Som det fremgår, nævner DR i grafikken, at det ikke nødvendigvis er de samme mennesker, som ligger i top og bund hvert år. Men DR gør intet for at bibringe læseren en forståelse af, hvor vigtigt det faktum er for tolkningen af tallene. Det gør DR’s historie misvisende. DR giver læseren det indtryk, at de fattigste i 2008 kun har haft en indkomstfremgang på 275 kr. om måneden i gennemsnit. Og at de rigeste i 2008 har haft en fremgang på 5.000 kr. om måneden.
Men det er ikke, hvad tallene viser. Tallene for indkomstudviklingen for de ti procent fattigste sammenligner en gruppe, der havde lav indkomst i 2008 med en anden gruppe med lav indkomst i 2017. Samme indvending gælder den påståede indkomstfremgang for de 10 pct. rigeste. DR’s tal siger altså intet om, hvordan det rent faktisk er gået dem, der havde henholdsvis lav og høj indkomst i 2008.
Gør man dét, som DR giver indtryk af, at de har gjort – nemlig følger konkrete mennesker over tid, så får man et ganske andet resultat, nemlig dette:
Her ses, hvordan det er gået dem, der var i hhv top og bund for 10 år siden. De 20 pct. af danskerne, der i 2008 tjente mindst, fik frem til 2017 en indkomstfremgang på hele 132 pct. Helt anderledes så det ud for de 20 pct., der i 2008 tjente mest. De opnåede kun en indkomstfremgang på 1 pct. i gennemsnit frem til 2017 (link til analysen). Bemærk, at vi har udeladt studerende af beregningen.
Omregnet i kroner og ører betyder det, at dem med lavest indkomst i løbet af perioden har fået en indkomstfremgang på i alt 110.500 kr., mens dem med højest indkomst kun har har fået 3.100 kr. ekstra.
Den flotte gennemsnitlige indkomstfremgang for dem med de laveste indkomster i 2008 skyldes, at vi har et dynamisk samfund, hvor de fleste af os har mulighed for at forbedre vores livsvilkår ved at gøre en indsats for det. Har man en lav indkomst, kan man tilegne sig viden og kompetencer på jobbet og søge et nyt og bedre betalt job. Oplever man ledighed, har vi et ret velfungerende arbejdsmarked, hvor de fleste heldigvis relativt hurtigt kan finde et job.
Det forunderlige er, at journalisten, som har skrevet historien, var blevet gjort opmærksom på alt dette. Jeg blev nemlig interviewet til artiklen og er også citeret ganske kort – men for noget helt andet. Efterfølgende sendte jeg ham dokumentation og links, der viste, at dem med de laveste indkomster har haft den største indkomstfremgang. Jeg svarede også på emails, hvor han bad om uddybning. Men det eneste alt dette førte til, var den lidt kryptiske tekst i figuren: ”Det er ikke nødvendigvis er de samme mennesker, der ligger i top og bund hvert år”.
Nej, det er det ikke, og derfor bør DR fremover i det mindste fremlægge begge måder at opgøre indkomstudviklingen på. Det er det mindste, man kan forvente af en public service kanal.
Når DR laver overskrifter, hvor de påstår, at ”toppen er stukket af”, så puster man til den myte, at det kun er de velbjergede, der får gavn af velstandsudviklingen i samfundet.
Derved fremmer man også en ganske bestemt forståelse af, hvordan man forbedrer forholdene for den jævne befolkning, nemlig ved at omfordele: tage fra de rige og give til fattige. Og man svækker en anden forståelse af, hvordan vi skaber bedre vilkår for almindelige mennesker, nemlig ved at indrette samfundet sådan, at den enkelte har de bedst tænkelige muligheder for og incitamenter til at tage ansvar for sit eget liv.
Den første fortælling er en socialistisk fortælling. Den anden fortælling er en borgerlig. I dette tilfælde havde DR kun øje for den socialistiske fortælling.
DR bidrager til en bekymrende tendens i velfærdsstaten til at bruge mere og mere energi på at slås om stykkerne af kagen, og mindre og mindre på at gøre kagen større. Det er en farlig udvikling, som fører til splittelse. Det er vigtigt at vende den til den omvendte logik: en god cirkel, hvor alle oplever, at man får mere ud af at bidrage til i fællesskab at bage kagen større end af at bruge sine kræfter på at slås om de stykker, andre har bagt.
Og det giver god mening at tænke sådan. I løbet af et helt liv kan omkring 80 procent af danskerne forvente på et tidspunkt at være blandt de 20 procent mest vellønnede. Og de mest vellønnedes indkomst er ikke taget fra resten af befolkningen. Der er ikke en fast lønsum, som danske virksomheder kan udbetale. Hvis en elektriker bliver dygtigere og mester derfor giver lønforhøjelse, er det ikke penge, der går fra de øvrige ansatte. Lønfremgangen skyldes, at elektrikeren henter mere hjem til virksomheden, og at mester derfor har råd til at betale en højere løn og samtidig ønsker at gøre det for ikke at miste sin gode medarbejder til en konkurrent.
De fattigste 40 procent har en markant højere levefod i dag, end for 100 år siden. Men skyldes det, at vi har fået en velfærdsstat, der omfordeler, eller skyldes det den generelle velstandsfremgang? Svaret er, at øget omfordeling højst kan forklare en tiendedel af indkomstfremgangen for de 40 pct., som tjener mindst. Over halvdelen af deres indkomstfremgang skyldes den økonomiske vækst direkte, mens resten skyldes, at væksten har øget velstanden generelt og dermed øget det, der er at omfordele af.
Tænker man langsigtet ligger mulighederne for at forbedre indkomsten for de lavtlønnede næsten udelukkende i at øge væksten i samfundet. Derudover bør vi overveje, hvordan vi kan gøre indkomstmobiliteten endnu større.
Hvis Danmarks Radio oprigtigt ønsker at hjælpe danskerne med at forstå, hvordan samfundet fungerer, må man begynde at formidle dette faktum til danskerne: at vores samfund er dynamisk, ikke statisk. At hovedparten af dem med lave indkomst, flytter sig opad i indkomstskalaen. At konkurrence på markedet gør, at de rigeste som oftest ikke formår at forblive blandt de mest vellønnede ret længe ad gangen. Og at vi derfor rent faktisk alle sammen befinder os i den samme båd kaldet Danmark. Det er ikke skidt for os andre, når nogle klarer sig godt. Det er faktisk ikke sådan, at de ”stikker af”. De fører an. De skaber velstand til gavn for os alle sammen og fortjener ros, ikke bebrejdelser.
