Som forbrugere er vi vant til hele tiden at sammenligne kvalitet og pris på de varer, som vi køber. Der findes endda selskaber og foreninger – som eksempelvis Trustpilot og Forbrugerrådet Tænk – der har specialiseret sig i at lave undersøgelser og analyser, der sammenligner pris og kvalitet på produkter, som vi køber hos private virksomheder. Disse analyser sætter os således i stand til at udskifte det opvaskemiddel, autoværksted mv., vi normalt bruger, hvis det er dyrere eller dårligere end alternativerne på markedet.
Når det drejer sig om den store del af vores indkomst, som vi bruger på at ”købe” (oftest via den skat, vi betaler) tjenesteydelser i den offentlige sektor, så forholder det sig meget anderledes. Jeg har sammen med en kollega netop udgivet en analyse, hvor vi sammenligner pris og kvalitet for undervisningen i de danske grundskoler.
Vi har i Cepos siden 2006 lavet lignende analyser, hvor vi har sammenlignet kvaliteten af undervisningen på de enkelte skoler – den såkaldte undervisningseffekt. Det har gennem mange år været Cepos’ mest populære analyse set i forhold til antallet af personer, der læser analysen på vores hjemmeside, og vi modtager løbende masser af henvendelser fra helt almindelig danske forældre, der har spørgsmål til analysen eller vil vide, om der snart kommer nye tal.
Set i lyset af interessen for kvaliteten af folkeskolen kan det undre, at vi fortsat hvert år kan finde betydelige forskelle i skolernes resultater. Vores seneste analyse viser eksempelvis, at danske folkeskoler i gennemsnit kan hæve elevernes faglige niveau (karaktergennemsnit ved eksamen) med 1,0 karakterpoint ved uændret ressourceforbrug, hvis alle skoler kommer på niveau med de bedste af de sammenlignelige skoler.
For de mindst produktive folkeskoler er dette effektiviseringspotentiale helt oppe på en mulig forbedring på 1,9 karakterpoint. Tilsvarende har Det Økonomiske Råd (vismændene) i en analyse fra 2019 vist, at udviklingen i produktiviteten i folkeskolen var nogenlunde uændret, grænsende til svagt faldende i perioden 1995 til 2013.
Havde de skoler, der leverer de dårligste resultater, været private virksomheder, ville de opleve en massiv kundeflugt, og skolen ville være nødt til at forsøge at øge kvaliteten og/eller sænke prisen for at stoppe kundeflugten og undgå konkurs. Det er en svær og smertefuld proces for medarbejdere og kunder, når en virksomhed er ude i en kamp for overlevelse.
Det er dog netop denne umiddelbart triste og svære proces, der sikrer, at virksomhederne enten lærer af de bedste eller går konkurs, hvilket over tid fører til, at stadig mere af produktionen udføres af de bedste virksomheder på markedet. Det er denne mekanisme, der sikrer, at kunderne hele tiden får bedre og billigere produkter.
Politikerne og skolerne kan forventes at reagere på information om dyre og dårlige skoler. Dette sker dog i den offentlige sektor uden presset fra markedsmekanismen, hvilket fører til markant anderledes reaktioner og resultater.
I de offentlige folkeskoler får dårlige resultater ingen alvorlige økonomiske konsekvenser for skolerne. Forskning i kommunernes økonomistyring viser en klar tendens til, at folkeskoler med vigende elevsøgning ikke får nedjusteret deres bevilling tilsvarende.
Ydermere viser forskning i politikernes præferencer, at de faktisk har et stort ønske om at give flere penge til skoler, der leverer dårlige resultater. Det kan måske lyde ulogisk, at politikerne på den måde ønsker at belønne dårlige resultater, men politikere har en kort tidshorisont, da de skal genvælges ved det kommende valg.
Derfor vil de ikke tage ansvaret for en lang smertefuld proces, hvor en folkeskole kæmper for at rette op på sine resultater.
Politikerne er således nødt til at gøre noget, og det mest nærliggende er at sende flere penge, selv om analyser af kvalitet og produktivitet i folkeskolen viser, at flere penge tydeligvis ikke er løsningen på problemerne på skoler med dårlige resultater. Til gengæld sikrer de øgede bevillinger, at politikerne kan sige til de utilfredse vælgere, at de har gjort ”noget”, og at de dermed ikke har ansvaret for de dårlige resultater.
Konsekvensen bliver, at der ikke kommer noget økonomisk pres på skolerne for at rette op på resultaterne. Tværtimod kan der være en tendens til, at skoler med dårlige resultater ligefrem kan få øgede ressourcer og dermed nærmest en slags belønning.
Uanset udviklingen i bevillingerne er det naturligvis aldrig morsomt for skoleledelsen og medarbejderne, hvis en analyse viser, at de leverer dårlige resultater. Min egen erfaring fra lederjob i den offentlige sektor er, at medarbejderne typisk reagerer på information om dårlige resultater ved at nægte at acceptere, at resultaterne kan være rigtige og skyldes problemer med deres egen indsats. Forskning har også fundet lignende reaktionsmønstre med manglende accept af information om dårlige resultater blandt frontlinjemedarbejdere i den offentlige sektor.
Medarbejdernes benægtelse af de dårlige resultater indebærer, at de ikke selv vil ændre adfærd for at opnå bedre resultater, hvilket kan gøre det svært for ledelsen at gennemføre de nødvendige forandringer.
Medarbejderne kan eksempelvis påpege mulige problemer med datagrundlag og metode som forklaring på de dårlige resultater, og når disse forklaringer tilbagevises, så fører det ikke til en accept de dårlige resultater, men derimod opfinder medarbejderne bare nye forklaringer, som ikke vedrører deres egen indsats.
Denne reaktion med afvisning af eget ansvar for dårlige resultater er formentlig meget alment menneskelig og ikke kun begrænset til den offentlige sektor.
Hvis man ser tv-programmet ”Med kniven for struben” om konkurstruede restauranter, der får hjælp af en stjernekok, kan man se masser af eksempler på restaurantejere og medarbejdere, der nægter at erkende, at de gør noget forkert, på trods af at kunderne flygter, og virksomheden er på randen af konkurs.
Når de ikke til erkendelsen af behovet for at ændre adfærd i tide, går virksomheden rent faktisk konkurs, men i den offentlige sektor er der ikke noget økonomisk pres, der tvinger medarbejderne ud af fornægtelsesfasen.
Set i lyset af ovenstående er det ikke så overraskende, at produktiviteten i folkeskolen ikke stiger på trods af mange analyser fra Cepos, vismændene og andre.
Der tales i øjeblikket om, at de offentligt ansatte – herunder skolelærerne – skal have mere autonomi til at bruge deres faglighed og løse deres kerneopgaver uden unødig politisk indblanding baseret på enkeltsager og kortsigtede ønsker om at vise handlekraft.
Det er gode tanker, som også finder støtte i meget forskning i organisering og ledelse af skoler. Det er dog i den forbindelse vigtigt at huske, at hvis disse gode tanker skal have en effekt på skolernes resultater, så har de også brug for at blive ”skærmet” mod unødig kortsigtet politisk indblanding i deres bevillinger, der ødelægger skolernes incitament til at øge produktiviteten.
Denne uheldige mekanisme kunne man eksempelvis undgå ved at lade ressourcetildelingen til skolerne følge en model, der i grundtræk svarer til den model, der i dag gælder for friskoler og privatskoler, hvor skolerne modtager en centralt statsligt fastsat landsdækkende takst pr. barn, og hvor ressourcetildelingsmodellen er fastsat ved lov, hvilket praktisk taget gør det umuligt at få gennemført særlige ekstrabevillinger til skoler med lav produktivitet og elevflugt.
En sådan model vil kræve, at kommunernes rolle på folkeskoleområdet enten reduceres betydeligt, eller at folkeskolerne helt frigøres fra kommunerne og i stedet bliver organiseret i en selv-eje-model, der på mange områder minder om den, der gælder for de frie grundskoler.
Det vil uden tvivl støde på modstand fra kommunerne, men her skal man huske, at kommunerne gennem en meget lang årrække har haft ansvaret for folkeskolen uden at være i stand til at opnå forbedringer af produktiviteten. Til gengæld har friskolerne og privatskolerne højere produktivitet end folkeskolerne, hvilket fremgår af den tidligere nævnte analyse af produktivitet i den danske grundskole.
Bragt i Jyllands Posten d. 28. januar 2022.
