Radio24syv er lukket. Først opgav radioen at drive FM-radio fra Jylland. Og senest tabte 24syv et udbud om DAB-kanalen, fordi stationen ikke formåede at få flest point i bureaukraternes udvælgelsesregneark.
En væsentlig årsag var økonomien, hvor Radio24syv var 7 pct. dyrere end vinderen og derfor - efter bureaukratisk logik - fik 86 pct. færre point. Den kloge narrer åbenbart den mindre kloge, selvom det ikke nødvendigvis har noget at gøre med evnen til at levere kvalitetsradio.
Lukningen af 24syv har medført en lang række protester. Og jeg synes også selv, at 24syv havde de absolut bedste radioprogrammer. Jeg vil dog ikke gøre mig klog på, hvad god radio er for andre. Faktisk tænker jeg, at når først bølgerne har lagt sig, vil der være mange, som foretrækker udvalgte programmer på Loud frem for flere af programmerne på 24syv. Vores smag er forskellig, og netop derfor er det klogeste at overlade forbrugsvalget til den enkelte. Og princippet omkring at forbrugerne bedst ved, hvad der falder i deres smag, kunne man faktisk godt overføre til valget mellem Loud og 24syv - og den tredje kandidat dk4.
I Sverige indførte man i 1992 "skolpeng", så alle grundskoler, både de offentlige og de frie, fik betaling alene baseret på antal elever. Efter en indkøringsperiode er erfaringerne gode, og det har forbedret kvaliteten af grundskolen.
Princippet med "skolpeng" kan ligeledes overføres til radioen. I stedet for at bureaukraterne udvælger den bedste radiostation, hvilket de åbenlyst har nogle problemer med, kunne man f.eks. betale stationerne, som levede op til fastsatte krav, for hvert lytterminut. Så hver gang jeg lyttede til "Cordua & Steno" eller "Forældreintra", ville 24syv få x antal kr. udbetalt fra staten. Hvis jeg skiftede til et program på Loud, ville tilskuddet flytte med. Modellen ville sikre, at stationerne - inden for de fastsatte betingelser ift. at levere f.eks. public service - ville konkurrere om at gøre radioen bedst mulig for flest muligt lyttere.
Modellen ville også reducere det velfærdsøkonomiske tab, der er ved, at bureaukrater fra centralt hold skal vælge forbrug for alle danskere på én gang. Hver gang det offentlige køber produkter og servicer på vegne af danskerne, mister man en del af forbrugeroverskuddet, alene fordi bureaukraterne umuligt kan vælge netop de produkter og servicer, som den enkelte dansker foretrækker.
Der vil altid være et velfærdstab, når politikere og bureaukrater vælger borgernes forbrug. Public service lyder godt i skåltalerne, men i sidste ende er der tale om, at politikerne køber noget til danskerne, som de reelt set ikke ønsker at betale for, eller som de selv ville have brugt færre penge på. Det medfører et samfundsøkonomisk tab. Men tabet er større, end det behøver at være, når bureaukraterne og ikke radiolytterne vælger, hvilken radioprogrammer der skal levere public service.
