv og har gjort meget skade – også på de offentligt ansatte selv. Det viser sig jo gang på gang, at man fra politisk side ikke kan leve med resultaterne af en sådan indretning. I stedet tyr man til regulering og kontrol ned i mindste detalje.

Konkurrence om borgernes gunst kan skabe de rammer, som kan give de offentlige institutioner frihed til at udøve deres faglighed under ansvar over for den enkelte borger i stedet for over for bureaukrater. Konkurrence om borgernes gunst skaber incitamenter, som overflødiggør meget bureaukratisk detailregulering og kontrol. De enkelte institutioners ledelse og medarbejdere får derved mere frihed og beslutningskraft. Det vil øge motivationen for og glæden ved arbejdet, fordi den enkelte leder og medarbejder mødes med respekt og tillid.

Det er den måde, jeg som liberal ser for mig, at velfærdssektoren burde indrettes. Jeg tager gerne en diskussion med Drotner og andre om, hvorvidt en sådan indretning ville føre til det ønskede resultat: en styrket og bedre velfærdssektor. Men jeg vil gerne have mig frabedt at blive skudt i skoene, at jeg skulle betragte uddannelse, sundhed og pleje som uproduktivt.

Coronakrisen sætter os i en undtagelsestilstand, hvor vi fraviger de liberale grundprincipper om frie markeder, retsstat og individuelle frihedsrettigheder, der normalt definerer vores samfund. Heldigvis er der en solnedgangsklausul på den coronalovgivning. Den markerer, at vi efter undtagelsen vender tilbage til reglen: et frit, liberalt samfund, hvor personlig frihed, personligt ansvar og det private initiativ er bærende principper.

Fodnoter

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Martin Ågerup

    Direktør

    +45 33 45 60 40

    martin@cepos.dk

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Martin Ågerup

    Direktør

    +45 33 45 60 40

    martin@cepos.dk