Ser man på Venstres og S-regeringens økonomiske 2030-planer, så er der her ingen større barrierer, der hindrer Venstre i at gå i regering med Mette Frederiksen. Ellemann lægger op til en høj vækst i det offentlige forbrug svarende til det demografiske træk, skattelettelsen til en arbejder er på omtrent samme niveau i de to partiers planer, og de få arbejdsudbudsreformer i planerne ligger også tæt på hinanden.
Går Venstre i regering med Mette Frederiksen med dette udgangspunkt (altså at deres politik er ret ens, og at de to partiers 2030-planer udgør ambitionsniveauet), er det et kæmpe nederlag for det borgerlige Danmark. Det vil grundlæggende ikke rykke ved den politik, som Mette Frederiksen gik til valg på. Og de tiltrængte reformer bliver ikke gennemført.
Ellemanns udfordring
Så hvis Socialdemokratiet ikke skal have held til at splitte det borgerlige Danmark - og herunder den vigtige VK-akse - så er det mit håb og min opfordring, at Venstre på vegne af hele det borgerlige Danmark kræver betydelige reformer.
I 1996 gik De Konservative enegang og indgik i hemmelighed en finanslovsaftale med Mogens Lykketoft. Det splittede VK-aksen, men De Konservative fik en betydelig indrømmelse (ja, en decideret skalp) - nemlig fjernelse af formueskatten. En indrømmelse man stadig taler om i dag, og som mærkbart har gavnet dansk økonomi.
Hvis Ellemann går i regering med Mette Frederiksen skal der ske langt større indrømmelser, end De Konservative fik for at indgå en finanslovsaftale i 1996. Regeringsdeltagelse er meget mere skelsættende end en finanslovsaftale. Ellemanns udfordring er, at det han ikke har leveret i tre år (ambitiøse forslag til reformer), skal han til at levere på ganske få uger.
Den gode nyhed er, at det kan lade sig gøre. Her kommer et bud på, hvad Venstre bør kræve i et regeringsgrundlag:
1. Øget arbejdsudbud
Arbejdsudbuddet øges med 50.000 via nye reformer. Begrænsningen på den økonomiske vækst det næste årti kommer i høj grad fra mangel på arbejdskraft. I den seneste valgperiode øgede Mette Frederiksens politik kun arbejdsudbuddet med 1.700 personer. Ret pauvert og det skyldes blandt andet, at de Radikale ikke fik indarbejdet en konkret arbejdsudbudsmålsætning i det røde »forståelsespapir« i 2019.
En arbejdsudbudsmålsætning på 50.000 bør indarbejdes i det nye regeringsgrundlag. Og det kan sagtens realiseres. Finansministeriet har udarbejdet spadeklare reformer, der kan øge beskæftigelse med 130.000 personer. Det drejer sig om reformer af dagpenge, efterløn, folkepension, SU, skat, mv.
2. Ned med selskabsskatten
Selskabsskatten bør som minimum sænkes fra 22 til 20,6 procent, som er niveauet i Sverige. Ifølge Finansministeriet er lavere selskabsskat et af de skatteforslag, der øger velstanden mest. Blandt andet fordi det bliver mere attraktivt at investere i ny teknologi og maskiner.
3. Væk med arveskatten
Arveskatten bør afvikles for virksomheder og almindelige mennesker, som det er sket i Sverige og Norge. Arveskatten er en uretfærdig ekstraskat på opsparing, som i forvejen beskattes hårdt. Og den udgør et kapitaldræn på de virksomheder, der skal generationsskifte.
4. Topskattegrænse op til 800.000 og sænk satsen
Topskattegrænsen bør hæves til minimum 800.000 kroner. Det vil flytte rigtig mange danskere ud af topskatten og øge arbejdsudbuddet, fordi det bliver mere attraktivt at arbejde ekstra. Hvis Venstre skal have en indrømmelse, der minder om de Konservatives skalp fra 1996 (fjernelse af formueskat), skal topskattesatsen sænkes med et par point. Topskattesatsen er dansk økonomis hellige ko. Den bør slagtes.
5. SU-reform
Venstre bør kræve en SU-reform. Den danske SU er den højeste i verden. Hvis man for eksempel sammenligner med de nordiske lande Sverige, Finland og Norge, så ligger den danske SU mere end dobbelt så højt som gennemsnittet af disse lande. SUen på kandidatdelen bør omlægges til lån, som Nina Smiths reformkommission har foreslået.
De kandidatstuderende er ressourcestærke personer, der i gennemsnit kommer til at tjene mange penge efter endt uddannelse. Desuden bør SU-satsen reduceres med 20 procent med en tilsvarende stigning i lånemulighederne. Endvidere anbefales det, at det sjette SU-år afskaffes, ligesom SUen bør mindre-reguleres frem mod 2030.
6. Hypermarkeder og UBER
Der bør åbnes for hypermarkeder samt kørselstjenester såsom UBER. Danskernes privatøkonomi er udfordret af høj inflation og forhåbentlig kan det være et vindue for deregulering med henblik på, at danskerne kan opnå lavere priser og øget velstand.
Først og fremmest bør man ophæve de facto forbuddet mod UBER. Lovgivningens krav om blandt andet sædefølere og taxametre i taxaer betyder, at tjenester som UBER ikke er i Danmark. Hvis man dropper denne regulering, vil det vil give øget konkurrence og innovation i taxabranchen og formentlig lavere priser.
Forbuddet mod at opføre hypermarkeder (meget store supermarkeder) i Danmark bør ophæves. Det blev anbefalet af Thornings Produktivitetskommissionen, og det løfter produktiviteten med en milliarder kroner ifølge Finansministeriet. Hypermarkeder kan bidrage med nye produkter og lavere priser for forbrugerne. Blandt andet kunne man forestille sig, at den franske kæde Carrefour vil etablere sig i Danmark.
7. Ny arbejdsmarkedspension
Der er brug for, at pensionskasserne etablerer det, man kan kalde en velfærdsopsparing, det vil sige en Arbejdsmarkedspension 2.0. Statsministeren bør som Poul Schlüter i 1987 indkalde arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger om en velfærdsopsparing.
Mens pensionsindkomsten er på plads for fremtidens seniorer via arbejdsmarkedspensionerne, er der en stor manko med hensyn til velfærdsservice. Det er meget svært at se, at det offentlige kan honorere danskernes fremtidige voksende efterspørgsel efter for eksempel ældreservice, pleje og sundhed.
Konkret kan der ved siden af pensionsbidraget til danskernes arbejdsmarkedspension være et velfærdsbidrag, der skal finansiere individuelle rettigheder til ældreboliger, plejehjem, ældreservice og lignende i privat regi. En privat håndtering af velfærdsservice vil kunne give helt nye innovative løsninger.
Man kan for eksempel forestille sig, at udenlandske velfærdsleverandører inden for plejehjem mv. for alvor vil tilbyde nye løsninger til danske pensionskasser. Løsninger som danskerne i dag går glip af, blandt andet fordi de danske kommuner er afvisende overfor private leverandører. Derudover kan man forvente, at et større udbud af velfærdsløsninger vil medføre en konkurrence om at være bedst til prisen. Det vil kunne føre til mere velfærd for pengene.
8. Lavere dimittendsats
Dagpengene til nyuddannede er blevet reduceret til 9.500 kroner af Mette Frederiksen. Og det er godt. Men der er grund til at gå videre. Hvorfor skal nyuddannede fra universitet have højere offentlig ydelse end faglærte unge på kontanthjælp? Lavere dimittendsats kan øge arbejdsudbuddet mærkbart.
9. Skattestop
Venstre skal naturligvis stå fast på sit skattestop. Mette Frederiksen har gennemført mere end 40 skattestigninger siden 2019, og det burde være rigeligt selv for en Socialdemokrat. Hvis Mette Frederiksen mod forventning ikke vil gå med til et skattestop, så bør man i regeringsgrundlaget have en klar aftale om at sænke OECDs højeste skattetryk. Der er faktisk råderum til det. Råderummet korrigeret for forsvarsaftale, demografisk træk med videre udgør 12,5 milliarder kroner. Det bør øremærkes lavere skattetryk. Det vil gavne dansk økonomi og give danskerne flere penge i husholdningsbudgettet.
10. Ikke noget fifleri med den danske model
Endelig må Venstre betinge sig, at Socialdemokraterne dropper forslaget om at tilsidesætte den danske model ved at tilføre tre milliarder kroner ekstra lønkroner til udvalgte offentlige faggrupper.
Dette er mit bud på »prisen for at gå i regering«, hvis det er dét Venstre vil. De kommende dage og uger må vise, hvilken pris Venstre sætter.
Bragt i Berlingske den 22. november 2022
