En moralisering om at danskerne skal arbejde mere, er ikke løsningen på velfærdsstatens problemer. Svaret skal omvendt findes ved mere inddragelse af privat idérigdom
Det er et kendt faktum, at de offentlige finanser er holdbare – ja faktisk overholdbare.
Politikerne gør dog stadig klogt i at have det lange lys på og vise rettidig omhu, da en række strukturelle problemer præger velfærdsstaten, og de går ikke væk af sig selv.
Der er tale om problemer, som man bliver nødt til at imødegå – ligegyldigt hvilket politisk afsæt man har.
Den centrale udfordring kaldes i økonomverdenen for “Baumol-effekten”. En effekt der er blevet forstærket de senere år med en hastigt voksende offentlig sektor.
Udfordringen ved Baumol-effekten bunder i, at produktiviteten generelt i den offentlige sektor ikke stiger i samme grad som i den private sektor.
Lønningerne i det offentlige stiger dog i samme takt som i det private, hvilket gør offentlige ydelser dyrere, uden at det nødvendigvis bliver bedre.
Derudover vil vi i takt med øget velstand have en forventning om højere kvalitet i visse dele af velfærden. Vi vil simpelthen ikke acceptere samme niveau af ældrepleje, som vores bedsteforældre fik, fordi vi er blevet mere velstående i mellemtiden.
Det kan på sigt udfordre danskernes opbakning til velfærdsstaten. Hvorfor skulle vi danskere fortsat betale nogen af verdens højeste skatter, når den offentlige service ikke svarer til forventningerne?
Moralisering virker naivt
Disse langsigtede udfordringer kommer næppe til at betyde velfærdsstatens snarlige undergang, men det er afgørende, at politikerne tænker mere end fire år frem og for alvor begynder at adressere udviklingen.
Det kommer med sikkerhed til at kræve flere reformer, end dem SVM-regeringen har lagt frem indtil videre – om end flere elementer trækker i den rigtige retning.
Forskellige økonomer har forskellige løsningsforslag, og det er i høj grad en politisk beslutning, hvilket ambitionsniveau man ønsker.
Formanden for Reformkommissionen Nina Smith advokerede for nyligt i Jyllands-Posten for at genåbne debatten om arbejdstid. I tråd med statsminister Mette Frederiksens – nu fortrudte – udtalelser går logikken på, at øget arbejdsudbud både vil sikre flere hænder til velfærden og sundhed i de offentlige finanser gennem indkomstskatterne.
Selv er jeg skeptisk over for denne tilgang, og jeg mener ikke, at man bør dæmonisere helt almindelige danskere, som ønsker at veksle højere økonomisk velstand til mere fritid med familien.
At moralisere sig til øget arbejdsudbud virker simpelthen naivt. Hvis man virkelig vil høste arbejdsudbudsgevinster, ville det i stedet være oplagt at afskaffe Arne-pensionen eller at lette marginalskatterne på arbejde yderligere . Der er nemlig evidens for, at incitamenter virker – modsat moraliseringer om danskernes arbejdsmoral.
En anden teoretisk løsning kunne være at hæve skatterne. Her er der dog heldigvis udpræget enighed om, at potentialet for at hæve skatterne i Danmark ikke er stort grundet skadelige forvridende effekter .
Vi har simpelthen allerede for høje skatter. Alternativt kan man sænke progressionen og øge marginalskatterne for lavere indkomster, men så må man altså sænke de fordelingspolitiske ambitioner.
Flere private tilbud
En løsning, som vil adressere Baumol, er at tænke private tilbud mere ind i velfærden. Det handler grundlæggende om at bevæge sig hen imod et velfærdssamfund frem for en velfærdsstat, hvor borgerne i højere grad selv bidrager gennem opsparing til at tage ansvar for det niveau af pleje, man ønsker sig som ældre.
I økonomisk forstand er statens vigtigste rolle at løse opgaver, som i ringe grad kan løses på et marked. Det omfatter områder som Forsvaret, retsvæsenet og Politiet. Men velfærdsstaten påtager sig i dag opgaver, som ikke kan begrundes økonomisk eller fornuftigt.
Konkret bliver resultatet flere offentligt ansatte og en endnu dyrere offentlig sektor. Det kalder på, at man gentænker den nuværende model og i højere grad fokuserer på det offentliges kerneopgaver.
Derfor skal vi gentænke den offentlige velfærdsmodel. Vi bliver flere børn og ældre.
Og der bliver relativt færre i den erhvervsdygtige alder. Derfor er det også en relevant diskussion, regeringen lægger op til i deres regeringsgrundlag, når de “ønsker at gå fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund med meget mere lokal frihed og forandringskraft”.
En moralisering om at danskerne skal arbejde mere for den såkaldte “samfundskontrakt”, er et fatamorgana. Svaret skal omvendt findes ved mere inddragelse af privat idérigdom og deraf løftet produktivitetsvækst.
Rettidig omhu fra politisk side må være at fokusere opgaverne og tilpasse systemet, så det passer med borgernes præferencer. Her må man ikke glemme, at velfærd er til for borgernes skyld – ikke omvendt.
Bragt i Børsen den 31. juli 2024
