Udgivet d.
12. juni 2024 - 11:16
Debat
EU
Valget i EU som sådan er blevet udlagt som et sving i uliberal retning, fordi ”højrepartierne” i Europa gik markant frem, mens partierne i den liberale Renew-gruppe gik tilbage – bl.a. i Frankrig, hvor en chokeret præsident Macron udskrev nyvalg til Nationalforsamlingen efter at have fået halvt så mange stemmer som Le Pen.
Men så entydigt kan valget ikke udlægges.
På visse punkter er der liberale tendenser bag søgningen til ”højrepartierne”, navnlig i form af ønsker om at forskyde den politiske magt fra Bruxelles tilbage til nationalstaterne. Det så man f.eks. i den linje, Dansk Folkeparti gik til valg på i Danmark.
På samme måde er der klare uliberale tendenser blandt formelt liberale partier. Det er især i den liberale gruppe, at føderalismen er stærkest, og hvor man finder talsmænd for større EU-budgetter, industripolitik, statsstøtte og svækket budgetdisciplin, herunder fælles gældsoptagelse og lempelige finanspolitiske regler, samt lempede flertalskrav, der skal gøre ”lettere at træffe beslutninger i EU”.
Macron er et eksempel på det. Man så også en betydelig nuanceforskel på Moderaterne, De Radikale og Venstre i Danmark på disse punkter, selv om de alle er en del af den liberale partigruppe. Måske skal en del af forklaringen på Venstres bedre end forventede valg findes i deres mere liberale position i forhold til de to andre?
Hvis der er en overordnet konklusion på valget, er det snarere end entydigt større uliberalisme, at opbakningen til den centralistiske føderalisme er blevet svækket.
Vælgerne faldt ikke for den historie om, at den svage økonomiske vækst i EU kan øges ved en mindre liberal økonomisk politik – med mere statsstøtte, industripolitik, protektionisme og gæld – og en stærkere central stat, som bl.a. nogle liberale partier søgte at fortælle.
Ganske vist fik den konservative EPP-gruppe bag kommissionsformand von der Leyen, der om nogen har stået i spidsen for centraliseringen den seneste valgperiode, et godt valg, men hun havde held til at dæmpe sine signaler, og f.eks. De Konservative i Danmark gik ikke til valg på en så føderalistisk kurs.
Valget i Danmark var som sædvanlig noget provinsielt og handlede meget om danske dagsordener.
Politikerne overser, hvor stor en rolle EU allerede spiller. Jonas Herby har netop opgjort, at omkring 60 pct. af regelmængden i Danmark udspringer af EU, enten i form af direktiver eller forordninger med direkte retsvirkning.
Det skyldes langt fra alt sammen implementering af det indre marked, men også strammere reguleringsbyrde. Under valgkampen kom det som et chok for Socialdemokraterne, at vælgerne og pressen tilsyneladende ikke rigtig var bekendt med den stramning af energikravene til i boliger, som er på vej til at ramme danske boligejere.
Tilsvarende har vi endnu ikke set konsekvenserne af den reguleringsbølge, der følger EU’s ESG-rapporteringskrav. Det kom meget til at handle om mere symbolske reguleringer som forbuddet mod plasticsugerøret.
Det var også i høj grad tabubelagt at tale om, at selvstændige danske klimamål ikke giver mening, fordi klimapolitikken er et EU-anliggende og reguleret af EU. Partierne anser næsten universelt klima som et symbolpolitisk og “kommunikativt” emne, ikke et substantielt et.
Den institutionelle diskussion var også i høj grad fraværende, til trods for at den afgående kommission har sat et traktatændringsprojekt i søen – altså lige bortset fra angrebene på enstemmighedsreglerne, der imidlertid mere blev udlagt som en fjernelse af irritationsmomenter a la Orban fra beslutningsprocessen, ikke et føderalistisk skridt.
Men mon ikke det skyldes, at man godt ved, at de danske vælgere generelt ikke bakker det op?
Fra liberalt perspektiv er der først og fremmest brug for at formulere et positivt program, som står i modsætning til såvel den uliberale centralisme og den uliberale nationalisme, som begge findes til overflod i Europa.
Det er EU som et samarbejde mellem suveræne stater, der koncentrerer sig om de opgaver, som naturligt bør løses på fællesskabsniveau – grundlæggende fordi det handler om kollektive goder med en overnational skala, herunder klimapolitik og grænseoverskridende miljøproblemer.
Det vil desuden sige forstærke det indre marked, udbygge EU med nye medlemmer, frihandel udadtil, bekæmpe statsstøtte, deregulere og at forhindre driften mod en fiskal union gennem decentral håndhævelse af de finanspolitiske regler mod for stor gæld.
For eurolandene vil det sige en pengepolitik med fokus på prisstabilitet. Det vil sige at bevare en institutionel struktur med fokus på checks-and-balances, som vanskeliggør ”normalpolitik” i form af fordelingspolitik mellem landene og inefficiente majoritetsbeslutninger.
EU har både institutionerne og i høj grad også historien til at bygge en sådan politik på. Og formentlig også en større opbakning i de europæiske befolkninger end til nogen af de to andre retninger.
Bragt i Kontrast den 12. juni 2024
Jeg kan godt blive bekymret for, at det helt legitime ønske om at styrke NATO vil blive brugt herhjemme som anledning til at introducere de allerede hårdt beskattede danskere for endnu en skat.
Den måske største debat i det 20. århundrede om, hvad der kendetegner et retfærdigt samfund, blev skudt i gang for 50 år siden.
