Covid-19-pandemien skabte den farlige illusion, at man kan lukke store dele af samfundet ned og kompensere borgerne med egne penge, uden at det koster noget. Det kostede i allerhøjeste grad. Vores velstand bygger på produktion. Lukker man produktion ned, bliver vi fattigere.
Men meget af regningen kommer med en forsinkelse. I stedet for at tage indkomsttabet med det samme, pumpede både den europæiske og den amerikanske centralbank penge ud i økonomien, så vi kunne udskyde tabet til senere. Det kan der være argumenter for (og imod), men der er en regning. »Senere« er nu ved at indfinde sig i form af høj inflation, som udhuler danskernes realløn, købekraft og velstand.
På grund af forsinkelsen er det nærliggende at skyde skylden på andre forhold, såsom krigen i Ukraine. Krigen bidrager til prisstigninger via blandt andet energipriserne, men inflationen var stigende før krigen og skyldes i høj grad den stigende pengemængde under corona.
Hvor meget fattigere skal vi indstille os på at blive? Det er svært at forudse, men måske i størrelsesordenen fem-ti procent i løbet af de næste par år, hvilket svarer til cirka 30-55.000 kroner i tabte forbrugsmuligheder for en LO-familie eller cirka 40-75.000 for en funktionærfamilie (med to voksne). En betydelig del af – men ikke hele – tabet skyldes corona.
I løbet af nogle år vil reallønnen stige, indhente prisstigningerne, og udrydde det meste af tabet. Ligesom nedlukningerne ikke var permanente, bliver det meste af det forsinkede velstandstab forårsaget af nedlukningerne heller ikke permanent. Men årene med lavere forbrugsmuligheder må vi leve med.
Regeringen reagerer ved at udskrive såkaldte »checks« – engangsbeløb fra skatteyderne til udvalgte grupper. Først en »varmecheck« til nogle af dem, der er rammes af stigende gaspriser, og senest har den bebudet en check til pensionister.
Uddelingen af engangsbeløb kunne give det indtryk, at velstandstabet er isoleret til i år. Det er næppe tilfældet. Købekraften for både pensionister og alle os andre vil formentlig også være udhulet af inflation til næste år, i 2024 og måske længere.
Vejen frem er ikke uddeling af »checks«, men reformer, der øger væksten i samfundet. Det er der hårdt brug for. De seneste 10-15 år har danskerne haft lavere økonomisk vækst, end vi har været vandt til i årtier, og prognoserne spår det samme på mellemlang sigt, hvilket kun er blevet værre af corona og krigen i Ukraine.
S-regeringens hidtidige politik har samlet set reduceret BNP, blandt andet som følge af skatteforhøjelser for 11 milliarder kroner varigt, som svækker produktivitet og investeringer og Arne-pensionen, som trækker arbejdskraft ud af økonomien.
Foran os har vi planen om at reducere de danske udledninger af CO₂ med 70 procent, som vil reducere væksten yderligere, hvis der ikke gennemføres andre reformer, der trækker den modsatte vej. Det er faktisk et af klimalovens krav til den grønne omstilling, at den ikke må gå ud over økonomien og erhvervslivet. Den grønne skattereform bør derfor ikke alene indføre en ensartet CO₂-afgift, der reducerer velstanden, men samtidig lette andre skatter, som kompenserer ved at øge velstanden tilsvarende, for eksempel selskabsskatten.
Men det bevarer blot status quo. Der skal mere til. Fokus bør være på reformer, der øger produktiviteten og dermed reallønnen. Produktivitetskommissionen lavede et nyttigt arbejde med at kortlægge de bedste kilder til at øge produktiviteten og pegede blandt andet på øget konkurrence og lavere selskabsskat.
Konkurrencen kan øges ved at gøre det lettere for udenlandske virksomheder at sælge deres produkter eller etablere sig i Danmark. Øget import er en undervurderet kilde til øget velstand. Det lægger pres på priserne og på danske virksomheder, der producerer konkurrerende produkter og dermed øger deres produktivitet.
Konkurrencen kan også øges med deregulering, som gør det lettere for iværksættere at starte nye virksomheder, og for eksisterende virksomheder at udvikle nye produkter og serviceydelser.
Vi danskere ømmer os – forståeligt – når inflationen æder en del af vores velstand. Dårlig økonomisk politik, der reducerer velstandsfremgangen i fremtiden, er i lige så høj grad et tab, men et usynligt tab: Et gode, vi kunne have fået, men aldrig fik. Derfor er økonomisk vækst voldsomt undervurderet som kilde til at forbedre vores liv og løse vores problemer.
Bragt i Berlingske d. 18. maj 2022.
