Der er et stort effektivitetspotentiale i forsyningssektoren på anslået op mod syv milliarder kroner ved at forbedre reguleringen. Der er også gennemført nogle fremskridt.
Men på affaldsområdet går det meget langsomt.
Hvis sektorens andel af effektivitetspotentialet – cirka 0,7 milliarder kroner – skal høstes, så kræver det grundlæggende reformer.
Den nuværende regulering begunstiger også affaldsforbrænding i forhold til genanvendelse. Dermed kan den give en unødvendig klimabelastning, som nødvendiggør dyre tiltag på andre områder for at nå de politisk fastsatte klimamål.
Affaldssektoren er den eneste del af forsyningssektoren, som stadig er underkastet en ren ’hvile-i-sig-selv’-regulering, og det giver sammen med ringe konkurrenceudsættelse ikke incitamenter til at forbedre effektiviteten.
Tværtimod kan ineffektiviteten virke selvforstærkende i affaldsforbrændingssektoren, hvor dårlige historiske investeringer og overkapacitet bliver brugt som begrundelse for at beskytte mod effektivisering.
Derfor har Cepos i samarbejde med Lauritzen Consulting fremlagt et forslag til en liberalisering, som udover de økonomiske gevinster også vil fremme genanvendelsen.
Vi har samtidig analyseret kommunernes affaldsgebyrer. Analysen viser, at der er store forskelle på, hvad husstandene betaler. Forskellene er markante, selv når der korrigeres statistisk for forskelle som kommunestørrelse og tømningshyppighed.
I den dyreste tredjedele af kommunerne kunne husstandene spare mindst 1.000 kr. om året, hvis de var lige så effektive som de 10 procent bedste.
6 anbefalinger
Anbefalingerne går i korthed på følgende:
For det første bør behandlingen af det brændbare erhvervsaffald helt liberaliseres, så virksomhederne kan afsætte deres affald, som de vil – naturligvis med fortsat kontrol af, at affaldet håndteres forsvarligt.
For det andet bør hvile-i-sig-selv-reguleringen af affaldsforbrændingen afskaffes, så private kan gå ind på markedet.
For det tredje bør kommunerne have pligt til at udbyde behandlingen af det brændbare husholdningsaffald.
For det fjerde bør bolig- og grundejerforeninger have lov til at framelde sig den kommunale indsamling og aflevere affaldet, hvor de vil, så længe anlægget er miljøgodkendt.
For det femte anviser vi en overgangsordning, som eventuelt kunne anvendes i forhold til de tre værker, der vurderes at få problemer ved en hurtig liberalisering (ARC i København, Norfors i Nordsjælland og BOFA på Bornholm).
Endelig foreslås det, at EU opgiver den detaljerede målsætning for genanvendelse, som blandt andet den teknologiske udvikling har gjort mindre relevant.
I dele af forsyningssektoren er der en reguleringsmæssig udfordring, fordi der er tale om naturlige monopoler. De kan dog reguleres bedre end i dag (se denne analyse). Men det problem gælder ikke i væsentlig grad på affaldsområdet.
Tværtimod er problemet i dag, at reguleringen tjener som beskyttelse af blandt andet kommunale producentinteresser til ugunst for borgerne. En liberalisering, som skaber konkurrence, vil skabe incitamenter til at drive effektivitetsforbedringer frem – ligesom det er tilfældet i resten af økonomien.
Den brede politiske aftale fra sommeren i år tager et lille skridt i den rigtige retning, blandt andet ved at åbne for mere genanvendelse i privat regi. Der skal imidlertid mere til.
(Bragt i Klimamonitor d. 10. november 2020)
