I torsdags ringede min telefon. En tydeligt presset og noget påtrængende kommunalt ansat nærmest råbte ind i røret: »Medierne har opfanget din analyse. Jeg skal bruge dine data. Hurtigt!«
Hun lod mig forstå, at en lokalpolitiker havde forlangt at få en forklaring på, hvorfor min analyse viste et sygefravær blandt SOSU-personalet, der lå decimaler over deres egen opgørelse. Og det kunne ikke vente.
Jeg ved ikke, hvad der var mest nedslående ved opkaldet. At en lokalpolitiker havde fortabt sig i decimaler på et – uanset hvad – meget højt sygefravær. Eller det faktum, at jeg har nøjagtig samme oplevelse hver gang: Jeg udgiver en sygefraværsanalyse, en håndfuld kommunalansatte ringer i panik, fordi de skal redegøre for deres høje sygefravær, men år efter år ligger de omtrent samme kommuner i toppen af statistikken.
Sygefraværet blandt det offentligt ansatte SOSU-personale på ældreområdet er højt. De godt 63.000 medarbejdere har i gennemsnit et sygefravær på 16,2 dagsværk pr. fuldtidsansat svarende til godt tre arbejdsuger. Det er knap 30 pct. højere end for pædagogisk personale. Og vi skal næsten ti år tilbage for at finde et sygefravær, der var højere.
Hvad gør lokalpolitikerne? Man kunne jo håbe, at de pressede kommunerne til at efterleve både Ledelseskommissionens og Mette Frederiksens anbefaling: »Ledere, der ikke leverer på de aftalte krav og mål, skal som udgangspunkt ikke fortsætte som ledere.«
Sådan havde bestyrelsen håndteret det i en privat, konkurrenceudsat virksomhed. Men ikke i det offentlige. Her har selv dårlige ledere jobsikkerhed. Det viser en stor undersøgelse fra Ledelseskommissionen. Blandt 46.000 offentligt ansatte ledere var kun 21 pct. af lederne helt eller delvis enige i, at deres organisation har tradition for at afskedige ledere, som ikke præsterer. 20 pct. svarede decideret nej.
Og Christiansborg er ikke en stor hjælp. Forleden kunne Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fortælle, at kommuner, der ønsker at reducere sygefraværet i ældreplejesektoren, nu kan ansøge om støtte i en ny, stor pulje. Så kommunerne eksempelvis kan få endnu et teambuilding-kursus.
Men der er to grunde til, at det er en dårlig ide at løse sygefraværsproblemer gennem puljer. Den ene er, at puljerne skaber unødigt bureaukrati. Opgørelser viser, at op mod 30 pct. af Christiansborg-politikernes øremærkede puljer til kommunerne går til administration og dokumentation. Derfor burde kommunerne overveje at gøre som Læsø og fravælge at søge puljerne, fordi det grundlæggende er spild af borgerens skattekroner.
For det andet har kommunerne grundlæggende størst gavn af de penge, som de selv kan forvalte. Men puljerne bevirker, at kommunerne planlægger deres indsatser efter, hvor der kan hentes statslige særtilskud. Puljestyring lægger således restriktioner på de offentlige lederes mulighedsrum, hvilket igen reducerer deres følelse af ansvar. For som påpeget af professor Per Nikolai Bukh forholder det sig sådan, at jo flere beslutninger, lederne kan træffe, desto mere står de til ansvar som ledere. Ønsker man ledere, der tager ansvar, skal man fra Christiansborg øge det decentrale ledelsesrum. Det er som det gamle credo fra 1960erne: »Let the managers manage.«
Potentialet er stort. Hvis kommunerne kan nedbringe sygefraværet for SOSU-personalet til gennemsnittet for de fem kommuner med lavest sygefravær, ville kommunerne i alt kunne spare godt 320 mio. kr. svarende til arbejdsindsatsen fra godt 800 ekstra SOSU-hjælpere. Samtidig ville de sikre bedre pleje for de ældre og bedre arbejdsmiljø for de ansatte.
