Debatindlæg bragt i Jyllands Posten 04/02/2019
Ifølge Cepos bygger rapport fra Oxfam Ibis primært på en misvisende tolkning af formuefordelingen i verden, men det er dygtigt spin.
Det er blevet en årlig tilbagevendende begivenhed, at ulandsorganisationen Oxfam Ibis – samtidig med jetsettræffet i Davos – udsender en alarmerende rapport om forarmelse i verden. Det skete også forleden. Men rapporten bygger primært på en misvisende tolkning af formuefordelingen i verden. Det er dygtigt spin.
Organisationen skygger for det dramatiske fald i fattigdommen i vor tid. Der er nu færre mennesker i verden, der lever i absolut fattigdom (som opgjort af FN), end på noget tidspunkt siden den industrielle revolution begyndte for 200 år siden, og selv om vi er syv gange så mange nu.
Blot siden år 2000 er andelen af fattige faldet fra knap hver tredje til under hver tiende. FN’s ellers ambitiøse 2000-mål om fattigdomsreduktion blev overopfyldt. Fremgangen er tydelig også på områder som spædbørnsdødelighed, analfabetisme og levealder.
Den globale ulighed i indkomst falder. Det kan måske undre, givet at uligheden i mange lande er stigende. Men det har netop den forklaring, at indkomsterne stiger mest i landene med lavere indkomster. Når man undslipper fattigdom, øger det uligheden, men der er grund til at glæde sig over dem, der undslipper. Og fra fattigdommen fortsætter flugten dagligt.
Set over tid er det meget tydeligt, at den vigtigste årsag er voksende produktivitet, ikke omfordeling. Før den industrielle revolution var næsten alle fattige, ifølge FN’s nuværende definition. Det er ikke udviklingsbistand, som forklarer faldende fattigdom i den tredje verden. Studier finder endda, at bistanden tit gør mere skade end gavn.
Produktivitetsstigningen skyldes handel, markedsøkonomiske institutioner og reformer. Ikke mindst Kina og Indien har flyttet sig i den retning, selv om de endnu har et langt stykke vej. Faldet i fattigdommen er statistisk velbelyst, men ofte overset. Oxfam nærer og ernærer sig desværre ved uvidenheden.
Hvordan når Oxfam frem til billedet af forarmelsen? Metoden går ud på ikke at se på indkomst, men primært på formue. Herefter påpeger organisationen, at ganske få personer – i år er det de 26 rigeste personer i verden – har en samlet formue, der er lige så stor som de 3,8 milliarder mennesker i verden tilsammen med mindst formue. Dramatisk, ikke sandt?
Heri består dog fiffet: Mange mennesker har af gode grunde lav eller ligefrem negativ formue. Det skyldes ikke nødvendigvis fattigdom, men især at de er unge. Stor gæld er ikke nogen god indikator for lav levestandard. Det er tværtimod dem med udsigt til en høj indkomst i fremtiden, som har lettest ved at låne.
En studerende og en iværksætter i USA har nemmere adgang til kapitalmarkedet end en kinesisk landarbejder.
Men Oxfam tæller alle de mennesker med, der netto har gæld eller lav formue, som ”fattige”. Fordi de er så mange, får det de største formuer til at se meget store ud. Men selv en hjemløs med en krone i koppen har en større formue end alle dem, der har gæld. Ser man på, hvor meget de 26 største formuer udgør af verdens totale formuer, drejer det sig om under en halv pct.
Oxfams politiske anbefalinger er at øge beskatningen og omfordelingen. Og her er vi fremme ved kernen af organisationens politiske projekt. Den grundlæggende præmis er, at velstanden i verden er en kage af en fast størrelse. Hvis de fattige skal blive rigere, skal pengene altså hentes hos de rige (som endda mere end antydes at være kommet uærligt til dem).
Er der én ting, den dramatiske stigning i velstanden de seneste 200 år og 20 år har vist, er det, at velstanden ikke er givet, men vokser med markedsøkonomiske institutioner. Men vi mennesker forfalder let til se verden som et nulsumsspil, hvor den enes gevinst er en andens tab.
Det er det instinkt, populister overalt appellerer til. Men det er trods alt de færreste, der tager verdens fattigste som gidsler.
