Nye Borgerlige er et af de få partier, som ønsker at nedlægge jobcentrene. For »jobcentrene skaber ofre og får ikke folk i arbejde«, som folketingskandidat for Nye Borgerlige, Claus Bøgh Svenningsen, forleden formulerede det på Altinget. Jobcentrene har kun »bidraget med beskæftigelse til to procent af danskerne«, tilføjede han uden nærmere kildeangivelse, men ganske givet med henvisning til en megafonmåling fra 2017. Ifølge samme måling fik 20.000 danskere i 2016 job gennem jobcentrene.
Men ikke alle var lige begejstret over Svenningens indlæg. I et forsvarfor jobcentrene kritiserede Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard fra Venstre, at Svenningsen havde valgt »floskler frem for fakta og virkelighedsfornægtelse frem for virkelighedsforståelse«. I sit indlæg henviste Cecilia Lonning til en undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening, »der viser, at knap 20 procent, der finder et job, gør det via jobcentret«.
Men Lonnings gengivelse af Dansk Arbejdsgiverforenings (DA) rapport er ikke retvisende. For DAs tal siger kun noget om de nyansatte, der for et år siden anså sig selv som »arbejdsløse«, men nu har fundet et job gennem jobcenteret eller jobnet.dk. Den siger ikke noget om andre grupper af nyansatte, f.eks. dem, som tidligere var hjemmegående, studerende eller aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Således udgør Lonnings 20 pct. – hvis man omregner dem til personer – derfor kun 11.500 personer, hvilket ikke er et overbevisende forsvar for jobcentrene.
Behov for måling
Men tal til side - for midt i al talforvirringen udspringer den foruroligende erkendelse af, at vi ikke rigtigt aner, hvor mange mennesker, jobcentrene får i job. For Beskæftigelsesministerietopgør ikke tallet, idet politikerne ganske enkelt har valgt ikke at stille krav til jobcentrene om at registrere deres jobformidling.
Jeg er bestemt ikke fortaler for unødigt bureaukrati, men vi skal måle på det, der er vigtigt. Og det er vigtigt at måle på, hvor mange mennesker jobcentrene får i job. Det kræver en vurdering fra jobcentrene og så kræver det videnskabelige analyser der afgør, om jobcentrenes indsats reelt gør en forskel eller ej. For mange mennesker var måske også kommet i job uden jobcenterets involvering.
I dag bruger vi ifølge VIVE omkring 13 mia. kr. på jobcentrenes sagsbehandling og beskæftigelsesindsats. Alligevel er vores viden om effekten af de enkelte instrumenter i beskæftigelsesindsatsen yderst begrænset. Og vi aner ikke, hvad effekten er af langt størstedelen af de penge, vi bruger på området.
Senest finder Finansministeriet i en analyse af enkelte udvalgte instrumenter i den aktive beskæftigelsesindsats, at mens private løntilskud ser ud til at give et samfundsøkonomisk overskud på omkring 220 mio. kr., giver ordningerne jobrotation og seks ugers jobrettet uddannelse negative samfundsøkonomiske afkast på hhv. 45 mio. kr. og 60 mio. kr. Mentorordningen har en samfundsøkonomisk effekt på omtrent nul. Sammenlagt giver dette en samfundsøkonomisk gevinst på 115 mio. kr., hvilket kan indikere, at den aktive beskæftigelsesindsats får svært ved at opveje de årlige udgifter til beskæftigelsesindsatsen på 13 mia. kr. En lignende konklusion nåde de økonomiske vismænd frem til i 2007. I DØRS’ rapport konkluderes det, at alle aktiveringstyper gennemsnitligt har en negativ effekt på beskæftigelsesomfanget for de ledige.
Alt i alt er der ikke meget der tyder på, at den aktive beskæftigelsespolitik er en god investering fra et samfundsøkonomisk perspektiv. Grundlæggende kunne der meget vel være lige så få job i jobcentrene, som babyer i babyolie.
