I starten af COVID-19-pandemien myldrede det frem med studier, som beskrev hvordan nedlukninger kunne begrænse udbredelsen af COVID-19. Imperial College beskrev for eksempel, hvordan millioner ville dø i USA og UK, hvis ikke man lukkede ned.
Tiltroen til statens løsning var stor, og alle lande, vi normalt ønsker at sammenligne os med, lukkede ned i et eller andet omfang. I nogle lande — som Spanien — gik politikerne langt og gav folk udgangsforbud, mens andre lande var mindre hårde. Her stikker især Sverige ud, som kun havde en meget begrænset tvungen nedlukning.
Siden har debatten i blandt andet Danmark i høj grad haft fokus på de mange døde i Sverige. Men modsat de anekdotiske betragtninger i den offentlige debat er der sket et skifte i den videnskabelige litteratur, hvor flere og flere studier peger på, at nedlukningen måske ikke har haft den ønskede effekt.
Et online tidsskrift fra The Lancet publicerede for eksempel en artikel, som kommer frem til at ”government actions such as border closures, full lockdowns, and a high rate of COVID-19 testing were not associated with statistically significant reductions in the number of critical cases or overall mortality.”
Nedlukningerne forklarer altså ikke forskellene i dødsfald mellem landene – det gør til gengæld forskelle i alder, vægt, rygning mv.
Grundlæggende forskelle mellem landene — og ikke den førte politik — er altså årsagen til forskelle i antal døde. Flere andre kommer frem til samme resultater, og SSI’s modeller for genåbningen viste også netop, at det særligt var afstand og god håndhygiejne, der gjorde forskellen – ikke hvor lukket samfundet var.
Men hvorfor ser vi så de store forskelle i dødeligheden?
Lad os fokusere lidt på Sverige, som mange danskere har fulgt intenst under pandemien.
Hvorfor har der været så mange døde i Sverige relativt til Danmark? Det er der faktisk mange potentielt gode teser for. Lad os se på et par af dem:
Sverige har haft to meget milde influenzasæsoner, hvilket betyder, at der ved indgangen til corona-epidemien var relativt mange sårbare ældre i Sverige. Dette er bl.a. beskrevet i dette yderst interessante tweet, hvor det tydeligt fremgår, at influenza-sæsonerne i Sverige i 18/19 og 19/20 var usædvanligt milde i forhold til tidligere år (se også her). Der var altså relativt mange sårbare i Sverige, da COVID-19 ramte landet.
Vinterferien i Stockholm ligger også senere end i Danmark. Derfor var stockholmerne, hvor dødeligheden har været stor, lidt senere på skiferie i Østrig og Italien, hvor udbruddet med corona — og dermed smitterisikoen — derfor var blevet større. Udbruddet i Stockholm kan altså være startet med langt større kraft end i Danmark, så folk havde kortere tid til at justere adfærden, for eksempel ved at spritte hænder og holde afstand.
Sverige har også flere indvandrere, og Stockholm er større, plejehjemsstrukturen er anderledes osv. Der er altså mange andre forklaringer end nedlukningen på forskellene i dødstallene (se her for en nærmere gennemgang af 16 mulige forklaringer, eller lyt med her).
Kun yderligere forskning kan med tiden vise,
om disse teser eller helt andre, kan forklare forskellene. Men én ting er sikkert. Vi kan ikke betragte to lande og sige, at kun den førte politik driver forskellen. Så simpel er verden aldrig.
Men hvorfor falder antallet af smittede ikke nødvendigvis, når man lukker for eksempel frisører og barer? Forskningen på dette område er langt fra færdig, så vi kan kun opstille nogle teser for, hvorfor nedlukninger ikke havde den effekt, man håbede.
Jeg er økonom. Og økonomer tænker i adfærd og incitamenter. Så det er også her, jeg henter mine teser. Jeg kan selvfølgelig blive klogere med tiden, men jeg tror, at nedlukninger ikke har virket som håbet, fordi folks adfærd modvirker tiltagene i nedlukningerne.
Lad os tage et par eksempler på, hvorfor det kan være sådan, og bemærk at det er mulige forklaringer, men ikke nødvendigvis de bedste forklaringer. Formålet er alene at illustrere min pointe.
Da jeg studerede i USA,
lukkede barerne senest kl. 02.00. Betød den tidligere lukketid, at vi festede kortere tid i USA end i Danmark? Nej. Vores fester startede bare tidligere. Samme effekt kan være på spil i Danmark. Når barer lukker helt eller tidligt, starter festerne blot tidligere, eller unge tager til private fester eller piratfester.
I Spanien måtte befolkningen i en periode kun forlade deres hjem, hvis de havde en ”god grund”. Myndighederne havde udvalgt hundeluftning som en ”god grund”, og det betød at nogle hunde blev luftet rigtig, rigtig meget og endda udlejet til naboer for op imod 200 kroner pr. tur. Man fandt altså ret innovative måder at omgå nedlukningen på.
Mere generelt er det nok ikke helt forkert at antage, at folk ikke forlader deres hjem uden ”en god grund”, og at de afvejer denne gode grund mod de risici, der er ved at forlade hjemmet. Er der stor risiko for at blive smittet, bliver man hjemme. Er der lille risiko for at blive smittet, går man ud.
Det betyder samtidig, at hver gang regeringer verden over har lukket for smittespredningen i én del af samfundet, for eksempel hos frisørerne, så har befolkningen reageret på den lavere smitterisiko ved at øge deres sociale kontakter andre steder, så effekten på den samlede smittespredning blev lille.
Holder tesen om menneskelig adfærd,
kan den forklare, hvorfor pt. smitten – eller måske snarere: antallet af døde – er meget lav i alle vestlige lande. Smitten dør ud, fordi folk ikke ønsker at blive syge eller smitte andre. Derfor holdt vi også afstand og sprittede hænder længe inden regeringerne lukkede ned. Når smitten visse steder eksploderede, kan forklaringen ifølge tesen være, at folk simpelthen ikke vidste, at smitten var i deres lokalområde, så de kunne tilpasse deres adfærd (jf. stockholmernes vinterferie).
Igen. Det er kun teser og spekulationer, og vi må vente på resultaterne fra forskningen. Men jeg tager gerne et væddemål på, at adfærd i vidt omfang har modvirket tiltagene i nedlukningerne.
Men hvorfor lukkede landende så ned? En forklaring er, at politikerne blot gjorde som politikerne i andre lande. Det er resultatet af denne videnskabelige artikel, som viser, at ”government [lockdown] policies are strongly driven by the policies initiated in other countries”. Det er altså ikke pandemiens udvikling i et land, men nabolandenes politik, der har været afgørende for den førte corona-politik.
Og hvad skulle politikerne egentlig gøre? Andre lande lukkede ned — måske inspireret af Kinas hårdhændede tilgang — så hvad gør man, når man står med magten til at gøre det samme i ens eget land? En ting er sikker: Gør man som de andre, er kritikken mindre hård.
Ovennævnte er min fortolkning
af situationen, som vi står lige nu. Jeg er langt mere statskritisk, end jeg var for bare et par måneder siden, fordi jeg i langt højere grad har fået øjnene op for, hvor svært det er at styre en pandemi fra centralt hold (læs også min kronik her).
Jeg vil ikke blive overrasket, hvis konklusionen på sigt bliver, at statens rolle ved fremtidige pandemier i langt højere grad skal være støttende frem for styrende.
Så staten i langt højere grad skal levere information, testmuligheder osv. frem for direkte at tage styringen ved at lave opholds- og forsamlingsforbud mv.
