Regeringen vil øge arvebeskatningen af familieejede virksomheder. Det ligner mest et politisk felttog. Men der har også været henvist til noget, der ligner økonomfaglige argumenter. Det holder imidlertid ikke vand.
For det første har både vismændene og OECD anbefalet, at arveafgiften bør være neutral over for, hvordan man vælger at lade sine midler gå i arv. Det er også min anbefaling. Manglende neutralitet gør alt andet lige skatterne mere forvridende.
Men her er det vigtigt at huske, at kapitalbeskatningen først og fremmest er voldsomt forvridende, fordi skatten på forskellige typer afkast varierer meget og især fordi nogle af satserne er exceptionelt høje. Det gælder bl.a. skatten på aktieafkast, som kan blive tæt på konfiskatorisk, når arvebeskatningen kommer oveni.
Det taler for, at arveafgiften bør harmoniseres på et lavt niveau – og helst afskaffes som i bl.a. Sverige. Men i stedet vil regeringen harmonisere på et højt og altså meget forvridende niveau. Det bør noteres, at med en høj afgift begrænser neutraliteten sig til forholdet mellem forskellige slags arv, mens den forringes mellem forskellige ejerformer. Fondsejede virksomheder belastes ikke af arveafgifter.
Det eneste gode argument for en arveafgift er, at arv nogle gange kan være utilsigtet. Så forvrider arveafgiften ikke. Men i så fald forsvinder argumentet for at harmonisere satsen. Hvis generationsskifte i familieejede virksomheder er mere forudset end for almindelig arv, så bør satsen faktisk være lavere.
For det andet har det været anført, at familieejede virksomheder kan være dårligere end andre typer, hvis næste generation ikke er så dygtige som grundlæggeren eller har svært ved at enes. Og det er der da også nogle eksempler på.
Men der er også markante eksempler på det modsatte: At næste generation er bedre og kan bevare virksomhedens særlige driftsherreegenskaber, og at familieskab kan styrke ledelsessamarbejdet.
Én type ejerskab er ikke konsekvent bedre end andre. Pointen er tværtimod, at den optimale ejerform varierer fra virksomhed til virksomhed – præcis som den optimale størrelse. Det er den ubønhørlige konkurrences opgave – ikke politikernes – at finde den ejerform, som egner sig bedst til den enkelte virksomhed. Det sikrer den højest mulige produktivitet i dansk økonomi, og dermed også de størst mulige lønninger og generelle velstandsniveau.
Med regeringens forslag risikerer man at gøre familieejerskabet meget vanskeligt i Danmark – og at gøre os alle fattigere.
