CEPOS logo

Det bedste valg for amerikansk økonomi

Udgivet d.

20. november 2020 - 13:43

Debat

Amerikanernes præsidentvalg var egentlig mellem pest eller kolera. Men kombinationen af Biden som præsident og et republikansk flertal i Senatet kan meget vel ende med at blive det bedst tænkelige politiske resultat – ikke bare for USA, men også os andre.

Trumps økonomiske politik har været en blandet historie. På plussiden står især skattereformen og indsatsen for at deregulere. På negativsiden står primært en protektionistisk handelspolitik, som dog kunne have været værre, hvis retorikken var fulgt helt til dørs. Negativt tæller også den manglende indsats imod den offentlige udgiftsvækst og eksplosive statsgæld.

Uden coronakrisen og Trump som kandidat er der imidlertid næppe tvivl om, at økonomien burde have sikret genvalg. Trumps personlighed, lederstil og lemfældige omgang med sandheden fik dog mange til at vælge ham fra.

Biden blev derfor et fravalg snarere end tilvalg for mange vælgere. Men det gjorde Trump faktisk også. Bidens økonomiske program lover i sig selv ikke godt og kunne være et risikabelt bekendtskab. Han gik til valg på højere skatter, herunder en markant forhøjelse af selskabsskatten. Og risikoen for, at demokraternes venstrefløj fik indflydelse, kan også have skræmt mange vælgere. Samtidig adskiller han sig ikke markant fra Trump, når det gælder handelspolitik og manglende fokus på de offentlige finanser.

Heldigvis har vælgerne ikke givet Biden mandat til en politik, der skader amerikansk økonomi. I hvert fald ikke på punkter, hvor han adskiller sig væsentligt fra Trump. Han vil sandsynligvis skulle sikre sig opbakning fra et republikansk senatsflertal (som dog afhænger af omvalg i Georgia). Går det som det plejer, vil han tabe yderligere terræn ved midtvejsvalget om to år.

Samarbejdet med Kongressen kan meget vel gå i hårdknude – ”grid lock”. Men erfaringerne med den slags perioder har faktisk været positive for amerikansk økonomi. Det gjaldt f.eks. under Clinton og til dels også under Obama (som dog kompenserede for manglende gennemslagskraft i Kongressen ved at øge (over)reguleringen).

Det er i de perioder, at udgiftsvæksten – og problemerne bag de dårlige offentlige finanser – normalt bliver bremset markant. Modsat Clinton og Obama får Biden endda ikke et vindue på to år med flertal til at føre sine planer ud i livet uden om republikanerne.

Man skal vare sig med at forveksle vælgerne med én person, der ”har talt”. Man fristes ellers næsten til at sige, at de har været klogere end deres politikere. Men uanset deres motiver kan vælgerne altså meget vel have truffet det bedste valg i situationen.

(Bragt i Jyllands-Posten 19. november)

Relateret artikel

Draghis dagsorden kan koste Danmark dyrt

10. december 2024

Europa sakker bagud i forhold til USA og Kina. Derfor er det tiltrængt, at Mario Draghi kigger EUs konkurrenceevne efter i sømmene. Men fælles EU-gæld og mere statsstøtte løser ikke problemet.

Relateret artikel

Staten er en dårlig virksom­hed­s­ejer – lufthavnen kan ende som SAS

9. december 2024

Er staten en oplagt virksomhedsejer? Erfaringerne tyder på, at svaret er nej. Se blot på SAS, som ikke ligefrem har haft ubetinget succes.

Støt os

En personlig donation til CEPOS støtter vores mission om frihed, ansvar, privat initiativ og begrænset statsmagt for "Et friere og rigere Danmark"
Støt os månedligt som

Privat

Støt os månedligt som

Virksomhed