For nylig fremlagde regeringen og Dansk Folkeparti deres bud på en langsigtet plan for investeringer i landets infrastruktur. I modsætning til mange politiske områder er transportpolitik kendetegnet ved, at man har relativt godt styr på samfundets gevinster ved at investere i infrastruktur. Ved at sammenligne omkostningerne til anlæg og drift med gevinsterne i form af sparet tid, uheld m.v., kan man for de fleste projekter give et ædrueligt bud på, om det konkrete projekt er "pengene værd" for samfundet. Og så skulle man tro, at det ville være en nogenlunde enkel sag for politikerne at vedtage de projekter, der giver det højeste afkast.
Infrastrukturplanen indeholder da også en lang række gode projekter med højt samfundsøkonomisk afkast. Det bør man rose parterne for, fordi det er langt fra en selvfølge i Danmark. Men planen indeholder tillige dårlige projekter med meget lave afkast. Her springer særligt Billundbanen - den planlagte jernbane mellem Vejle og Billund, som var et krav fra DF - i øjnene. Banen er så dårligt et infrastrukturprojekt, at vi som samfund ville være bedre stillet ved at brænde pengene, end vi er ved at bygge banen.
Billundbanen illustrerer en afgørende mangel i den langsigtede planlægning af infrastrukturen i Danmark. Nemlig diskussionen om jernbanens fremtid i Danmark. Allerede i dag er helt almindelige busser ofte bedre til at løse transportopgaverne end jernbanen.
Når Billundbanen er et dårligt projekt, skyldes det netop, at de nuværende busser løser opgaven bedre. Det samme gælder bl.a. Vestbanen mellem Varde og Nørre Nebel, som alene kører videre, fordi regionen ellers ville miste sit bloktilskud. Den kommende letbane på Ring 3 er ligeledes dårligere end de nuværende busser. Og mellem Aarhus og København har fjernbusserne en markedsandel på godt 20 pct. Så hvordan ser det ikke ud i fremtiden, når vi får selvkørende, højklassede elbusser og det, der er bedre?
Frem for at investere i voldsomt urentable baner som Billundbanen og letbanen, burde regeringen og DF samt Socialdemokratiet, der også har fremlagt en infrastrukturplan, have peget på, hvordan man vil afvikle de urentable dele af jernbanen, så man kan fokusere på dét, jernbanen er god til.
Det vil som udgangspunkt betyde et farvel til sidebanerne, lokalbanerne og de mange små stationer i landet, men et øget fokus på trafikken mellem de største byer, hvor toget kan udnytte sin høje hastighed og pendlingen ind til især København, hvor toget har høj kapacitet.
Det er spild af skattekroner at holde bevidstløst fast i en teknologi - jernbanen - der om få år vil være yderligere overhalet på mange punkter. Der er derfor brug for at få taget debatten om jernbanens fremtid i Danmark. En debat som infrastrukturplanen, der fik stor mediebevågenhed, kunne have kickstartet til glæde for os alle - også den kollektive trafik.
