Det er naturligvis aldrig behageligt for politikerne at skulle foretage omprioriteringer, selvom det faktisk er deres hovedopgave og selve årsagen til, at vi har sat folkevalgte lægmænd i spidsen for regioner og kommuner i Danmark. Omprioritering kræver, at man gennemfører besparelser, og det giver oftest sure medarbejdere og fagforeninger, som larmer i pressen, hvor der af naturlige årsager er langt mindre larm fra og fokus på patienter, som de frigjorte midler kommer til gode, da de jo ”bare” får den behandling, som de har krav på. Derfor er det heller ikke et ukendt fænomen, at politikere – eksempelvis gennem design af økonomistyringsmekanismer - forsøger at presse de ubehagelige politiske prioriteringsbeslutninger væk fra deres eget bord og ned til medarbejderne i organisationen. I den politologisk forskning har det fået betegnelsen ”blame avoidance” , og det er et velbeskrevet fænomen både generelt set samt i studier med særligt fokus på sundhedsområdet.
Før politikere kan omprioritere, skal de naturligvis have oplysninger om, at der er behov for at omprioritere, og selvom afdelingsledelsen som ovenfor beskrevet var stillet i en meget vanskelig situation, så frikender det dem naturligvis ikke for ansvaret for, at de ikke informerede opad i systemet. På den anden side er det afgørende for at undgå denne type sager fremover, at politikerne og de øverste ledelseslag i regionen ikke bare kan frikende sig selv med et argument om, at man ikke vidste noget.
Desværre har det historisk set være sådan, at fravær af viden i høj grad kunne veksles til fravær af ansvar. Hvis det fortsætter, vil det også forsat være alt for attraktiv at lægge sten i vejen for, at oplysninger om behov for ubehagelige omprioriteringer flyder opad i systemet til det allerøverste politiske ledelsesniveau. Politikerne og den øverste ledelse har således også et ansvar for at vide, hvad der er af væsentlige problemer i deres organisation. I den forbindelse er det bl.a. en gåde, at det mindre forbrug af personale på mave- og tarmkirurgisk afdeling på AUH ikke tændte røde advarselslamper i den løbende centrale opfølgning på resultater og ressourceforbrug, som i hvert fald findes i de dele af den offentlige sektor, hvor jeg har beskæftiget mig med økonomistyring.
Region Midtjylland er langt fra det eneste sted i sygehusvæsenet, hvor der er udfordringer med ventelister. Derfor er det afslutningsvis værd også lige at se nærmere på udviklingen fra 2019 til 2022 i resten af landet. På landsplan er antallet af fuldtidsbeskæftigede på sygehusene steget med 8 pct. Antallet læger er vokset med 9 pct. på landsplan. Alle regioner har fået flere læger, men den største stigning finder man i Region Sjælland med 11 pct. og den mindste i Region Syddanmark med 7 pct. Antallet af sygeplejersker er den eneste store medarbejdergruppe, hvor der er færre fuldtidsansatte. På landsplan har der været en lille tilbagegang i antallet af sygeplejersker på 0,9 pct. Udviklingen er dog meget uens på tværs af regionerne. Region Hovedstaden har oplevet et fald på 3,9 pct. og Region Syddanmark et fald på 1,2 pct. Antallet af sygeplejersker er steget i de øvrige regioner – herunder mest i Region Sjælland (4,5 pct.) og mindst i Region Midtjylland (0,3 pct.).
Oplysningerne om personaleforbruget på sygehusene i dette indlæg kommer fra Sundhedsdatastyrelsen. Data er frit tilgængelige og de burde altid indgå i pressens dækning af udfordringer i sygehussektoren. Dermed ville vi få en mere kvalificeret debat, hvor der bl.a. ikke kan opstå myter om, at alle problemer på sygehusene altid kan (bort-)forklares med manglende ressourcer.
Bragt i JP den 30. april 2023
