Der er grænser for, hvor meget vi skal ofre for at redde et liv

Type: Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Tags

Indholdsfortegnelse

Tags

Nedlukningen af samfundet får voldsomme konsekvenser. Ikke blot økonomiske, men også sociale og sundhedsmæssige. Vi er nødt til at tage den ubehagelige diskussion om, hvor meget vi er villige til at ofre for at redde ét menneskeliv.

Hvis vi skal kunne diskutere, om vi gør nok (eller måske for meget) i forhold til at begrænse corona-epidemien, er vi nødt til at kunne tage den ubehagelige — men langtfra usympatiske — diskussion om, hvor meget vi egentlig er villige til at ofre for at redde et liv.

En diskussion, Altingets Jakob Nielsen har startet.

Effekterne ved at lukke et samfund ned er voldsomme og mangfoldige. De fleste historier handler om de økonomiske konsekvenser, som også synes at have den største opmærksomhed fra regeringen.

Ikke kun fordi danskernes indtægter bliver mindre, men i høj grad også fordi mange risikerer at blive arbejdsløse som følge af nedlukningen, hvilket for den enkelte kan være en personlig tragedie.

Ikke blot betyder det en strammere personlig økonomi, men det sociale samvær med kollegaerne, prestigen i at kunne klare sig selv og — for flertallet — en stor del af meningen med hverdagen forsvinder også.

Samtidig har nedlukningen afledte effekter i stort set alverdens former, som efter min opfattelse bliver lidt negligeret. Mindre cykling betyder mindre motion og dårligere helbred (og større fremtidigt træk på sundhedssektoren). Hjemmearbejde ved interimistiske skriveborde belaster ryg, skuldre og nakke. Ja, selv omfanget af vold i hjemmet er steget, siden statsminister Mette Frederiksen 11. marts meddelte, at skoler og daginstitutioner ville lukke.

At nedlukningen har massive konsekvenser for danskernes liv, hersker der således ingen tvivl om.

Men de mange ofre er ikke forgæves. Sundhedsstyrelsen vurderer, at covid-19 kan ”medføre en overdødelighed i størrelsesordenen 1.680-5.600 patienter”. Og kan man redde bare én af disse, må det være prisen værd. Ikke?

Svaret er lige så enkelt, som det er upopulært. For det afhænger af, hvad vi mener, et liv er værd. ”Det er så typisk Cepos kun at tænke på penge”, tænker du måske. Men inden du hamrer knytnæven i skærmen i arrighed, så bemærk lige, at du selv gør præcis det samme hver evig eneste dag.

En meget stor del af vores daglige handlinger indebærer nemlig en afvejning mellem risikoen for i værste tilfælde at dø og gevinsten ved at udsætte sig for den risiko. For eksempel laver du afvejningen, når du tager på arbejde, og dermed udsætter dig selv for en risiko for at dø i trafikken. Du vurderer blot, at det er risikoen værd, fordi arbejdet giver dig en indkomst.

”Men jeg arbejder ikke kun for pengene”, vil du måske mene. Og det er helt rigtigt. Penge har jo som sådan ikke en værdi i sig selv. Det er de ting, vi kan købe for penge, der har værdi. Det kan for eksempel være en brugt trehjulet cykel til den yngste. Eller livreddende medicin til en vildt fremmed.

I sundhedsøkonomiske analyser er det helt standard i mange lande, at man sammenholder gevinsten af en ny type medicin eller behandlingsmetode opgjort i kvalitetsjusterede leveår (QALY) med prisen på medicinen/behandlingen.

Prisen per kvalitetsjusterede leveår skal i fremtiden også indgå i vurderingen af, om en konkret medicin skal tilbydes patienterne i Danmark. Det kan virke usympatisk, men hvis vi tænker nærmere over det, er det nok snarere ubehageligt end usympatisk.

De fleste kan blive enige om de ekstreme tilfælde. Kan 1.000 kroner købe en person 10 ekstra, gode leveår, så skal vi selvfølgelig gøre det. Men koster det hele Danmarks BNP de næste 20 år, så kan vi nok bruge pengene bedre på andre ting. Den rigtige afvejning — som selvfølgelig varierer fra person til person — ligger et eller andet sted imellem de to ekstremer. Uanset om vi bryder os om tanken eller ej.

Der er ikke en officiel dansk grænse for, hvad danskerne i gennemsnit vil betale for et ekstra leveår, men i gennemsnit er vi villige til at betale 34,4 millioner kroner for at spare et statistisk liv. Det har De Økonomiske Råds Sekretariat vurderet på baggrund af avancerede spørgeteknikker, og selvom tallet selvfølgelig er forbundet med stor usikkerhed, så er det dét tal, der indgår i skiftende regeringers beslutningsgrundlag, når man for eksempel skal vurdere gevinsten ved at investere i forbedringer af infrastrukturen, der kan redde liv.

Her er det vigtigt at bemærke, at de 34,4 millioner kroner ikke nødvendigvis er offentlige kroner, men også kan være andre ting, der påfører danskerne omkostninger svarende til 34,4 millioner kroner.

Det kan for eksempel være generne ved den ekstra rejsetid, som en nedsættelse af hastigheden på vejene vil medføre. Det er netop denne form for afvejning, der gør, at du sikkert kører hurtigere end 60 km/t på 80 km/t-landevejen, når du kører i bil på arbejde. Selvom det er mere sikkert at køre lidt langsommere, er det ikke tiden værd, fordi du også gerne vil hjem til familien.

Så i forhold til covid-19 er det helt reelt at diskutere, om vi gør for meget eller for lidt i forhold til at redde liv. Det gør dig ikke til et ondt menneske — blot til et tænkende menneske. Hvis det er relativt billigt at redde liv ved hjælp af indgreb, der begrænser smitten, så er det et argument for at stramme grebet endnu mere.

Er det omvendt meget dyrt, så skal vi måske slække på tiltagene og acceptere, at flere dør af covid-19. Det lyder – og er – rigtigt hårdt, men det er som sagt den virkelighed, som for eksempel læger og politikere lever med nærmest dagligt.

Det er så også vigtigt at huske, at de hårde valg til gengæld giver os flere ressourcer til at investere i for eksempel trafiksikkerhed og ny medicin i fremtiden, som redder andre og måske flere liv.

Problemet er, at vi p.t. ikke har nogen anelse om, hvorvidt regeringens tiltag er omkostningerne (i form af vold, arbejdsløshed, dårligere livsstil med blandt andet mindre motion, manglende social kontakt i foreningslivet, dårlige nakker og skuldre, manglende undervisning, kedsomhed og penge osv.) værd, fordi informationerne fra regeringen er ekstremt sparsomme.

Vi ved simpelthen ikke, hvor mange liv tiltagene vil spare, hvilke gener man regner med, at tiltagene vil medføre, og hvor mange penge det vil koste samfundet. Og derfor ved vi ikke, om vi gør for lidt eller for meget for at redde liv. Eller om vores indsats er nogenlunde inden for skiven.

Som minimum burde vi vide, hvad forskellige tiltag koster, og hvor mange menneskeliv de vil spare. Så kan vi selv vurdere, om det harmonerer med de gener, vi oplever i vores nye hverdag, og den afvejning, vi hver især må foretage – og som vi som sagt reelt foretager hele tiden, når vi for eksempel træder ud i trafikken.

Fodnoter

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Jonas Herby

    Specialkonsulent

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Jonas Herby

    Specialkonsulent