Er patienten død nok til organdonation?

Type: Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

I Danmark har vi en permanent mangel på organer. Ved udgangen af 2019 stod 418 personer på venteliste til et nyt organ. Langt de fleste ventede på en ny nyre, hvilket det netop indførte skandinaviske nyrebyttesystem forhåbentlig kan bidrage til at afhjælpe. Men er det rigtige næste skridt at implementere hjertedødskriteriet?

30. april 2019 indgik næsten alle partier i Folketinget, med undtagelse af Nye Borgerlige, en aftale om at genindføre hjertedødskriteriet ved organdonation. Tidligere har vi kun udført organtransplantation efter hjernedød, som er den uoprettelige tilstand, hvor hjernen er død og man derfor ikke kan genoplives. Men nu – så snart retningslinjerne er på plads – er det tilladt at udføre organtransplantation på hjertedøde patienter, hvor hjertet er holdt op med at slå og lægen vurderer, at videre behandling er udsigtsløs.

Det bemærkelsesværdige er, at aftalen er indgået uden debat i Folketinget. Jeg forestiller mig, at de fleste partier har fundet aftalen uproblematisk. Og jeg forestiller mig, at Center for Organdonations tal for, at antallet af donorer vil kunne øges med 20 til 40 pct., har virket motiverende. Det videregives i hvert fald ukritisk af aftaleteksten, selvom det bygger på en ekstrapolering af svenske pilotstudier og ikke grundige internationale undersøgelser.

Indførelsen af hjertedødskriteriet markerer et brud med »dead donor rule«, dvs. det grundlæggende princip inden for medicinsk etik, som siger, at en donor skal være både død og stendød, inden vi må tage hans organer. For med hjertedødskriteriet presser vi en dødserklæring ind i et meget smalt tidsvindue: Mellem det tidspunkt, hvor patienten er ufravigeligt døende og inden patienten er stendød. Det gør vi fordi vi ønsker, at patienten skal være død, men organerne skal være friske. Men er patienten altid død nok?

Udfordringen ved hjertedødskriteriet er, at lægens vurdering af patientens prognose bliver mere afgørende ved hjertedødskriteriet end ved hjernedødskriteriet. Og vi giver lægerne »en licens til at sige, at han eller hun ikke er værd at genoplive,« som tidligere overlæge Poul Jaszczak for nylig påpegede, for lægerne har et dobbelthensyn: De skal både tænke på patienten og organdonationsmulighederne. Dette har i Norge ført til stor debat. Ifølge den norske overlæge Morten Horn var intensivlægerne i Norge »usikre på, om de hjertedøde patienter virkelig var ordentligt døde«. Derfor valgte man at bremse implementeringen af hjertedødskriteriet i Norge. Herhjemme har debatten til sammenligning været påfaldende fraværende. Vi godt en mio. danskere, der har meldt os i donorregisteret under hjernedødskriteriet, står vist til ubemærket at overgå til også at være donorer under hjertedødskriteriet.

Ifølge en artikel i The New England Journal of Medicine ser vi i øjeblikket på donationsområdet en bevægelse væk fra »dead donor rule« og mod to andre kriterier, nemlig autonomiprincippet, dvs. »at hjertedøde også skal have lov til at blive donorer«, og et ikke-skadesprincip, dvs. »at man altid handler ud fra donors bedste«. Samme argumenter har jeg hørt fremført herhjemme. Spørgsmålet er om det er principper, vi er klar til at lade gælde i hele sundhedsvæsenet? For ud fra de to principper ville f.eks. aktiv dødshjælp og assisteret selvmord også være i orden. Man lytter til patientens ønske og handler i patientens interesse. Men hvis vi ikke mener, at principperne kan gøres almengyldige, så står vi i min optik der, hvor vi med den amerikanske bioetiker Robert Truogs ord er ved at »twiste os selv som saltkringler for at skabe en etisk retfærdiggørelse for, at man kan udtrække funktionsdygtige organer fra folk, som er dømt døde«.

!«Dead donor rule« blev formuleret af John Robertson i slutningen af 1960erne. Med hans egne ord er reglen helt afgørende for »respekten for individer og menneskeliv (…) og for tilliden til et frivilligt organdonationssystem« Med hjertedødskriteriet frygter jeg, at vi sætter netop dette over styr.

Fodnoter

    Tags

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Mia Amalie Holstein

    Tidligere velfærdspolitisk chef i CEPOS

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Mia Amalie Holstein

    Tidligere velfærdspolitisk chef i CEPOS