Der er både fremskridt, faldgruber og forbedringsmuligheder i ældreudspil

SVM-regeringens udspil udkom endelig for et par uger siden. Det var værd at vente på. Udspillet er det bedste, vi har set, siden frit valg kom på den politiske dagsorden i Danmark for godt 20 år siden. Desværre var der ved lanceringen af udspillet ikke størst fokus på de bedste elementer.

Der har således været meget fokus på, at man indfører et helhedsplejekoncept, der indebærer, at de ældre skal visiteres til nogle mere rummelige pleje- og omsorgsforløb. Det skulle give mere valgfrihed, fordi den ældre nu kan få større indflydelse på, om man den pågældende dag f.eks. vil have vasket hår eller gå-træne. Det er en god idé, som alle kan blive enige om, men spørgsmålet er, hvor meget frihed den ældre reelt set får?

For det første vil hjemmeplejens primære opgave også fremadrettet være at dække de helt basale behov, som den ældre ikke selv kan klare såsom rengøring, indkøb, madlavning, genoptræning etc., så spørgsmålet er nok, hvor meget den ældre reelt set kan og vil vælge noget andet end disse serviceydelser? Desuden bliver der i en skatteyderfinansieret ældrepleje aldrig frit valg på alle hylder, da skatteyderne gennem de folkevalgte politikere vil have indflydelse på, hvad pengene går til i ældreplejen. Det fremgår således også af regeringens udspil at: »Tilgangen forandres, så den ældre i udgangspunktet visiteres en enkelt gang til et rummeligt pleje- og omsorgsforløb, og det efterfølgende er op til medarbejderne omkring den ældre at fastlægge forløbet i dialog med borgeren.« Det er således fortsat kommunalpolitikerne repræsenteret ved medarbejderen, der har det afgørende ord i fastlæggelsen af plejeforløbet. Hvis de ældre for alvor selv vil kunne bestemme, er den eneste mulighed altså fortsat, at de sparer op til selv at betale for ydelserne.

Det ser således ud til, at det er begrænset, hvor meget mere selvbestemmelse de ældre får med hensyn til, hvad ældreplejen skal lave. Derimod ser det ud til, at regerings ældreudspil i langt højere grad har potentiale til at give de ældre mere selvbestemmelse, i forhold til hvem der skal levere den plejepakke, som de er blevet tildelt af kommunen.

For det første fjernes kommunernes monopol på rehabilitering og genoptræning, så de ældre fremover kan vælge en privat leverandør til disse opgaver. For det andet indeholder ældreudspillet nedenstående tiltag, der vil sikre en mere fair konkurrence mellem de offentlige og private leverandører. Her er det grundtanken, at pengene skal følge borgerne, så de private leverandører får en afregning, der svarer til kommunens egne udgifter, til at levere de pågældende plejeydelser.

- Der bliver etableret en kontrolenhed i Forbruger- og Konkurrencestyrelsen, der skal overvåge, at der er en fair konkurrence mellem de kommunale og private leverandører.

- Kommunerne skal årligt på baggrund de faktiske regnskabsførte kommunale udgifter genberegne priserne til de private leverandører. Her har det tidligere været et problem, at kommunerne frit har kunnet budgettere med urealistisk lave udgifter, der har givet urealistisk lave priser til de private leverandører.

- Der indføres en fast overhead-takst til de private leverandører. Det vil på en hurtig og pragmatisk måde bidrage til at udbedre problemet med manglende gennemsigtighed i den kommunale økonomi, som primært har været gældende for opgørelsen af udgifter til overhead – der f.eks. omfatter udgifter til administration, biler, it-udstyr osv.

- Kommunerne får mulighed for at oprette lokalplejehjem, der udskilles fra kommunen i en aktieselskabskonstruktion, og får mulighed for at levere selvbetalte ydelser til de ældre, hvilket ellers i dag kun er en mulighed på private plejehjem.

Mere fair konkurrence giver bedre vilkår for private leverandører, og dermed vil de ældre få flere valgmuligheder, i forhold til hvem der skal levere plejeydelserne. Ydermere vil den øgede konkurrence give flere og bedre plejeydelser for pengene, hvilket der er et meget betydeligt potentiale for. Vi har i en Cepos-analyse for nylig vist, at man kunne frigøre 10-14 pct. af ressourcerne i ældreplejen, hvis alle kommuner kom på niveau med produktiviteten i de bedste sammenlignelige kommuner.

På trods af de historisk gode takter i regeringens udspil er der et enkelt element, der bør vække stor bekymring. Det bliver nemlig et krav, at alle leverandører af ældrepleje skal kunne levere alle elementer i de plejeforløb, som kommunen fastsætter. Det betyder, at både offentlige og private leverandører skal kunne levere både praktisk hjælp, personlig pleje og rehabilitering/genoptræning. I dag er det reelt set kun kommunerne, der kan levere alle tre elementer. Det vil således kræve en meget betydelig omlægning af de private plejeleverandørers virksomheder, hvis de skal kunne konkurrere med kommunerne om helhedsplejeopgaver.

Helheldsplejen risikerer således at blive et stort tilbageslag for de private leverandører, hvis det ikke gennemføres tænksomt, nænsomt og langsomt. I den forbindelse kunne man også lade det være op til den ældre selv at vælge, om man vil have den samme leverandør med de fordele mht. fleksibilitet mv., som det giver, eller om man hellere vil have flere forskellige leverandører, fordi man f.eks. synes, at de private er bedst til rengøring, og kommunen bedst til personlig pleje. Dette ville give de ældre endnu mere frihed til at vælge, hvordan de helst vil have deres plejepakke leveret.

Sidst, men allervigtigst, er det en afgørende forudsætning for alle de gode politiske ambitioner om øget konkurrence og frit valg af leverandør, at der bliver skabt øget gennemsigtighed i hjemmeplejen og plejehjemmenes økonomi samt bedre muligheder for at sammenligne kvaliteten på tværs af de enkelte plejehjem og hjemmeplejeleverandører. Her er SVM-regeringen desværre ikke nået så langt, som man kunne ønske sig. 

Det mest presserende er øget gennemsigtighed i ældreplejens økonomi, og her er lokalplejehjem organiseret som aktieselskaber med regnskabsaflæggelse efter årsregnskabsloven en klar forbedring, men da ordningen er frivillig, kan man frygte, at den opnår begrænset udbredelse. Her kunne man med fordel have gjort ordningen obligatorisk for alle offentlige plejehjem. 

Det ville formentlige have affødt protester fra KL om øget bureaukrati, men hertil kan man anføre, at i den private sektor formår selv meget små virksomheder at aflægge et retvisende årsregnskab med langt færre administrative ansatte, end kommunerne har i dag.

Regeringen vil arbejde videre med øget gennemsigtighed i en arbejdsgruppe, og den slags har altid en betydelig risiko for at ende som en syltekrukke. Det vil være ødelæggende for de gode intentioner i ældreudspillet, og derfor fortjener gennemsigtighedsproblemet en særskilt behandling, som det vil få i mit næste blogindlæg.

Bragt i JP den 27. februar 2024