De svageste danskere lider, når de stærke børnefamilier råber højt

Type:Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Debatindlæg udgivet d. 10/04/2018

Det skævvrider samfundet, at det politisk set kan betale sig at gøre mest for de ressourcestærke.

I sidste uge demonstrerede forældre i hele landet. De var utilfredse med normeringerne i daginstitutioner og vil derfor have Christiansborg til at fastsætte statslige minimumsnormeringer.

Minimumsnormeringer forhindrer kommunerne i at prioritere handikappede, socialt udsatte mv. frem for børn i daginstitutioner, næste gang der skal vendes og fordeles skattekroner i landets kommuner.

For fakta er, at hvis staten tvinger kommunerne til at bruge flere penge på institutionerne, så har kommunerne færre penge at bruge andre steder.

Hvor er diskussionen af rimeligheden i, at de knap 500.000 stemmeberettigede i København via staten er med til at bestemme, hvordan de cirka 30.000 stemmeberettigede i Jammerbugt skal prioritere deres kommunale ressourcer?

Hvis borgerne i Jammerbugt vil opprioritere handikapområdet i forhold til de ’normale’ børn, bør de så ikke have lov til det?

Minimumsnormeringer forhindrer kommunerne i at prioritere handikappede, socialt udsatte mv. frem for børn i daginstitutioner

Demonstrationen er også endnu et eksempel på, at de mange og de ressourcestærke tilkæmper sig en betydelig del af velfærdsstatens skattekroner. Skattekroner, som vi får fortalt er opkrævet med henblik på at hjælpe de svageste i samfundet, selv om middelklassen står for næsten lige så stor en andel af det offentlige forbrug som de svageste.

Det var samme historie, da Rigshospitalet valgte at lukke barselsafsnittet. Knap var lukningen meldt ud, før de ressourcestærke familier var på barrikaderne, og politikerne på Christiansborg kom med minimumskrav, som sikrede de mange ressourcestærke forældre to dage på barselshotel og deres del af velfærdskagen.

Problemet er, at velfærdsstaten er en demokratisk økonomi, hvor flertallet bestemmer. Kun et par procent af en børneårgang er belastet af et større handikap. I runde tal er der altså 49 ’normale’ børnefamilier, for hver gang der er én familie med et handikappet barn.

Og selv om vi alle har forståelse for de handikappede børns særlige behov, er det trods alt nemmere at se egne børns behov. De har behov for flere voksne, og de 49 har demokratisk flertal. Bum.

For de mange og ressourcestærke er flest, skriver gode debatindlæg og kan dermed flytte flest stemmer

Det er nemt at se ligheden med debatten om barselsafsnittene. Region Hovedstaden øgede bevillingen til børnepsykiatrien, samtidig med at den sparede på barselsafsnittet. Men minimumskravet fra Christiansborg kan i sidste ende betyde, at børnepsykiatrien igen må beskæres.

For der er jo ’heldigvis’ relativt få børnefamilier, der stifter bekendtskab med børnepsykiatrien, og dermed relativt få, der kan hæve stemmen i debatten og afgive stemmer i stemmeboksen.

Politisk er det stemmemaksimerende at bruge skattekronerne på de mange og ressourcestærke. For de er per definition flest, skriver gode debatindlæg og kan dermed flytte flest stemmer.

Fodnoter

    Tags

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Jonas Herby

    Specialkonsulent

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Jonas Herby

    Specialkonsulent