De Radikale vil ikke have undersøgt, om der er basis for en rigsretssag mod Mette Frederiksen. Dermed kan Folketinget ikke stille statsministeren til ansvar for minkskandalen.
I stedet vil De Radikale lade vælgerne afgøre sagen ved et valg, som skal være afholdt inden 6. oktober.
Det er ansvarsforflygtigelse.
De Radikale påstår, at der intet er i rapporten, der peger i retning af grov uagtsomhed fra statsministerens side, men kommissionen var jo netop afskåret fra at vurdere det spørgsmål. Imidlertid affejer kommissionen statsministerens forsvar. Hastværk er således ikke en gyldig undskyldning.
Også statsministerens påstande om, at hun ikke har ansvaret for beslutninger truffet i K-udvalget (Koordinationsudvalget red.) eller for at undersøge lovhjemmel, afvises. Om det sidste siger kommissionen, at når statsministeren tilsidesætter den normale beslutningsproces til fordel for et uforsvarlig og forhastet forløb, deler hun ansvaret med embedsværket.
Var statsministeren groft uagtsom i juridisk forstand? Jeg er ikke jurist, men jurister er delte i spørgsmålet. Det taler for en undersøgelse – ikke for at tørre sagen af på vælgerne. Ved et folketingsvalg skal vælgerne tage mange hensyn, hvoraf minkskandalen kun er ét. Og flertallet af vælgerne er som bekendt ikke jurister.
Hvad ser De Radikale for sig, hvis der er rødt flertal efter valget? Skal de ti topembedsmænd slippe med en påtale? Det virker ikke rimeligt givet rapportens sønderlemmende kritik og set i lyset af tidligere sanktioner mod embedsmænd i langt mindre alvorlige sager. Men skal embedsmændene straffes, mens deres politiske chefer går fri, fordi De Radikale holder hånden over regeringen?
Politisk placerer rapporten et tungt ansvar hos statsministeren. Den viser, at Mette Frederiksens regeringsførelse bidrog afgørende til skandalen. De Radikale ser ud til at ville »løse« problemet ved selv at gå med i regeringen.
Faldet ned som et lam
De Radikale har ikke en overbevisende historik, når det handler om krav til Mette Frederiksen. Hver gang partiet har truet med at vælte hende, er de faldet ned som et lam.
Morten Østergaard truede i februar 2020 med at vælte regeringen, hvis der ikke lå en Klimaaftale inden grundlovsdag. Da grundlovsdag kom, var der ingen aftale, men regeringen fortsatte. I efteråret 2020 fremsatte den nye Radikale Venstre leder, Sofie Carsten Nielsen, et nyt klimarelateret ultimatum om at stemme imod finansloven. Det krav blev droppet, og De Radikale stemte for finansloven.
9. juni truede Sofie Carsten Nielsen igen med at vælte regeringen, hvis et asylmodtagecenter i Rwanda blev ført ud i livet. Regeringen arbejder koldblodigt videre med planen. Vi får at se, om De Radikale denne gang gør alvor af truslen. Jeg tvivler.
På det økonomiske område har partiet heller ikke tidligere tiders vilje til at sætte sig igennem. Mens Margrethe Vestager fremtvang en »videreførelse af VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand« og bidrog til, at Helle Thorning gennemførte reformer, der gavnede velstand og beskæftigelse, har Østergaard og Carsten Nielsen accepteret, at den samlede reformkonto omtrent går i nul. Stilstand. De Radikale har også accepteret over 40 skattestigninger og en forøgelse af skattetrykket med 10 milliarder kroner Danmark har igen verdensrekord i skattetryk.
Sofie Carsten Nielsen efterlyste i sommeren 2021 en skattereform, der markant sænker skatten på arbejde og reformer, der øger arbejdsudbuddet med 30.000. Og 19. august afviste finansordfører Andreas Stenberg at sætte skatterne yderligere op. Men reformerne er ikke blevet til noget, og partiet har siden stemt for skattestigninger, senest blandt andet Netflix-skatten. De Radikale snakker, men Mette Frederiksen bestemmer. Og i foråret 2022 meddelte Carsten Nielsen, til socialdemokratisk begejstring, at man nu var villig til at stemme for højere skatter på indkomst for at finansiere ukrainske flygtninge.
De Radikale er ikke, hvad de har været, når det gælder om at holde Socialdemokraterne på dydens smalle sti, ikke engang for at stå vagt om det liberale demokrati. Det ligner mere et parti, der vil have ministerposter – hvis ikke for enhver pris, så tæt på.
Bragt i Berlingske d. 14.07.2022
