Dyr, ineffektiv klimapolitik er den værste af alle verdener

Type: Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Kommentar bragt i Berlingske 23/02/2019

Hvad skal vi gøre ved klimaudfordringen? Eller rettere, hvad skal vi gøre ved de fem forskellige typer af problemer, den rejser? Desværre er der en tendens til at blande dem håbløst sammen.

Her er de fem udfordringer:

Den naturvidenskabelige udfordring. Det naturvidenskabelige problem handler om, hvordan klimaet forandrer sig, og hvor meget det påvirkes af menneskelige udledninger og andre faktorer. Da klimaet er et komplekst system, er det en betydelig udfordring, men med voksende viden.

Den klimaøkonomiske udfordring. Den naturvidenskabelige beskrivelse giver ikke i sig selv svar på, hvor alvorlige konsekvenserne er set fra et menneskeligt perspektiv. Det kræver en analyse af omkostningerne for menneskers velfærd ved henholdsvis, at klimaet forandrer sig, og ved de tiltag, der kan tages, imod forandringerne. Centralt i den forbindelse: Hvordan minimerer vi bedst de samlede omkostninger? Hvordan opnår vi det bedste trade-off mellem omkostningerne ved klimaforandringer og ved at bekæmpe dem?

Den økonomisk-politiske udfordring består således i at finde de politiske redskaber, som givet den klimaøkonomiske viden minimerer omkostningerne ved henholdsvis klimaforandringer og tiltag til at begrænse dem. Selve løsningen er velkendt, bredt anerkendt blandt økonomer og simpel: Der bør sættes en ensartet pris på drivhusgasser svarende til deres skadevirkninger. Vanskeligheden består især i at finde den rette pris. Her flytter noget af usikkerheden fra klimaøkonomi og naturvidenskab med. Den bedste løsning givet usikkerheden er at vurdere klimaomkostningen ud fra de efterhånden mange studier, der foreligger.

Den teknologiske og tekniske udfordring handler om, hvordan økonomierne og samfundene billigst omstiller sig til at udlede færre drivhusgasser. Bl.a. fordi der indgår energi i næsten alt, og fordi 85 pct. af al energi er fossil, er denne udfordring enorm. Den består ikke af én løsning, men af myriader af tilpasninger i form af mindre energiforbrug, forbrug af andre energiformer, udvikling af nye produkter og meget mere. Denne tilpasning er af så stor skala og kompleksitet, at den ikke kan styres centralt. Den har alle planøkonomiens klassiske problemer i sig, hvis politikerne forsøger at styre den direkte. Problemet med at finde de drivhusgasudledninger, som er billigst at fjerne, kræver derimod to ting: En spontan, decentral markedsproces og et prissignal, som får de enkelte beslutningstagere til at tage hensyn til klimaomkostningerne, når de træffer deres økonomiske valg. Det er præcis derfor, at økonomer anbefaler en flad CO2-skat eller et kvotesystem og at overlade tilpasningen til de decentrale markedsaktører.

Den politiske udfordring består i at beslutte den løsning, som minimerer de samlede omkostninger. Problemet er, at den mest hensigtsmæssige løsning slet ikke flugter med de politiske incitamenter. Der er et stort såkaldt kollektivt handlingsproblem. Hver enkelt politisk beslutning har meget lille indflydelse på klimaet. Til gengæld kan udformningen af de politiske beslutninger have stor betydning for interessegrupper og den symbolske effekt. Derfor er der en risiko for at træffe dårlige og utilstrækkelige beslutninger. Samlet set er den politiske udfordring uden sammenligning den største. Modsat de andre udfordringer, er manglen ikke primært viden.

I den værste af alle verdener kommer vi til at betale regningen for en dyr og ineffektiv politik uden at gøre noget væsentligt ved klimaforandringerne.

Nogen synes at mene, at risikoen for politisk inaktivitet bør modsvares af tilsvarende større alarmisme eller ved at underdrive omkostningerne ved klimapolitik: Det ses i påstande om, at klimaforandringer udgør klodens største og mest akutte problem, eller at grøn omstilling kan give samfundsøkonomisk overskud. Men som sagt er der ikke blot en risiko for at gøre for lidt, men tillige at gøre det forkerte. En politik, som hviler på forkerte præmisser, tiltrækker erhvervslobbyister, politiske aktivister og symbol-politikere med sans for at kapre dagsordenen.

En sammenblanding af de fem udfordringer kan samtidig føre til virkelige fejltagelser – f.eks. at den politiske udfordring er at finde tekniske løsninger eller ligefrem »social ingeniørkunst«. Det politiske problem er på én måde mindre og en anden større. Selve redskabet til at drive en kompleks omstillingsproces er – og skal være – enkel. Det er at sætte en ensartet pris på drivhusgas. Men det er ikke sikkert, at de politiske incitamenter nogensinde bliver tilstrækkelige til at vælge den.

Fodnoter

    Tags

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Del denne side

    Forfatter(e):