Voldsomme topstyrede skift i partiernes identitet over ganske kort tid er bekymrende. Den gamle Mette Frederiksen eksisterer ikke længere.
Der tales om brudte valgløfter i disse dage. Men i alle valgkampe fremsættes løfter, der efterfølgende bliver brudt. Oftest slipper politikerne ret nådigt fra det. Vælgerne tilgiver eller glemmer. Men enkelte gange fremstår løftebruddet så horribelt, at nogle vælgere mere permanent mister tilliden.
Mange mener for eksempel, at Poul Nyrup Rasmussen led den skæbne. I valgkampen i 1998 afgav han højtideligt et løfte om ikke at røre ved efterlønnen. Kort efter valget gjorde han det alligevel.
Men generelt kan belønningen for at love mere, end man kan holde, være stor, fordi løftet tiltrækker vælgere op til valget (hvor man mest har brug for dem), mens den efterfølgende straf fra vælgerne er lille og kortvarig, fordi de glemmer eller tilgiver. Det giver politikerne stærke incitamenter til også i næste valgkamp at love mere, end de kan (eller vil) holde, hvilket vælgerne i sidste ende kun kan bebrejde sig selv.
Og det er ikke noget nyt fænomen. »Man har et standpunkt, til man tager et nyt,« svarede daværende statsminister Jens Otto Krag (S) for eksempel i 1966, da han efter et folketingsvalg alligevel gerne ville bygge en regering på Socialistisk Folkeparti, selvom det var ledet af ekskommunisten Aksel Larsen. Krag havde erkendt, at han kun kunne beholde regeringsmagten med SFs støtte.
Ellemann vil nu i regering med Frederiksen, selvom han inden valget ikke havde tillid til hende og forsvor en sådan regering. Og Løkke siger nu, at man ikke kan »føde en regering, der laver juridiske undersøgelser af statsministeren«, selvom samme Løkke både gik til valg på en regering over midten og en advokatvurdering, altså det han nu påstår, ikke kan finde sted på én gang. Den slags løftebrud og selvmodsigelser er ikke uset i dansk politik.
Det nye er omfanget og hastigheden af det hamskifte, Mette Frederiksen har gennemført. Ét er at skifte standpunkt, som Krag, Ellemann og Løkke gjorde. Et andet at skifte identitet.
Socialdemokratiet fra før valgudskrivelsen, eller i det mindste fra før grundlovsdag, eksisterer ikke længere. Den gamle Mette Frederiksen eksisterer ikke længere. Sig goddag til det nye socialdemokrati og den nye Mette Frederiksen. At et sådant identitetsskifte kan gennemføres uden - så vidt jeg kan vurdere - nogen videre intern debat i partiet er utroligt.
Den gamle Mette Frederiksen tog afstand fra »corydonismen« og Thornings reformamok. De Radikale skulle holdes ude af regering, og teknokratiet og embedsmandsvældet skulle tæmmes af et stærkt statsministerium i en etpartiregering, der satte sig igennem med traditionel socialdemokratisk fordelingspolitik, som skulle finansieres af højere skatter på de rige. Det var i hvert fald planen og retorikken.
Den nye Mette Frederiksen vil omtrent det modsatte af den gamle. Hun vil for det første i regering med de borgerlige. Begrundelsen er, at Danmark har brug for en bred regering i en krisetid. Men den seneste krise, coronakrisen, valgte Frederiksen at håndtere stik modsat. Hun bad om - og fik af et opskræmt folketingsflertal - næsten ubegrænset magt. Dette fejltrin fra oppositionens side udnyttede hun skånselsløst. Inddragelsen af oppositionen i beslutningerne var minimal. Selv orienteringen om, hvad hun og regeringen enerådigt havde besluttet, kom i sidste øjeblik, inden beslutningerne blev annonceret. Mette Frederiksen kunne have valgt at stå side om side med oppositionens leder ved de mange coronapressemøder, men hun ville hverken dele magten eller æren under coronakrisen.
Nu har vi så en ny krise og en ny Mette Frederiksen. Ikke alene vil hun dele magten i en regering over midten. Hun vil også - forlyder det i skrivende stund - lave reformer, der øger arbejdsudbuddet og sænker selskabsskatten og marginalskatten for høje indkomster. Frit valg i velfærden er også fint. Er det samme parti? Er det samme person?
Lars Løkkes kursskifte midt i valgkampen 2019, hvor han ud over at annoncere ambitionen om en regering over midten også ændrede sit partis politik på flere områder, forekom dengang voldsomt og egenrådigt. Det endte også med at koste ham formandsposten i Venstre. Men det var det rene vand ved siden af det, Mette Frederiksen nu ser ud til at være ved at gennemføre i Socialdemokratiet.
Voldsomme topstyrede skift i partiernes identitet over ganske kort tid er bekymrende, uanset om det i konkrete tilfælde trækker i ens egen retning. Politiske partier bør være defineret af værdier og principper. Politisk magt bør være midlet til at fremme disse mål. I stigende grad ser magten ud til at blive målet i sig selv.
Bragt i Berlingske den 14. december 2022.
