For nylig fyrede FCK Ståle Solbakken efter en længere periode i krise. Men hov, tænker du måske nu. Blev FCK ikke nr. 2 sidste år, nr. 1 året før og nr. 4 året før igen? Det lyder som succes for de fleste klubber! Ja, det gør det. Men resultaterne skal ses i forhold til, at FCK har dansk fodbolds suverænt største spillerbudget. Og set i dette lys har resultaterne de seneste år været skuffende. Flere penge skal give bedre resultater end det, Ståle har opnået de sidste par år.
Men sådan en – ellers logisk – tankegang er der langt fra i det offentlige. De økonomiske vismænd har f.eks. vist, at der på gymnasieområdet ikke er sammenhæng mellem tilførsel af ressourcer og det uddannelsesmæssige udbytte, dvs. gymnasieelevernes gennemførsel, karakterer og tilbøjelighed til at læse videre.
Det samme gælder i folkeskolen, hvor flere penge ikke giver bedre kvalitet målt ved skolernes evne til at løfte elevernes faglige niveau, når der tages højde for bl.a. grundlæggende omkostningsforskelle og socioøkonomiske forskelle blandt eleverne.
Hvad skyldes den markante forskel? Én forklaring er sandsynligvis forskelle i konkurrencen. Vinder fodboldklubben ikke nok kampe, bliver træneren fyret, og tilskuere og sponsorer bliver væk. Modsat er der især i folkeskolen relativt begrænsede konsekvenser ved at klare sig dårligt. Den samme skole kan underpræstere i årevis, uden at der sker væsentlige ændringer i ledelse og medarbejderstab.
Og skoledistrikter, fordelingsnøgler og begrænsninger af private skolers udvidelsesmuligheder og -lyst m.v. sikrer, at kunderne (eleverne) ikke forsvinder, og konkurrenterne ikke tager over. Gevinsten ved at klare sig godt er tilsvarende beskeden. Samtidig er den omsiggribende regulering (alene Folkeskoleloven er f.eks. ændret mere end 50 gange siden 2000, og den samlede længde er mere end fordoblet fra 27 til 59 normalsider) en begrænsning for skolerne, når de vil reagere på dårlig performance.
Konkurrencen i grundskolen – og andre dele af den offentlige sektor – bør derfor forbedres. I grundskolen kan det bl.a. gøres ved at slippe de private skoler fri. Ofte skal børnene skrives op til en privatskole eller friskole mange år i forvejen for at komme ind.
En bidragende årsag er, at der ikke er den fornødne tilskyndelse til at åbne nye privatskoler – bl.a. fordi de får mindre pr. elev end folkeskolerne, fordi de bedste private skoler ikke frit kan åbne nye filialer, og fordi private skoler ikke må tjene penge på skoledrift. Ganske vist er profitskoler ikke i sig selv bedre end andre skoler, men øget konkurrence er med til at løfte alle skoler. Og derfor bør profit være tilladt.
Samme historier om manglende konkurrence kan fortælles i mange andre sektorer i det offentlige. Desværre går udviklingen – bl.a. med regeringens seneste angreb på fortjeneste hos private tilbud til udsatte – for ofte den forkerte vej.
(Bragt i Børsen 20. oktober 2020)
