Siden 1982 har de Radikale været en garant for ansvarlig økonomisk politik, hvor der blev lagt vægt på reformer, der sikrede sunde offentlige finanser. De ansvarlige reformer har været båret frem af radikale ledere som Niels Helveg, Marianne Jelved og Margrethe Vestager. F.eks. var Vestager den afgørende årsag til, at Løkkes efterløns- og pensionsreform fra 2011 overlevede regeringsskiftet til SRSF-regeringen.
Men nu har piben fået en anden lyd. Den radikale leder, Morten Østergaard, meddelte i et sommer-interview i Jyllands-Posten, at partiet vil stoppe levetidsindekseringen i 2040, hvor pensionsalderen runder 70 år. Dvs. pensionsalderen kommer ikke til at vokse ud over de 70 år.
Det er en af de mest opsigtsvækkende meldinger i dansk politik i mange år. De Radikale har været de mest ivrige fortalere for levetidsindekseringen. For kort tid siden ville partiet endda hæve pensionsalderen hurtigere end planlagt. Nu vender partiet 180 grader. Den helt nye radikale politik ville, hvis den blev gennemført, svække den finanspolitiske holdbarhed med massive 41 mia. kr. årligt. Dermed ville det langsigtede overskud på de offentlige finanser på 22 mia. kr. blive forvandlet til et underskud på 19 mia. kr. Med andre ord: Danmark går fra at have supersunde offentlige finanser til at have et betydeligt holdbarhedsproblem. Med et snuptag sætter man effekten af mange års reformer over styr.
Hvis levetidsindekseringen fjernes, er man tilbage i rillen med holdbarhedsproblemer. En fastholdelse af pensionsalderen på 70 år (fra 2040) vil nemlig betyde, at en stadig større andel af befolkningen vil være på folkepension, når levetiden øges. Og det er rigtig dyrt. Og så skal skatterne hæves, det offentlige forbrug beskæres, eller der skal laves nye arbejdsudbudsreformer.
I samme interview i Jyllands-Posten meddeler Morten Østergaard, at der skal afsættes 20 mia. kr. frem til 2030. Og det skal finansieres ud af råderummet. Problemet er, at råderummet IKKE kan finansiere de 20 mia. kr. For de Radikale har samtidig forpligtet sig til en vækst i det offentlige forbrug, der matcher det demografiske træk (dvs. når der eksempelvis kommer flere ældre). Og man kan ikke bruge de samme penge to gange.
Råderummet fratrukket demografisk træk udgør ikke 20 mia. kr. frem mod 2030. Men kun otte mia. kr., når der er taget højde for klima- og boligaftale. Dermed har de Radikale en manko på 12 mia. kr. fra deres nye klimafremstød.
Dette hul i kassen på 12 mia. kr. kommer ud over de 41 mia. kr., som de Radikales nye pensionsforslag koster. Jeg må konstatere, at de Radikale har forladt linjen, hvor man sørger for orden i økonomien og betaler sine regninger. Den nye radikale økonomiske politik kommer lige efter, at staten har sendt hjælpepakker, checks mv. af sted for flere hundrede milliarder kroner. Det er godt nok besynderligt.
De Radikale nævner en lavere beløbsgrænse for udenlandsk arbejdskraft som en mulig finansiering. Men det holder ikke. Ifølge Finansministeriet giver det ca. 0,1 mia. kr. i budgetforbedring. Det er næsten ingenting og kan kategoriseres som symbolpolitik.
