Det er naturligt at tænke på økonomi som produktion. Altså hvor store mængder vi kan frembringe. Men allokering er mindst lige så vigtigt. Allokering handler om, hvad der bliver produceret, og hvordan en given mængde produktion bliver udvekslet mellem os. Vi har rigeligt med vand på kloden, men for den tørstende ørkenvandrer kan en flaske vand være umådeligt meget værd.
Ser man på de Nobelpriser i økonomi, der er uddelt siden de første i 1969, fylder allokering meget. Specielt allokering i en situation, hvor aktørerne har interesse i at handle strategisk. Det drejer årets Nobelpris sig også om. Den går til økonomerne Paul Milgrom og Robert Wilson, begge fra Stanford University.
Prisen tildeles for auktionsteori. En auktion er en mekanisme, som løser et allokeringsproblem. En børs er en vedvarende auktion, som allokerer værdipapirer mellem købere og sælgere. Når du åbner for Googles søgemaskine eller Facebook, er det en auktion, der bestemmer de reklamer, du møder. De licenser til at sende på mobilnettet, din telefon bruger, er fordelt ved auktion. Kommuner finder ofte den billigste skolerengøring gennem udbud. Retten til at udlede CO2 i EUs kvotesektor bygger på et auktionssystem, hvor CO2-kvoter sælges til dem, der kan skabe størst værditilvækst. Der er auktioner næsten alle vegne.
Den første til at få en Nobelpris for auktionsteori var William Vickrey i 1996. Han påviste, at under en række forudsætninger er forskellige slags auktioner alle i stand til både at sikre sælgeren den bedst mulige pris, og at goderne havner hos de mest interesserede købere – altså løses allokeringsproblemet.
Prisen til Milgrom og Wilson begrundes med, at de har udvidet teorien til mere komplekse situationer. Det er for eksempel, når køberens vurdering af købsværdien afhænger af, hvad alle andre vurderer den til.
Bredt perspektiv i varen
En bank, der køber en statsobligation, er ikke kun interesseret i rentekuponerne, men i kurserne på obligationsmarkedet generelt. Eller det kan være, når der er forskellig risikovillighed hos køber og sælger. Det kan være, når køberne er ude efter flere goder på én gang – f.eks. et mobilselskab, som har brug for flere sammenhængende frekvenser. Netop til at fordele sendefrekvenser har Milgroms auktionsdesign med flere budrunder på én gang være anvendt med succes.
Et vigtigt begreb i auktionsteori er »vinderens forbandelse«. Vinder man for eksempel retten til at levere rengøring til en skole, kan det være, fordi man er bedre end konkurrenterne. Men det kan også være, fordi man er overdrevent optimistisk. Forskellige typer auktioner kan undervejs i budrunden give indikationer af, om man er på vej til »vinderens forbandelse« – for eksempel hvis alle byder hinanden op som på en kunstauktion. Paradoksalt nok kan denne information i nogle tilfælde sikre udbyderen en bedre pris, da budgiverne har mindre grund til at frygte »vinderens forbandelse«.
Vickrey var optaget af auktionsteori, fordi han mente, at indsigterne kan anvendes meget bredere end til egentlige auktioner. Der er et stort allokeringsproblem i den offentlige sektor, fordi man ikke kender borgernes præferencer. Han – og andre økonomer – har foreslået mekanismer, der ligesom en auktion kan afdække, hvordan borgerne reelt prioriterer deres ønsker til det offentliges goder. Det er imidlertid et område, hvor teorien ikke har bredt sig så meget endnu i praksis. Når det gælder hensigtsmæssig tilrettelæggelse af udbud af opgaver, kunne politikerne også lære en del.
Andre Nobelpriser har berørt emner tæt på Milgrom og Wilsons. Det viser ikke, at deres pris er ufortjent, men betydningen af allokering i økonomi.
(Bragt i Berlingske 12. oktober 2020)
