De fire røde partier har fremlagt et »forståelsespapir,« som desværre lægger op til en jobpolitik i tomgang og med risiko for et regulært backgear.
Det skyldes blandt andet, at der IKKE er et konkret mål for en betragtelig stigning i beskæftigelsen som følge af nye reformer. Det står i skærende kontrast til, at alle regeringer siden 2001 har haft konkrete mål for at øge beskæftigelsen via nye reformer, og samlet set har reformer øget beskæftigelsen med over 250.000 personer siden 2001.
Thorning-regeringen gennemførte eksempelvis reformer, der øgede beskæftigelsen med 36.000 personer (blandt andet fordi Mette Frederiksen skar fem pct. af reguleringen af kontanthjælp og dagpenge).
I forståelsespapiret lægger man op til at forhøje børnechecken med 60 pct. til personer berørt af kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen. Desuden vil man droppe nedsættelsen af integrationsydelsen pr. 1. januar 2020. Samlet set vil forslagene reducere beskæftigelsen med 400 personer. Dvs. man går baglæns i beskæftigelsespolitikken. Flere på offentlig forsørgelse og færre i job. En af de største succeser i dansk økonomi (og i socialpolitikken) de senere år har været det markante fald i antallet af personer på kontanthjælp. Faldet skyldes bedre konjunkturer, men også Løkkes kontanthjælpsreformer.
Ifølge forståelsespapiret skal negative jobeffekter opvejes af positive jobeffekter fra modgående forslag. Men desværre står der eksplicit (og uforståeligt) i forståelsespapiret, at der ikke behøver at være samtidighed i tiltagene. Det vil sige, at man godt med ét tiltag kan trække hænder ud af arbejdsmarkedet og så vente med at gennemføre modgående tiltag (måske i uendelighed), der øger beskæftigelsen tilsvarende.
Det betyder, at der er risiko for, at Christiansborg trækker hænder ud af arbejdsmarkedet de kommende år. Hvis dette sker, er det uansvarligt, da danske virksomheder mangler hænder og derfor må afvise ordrer.
Forhøjelsen af børnechecken sker for at reducere børnefattigdommen. Ifølge Danmarks Statistiks 1-årige fattigdomsdefinition er der ca. 65.000 fattige børn i Danmark. Man skal passe på med at lade dansk politik diktere af en fattigdomsgrænse, der definerer folk som »relativt fattige«, hvis man bare i et år har haft en lav indkomst.
Lav indkomst i et enkelt år bør ikke være et problem. Efter et år har halvdelen af personerne i lavindkomstgruppen erfaringsmæssigt nemlig så høj en indkomst igen, at de er over fattigdomsgrænsen. Og det er ikke så entydigt, at det gavner børnene, at ydelserne øges. De højere ydelser vil nemlig også betyde, at flere forældre vil gå fra job til kontanthjælp. Det er dokumenteret i videnskabelige undersøgelser.
Min vurdering er, at det er vigtigt for børn, at de har en rollemodel i en far og mor, der går på job hver dag. Hvis man ser på børn, der vokser op i lavindkomstfamilier, hvor far og mor er på overførselsindkomst, er der betydelig risiko for, at børnene selv havner i lavindkomst. Ser man på børn, der vokser op i lavindkomstfamilier, men hvor mor og far har et arbejde, er der stor sandsynlighed for, at børnene bryder den sociale arv og får højere indkomst end forældrene.
