Erhvervsstøtten gør mere skade end gavn – selv i landbruget og den grønne omstilling

Type:Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Erhvervsstøtten er en gevinst for støttemodtagerne i begyndelsen, men den trækker flere modtagere til, indtil gevinsten er spist op. Resultatet: Politikerne har skabt virksomheder, som er afhængige af subsidier for at kunne overleve. 

STATSLIG ERHVERVSSTØTTE har en farlig egenskab: Den er svært at komme af med igen. Og det har en naturlig grund.

Det er år siden, sporene til EU’s fælles landbrugspolitik blev lagt. Den fylder stadig en markant del af EU’s budget: Knap en tredjedel går til landbrugsstøtte. Støtten til danske landmænd er aftagende men fortsat betydelig. Ifølge EU-Kommissionens opgørelse udgjorde den i gennemsnit det, der svarer til 123 pct. af driftsresultatet på danske bedrifter i 2017. Den tegner sig altså for mere end det overskud, landbruget henter hjem.

Men kan man så slutte, at uden statsstøtte ville det i forvejen trængte erhverv være en ren underskudsforretning? Nej, det kan man faktisk ikke. Forklaringen skal findes i netop den farlige dynamik, som sætter ind, når man begynder at give private virksomheder offentlige erhvervssubsidier.

For den første generation af modtagere fra en ny støtteordning er der en umiddelbar gevinst. Det svarer – uden sammenligning i øvrigt – til at begynde at fodre duerne i parken. I begyndelsen bliver duerne federe. Men den ekstra føde trækker flere duer til, så i længden bliver de ikke i bedre stand. Der bliver bare flere duer. Der opstår imidlertid et problem, hvis vi så holder op med at fodre dem igen: I første omgang vil duerne blive dårligere ernærede. De skal kæmpe om en mindre portion føde, indtil de er blevet færre igen. Det er hårdt for både duer og fugleelskere at gennemleve, indtil den nye balance har indfundet sig.

Erhvervsstøtte fungerer ofte på samme måde. Der en gevinst for støttemodtagerne i begyndelsen, men den trækker flere modtagere til, indtil gevinsten er spist op – det er sådan, markedet fungerer. Holder man op med at give støtte, kan det medføre tab og konkurser i en periode. De støttede erhverv får dermed et kraftigt incitament til at lobbye for at bevare støtten. Hvis der først er skabt virksomheder, som alene kan eksistere i kraft af statsstøtte, kan man forvente, at de vil kæmpe for deres liv – med samme energi som virksomheder normalt kæmper for at innovere, udvikle og markedsføre. Derfor er statsstøtte så svær at komme af med igen, selv om ingen i virkeligheden har glæde af den på længere sigt.

Der en gevinst for støttemodtagerne i begyndelsen, men den trækker flere modtagere til, indtil gevinsten er spist op – det er sådan, markedet fungerer

FOR LANDBRUGET er historien grundlæggende den samme, men med et specielt tvist. Erhvervets produktivitet er steget med nærmest mirakuløs hastighed – både herhjemme og globalt. Det har løftet levestandarden i verden markant, men det har også presset efterspørgslen efter landbrugets produktionsfaktorer, herunder på landbrugsjord. Det har historisk – sammen med midlertidige kriser på grund af dårlig høst og konjunkturnedgange – skabt pres for støtte til erhvervet. Problemet er, at støtten er kapitaliseret ind i jordpriserne. Det vil sige, at prisen på jorden er steget med lige så meget som den forventede nutidsværdi af al fremtidig støtte. Gevinsten er derfor langt henad vejen gået til dem, der ejede jorden, da ordningerne blev indført og udbygget.

For danske landmænd i dag medfører landbrugsstøtten ikke nogen særlig gevinst. Den modsvares af, at de har måttet betale mere for jorden, da de købte deres gård. Fjerner man pludselig støtten igen, vil de nuværende gårdejere indkassere tabet som et fald i jordværdien. Mange af dem ville blive insolvente, og resten af tabene ville blive sendt videre til kreditorerne.

Derfor kan man heller ikke sige, at dansk landbrug ville køre med underskud på den løbende drift uden landbrugsstøtten fra EU. Fjernede man støtten, ville ejerne og kreditorerne lide et stort? engangstab. Jordpriserne ville falde. Men de lavere jordpriser ville gøre den løbende drift billigere, fordi der er mindre at forrente. Så det er ikke sandt, at dansk landbrug er en ren underskudsforretning – uanset det åbenbart groteske i, at støtten overstiger driftsresultatet.

Det er dog – som beskrevet – sandt, at statsstøtte indebærer en farlig dynamik, som gør det om ikke umuligt, så til en langtrukken affære at komme af med ordningerne igen.

Men sandheden er også, at EU’s landbrugsstøtte gennem mange år er blevet gradvis omlagt, så den gør knap så stor samfundsøkonomisk skade. Den målrettede støtte til overproduktion er i høj grad blevet erstattet af udbetalinger mere direkte til landmændene. Og selve det, at landbrugsstøtten i sin tid blev begyndt ændret fra nationale støtteordninger – hvor landene konkurrerede hinanden op i støtte – til fælles europæisk støtte for 60 år siden, kan også ses som et lille fremskridt.

Modsat landbrugsstøtten fra EU har tendensen ikke været faldende for de nationale støtteordninger. De udgjorde omtrent samme andel af BNP i 2017 som i 2013

MENS MAN ALT efter temperament kan glæde sig over den fortsatte aftrapning af landbrugsstøtten eller begræde det langsomme tempo, så er der grund til at være på vagt over for nye nationale støtteordninger til både landbruget og til andre erhverv. Her er der desværre en del at være bekymret over.

Den traditionelle direkte EU-støtte til landbruget i Danmark udgjorde 6,6 mia. kr. i 2017. Til sammenligning viser Erhvervsministeriets opgørelse af nationale støtteordninger til alle erhverv (bortset fra dele af kulturstøtten mv.) et støtteomfang på 25,9 mia.kr. Heraf udgjorde støtten til grøn omstilling mere end halvdelen: 14,4 mia. kr. Modsat landbrugsstøtten fra EU har tendensen ikke været faldende for de nationale støtteordninger. De udgjorde omtrent samme andel af BNP i 2017 som i 2013. Selv om opgørelsesmetoderne ikke er de samme, tegner tallene et klart billede.

Det vil sikkert overraske mange, at Danmark – ikke mindst på grund af den omfattende støtte til grøn energi – er et af de EU-lande, som yder mest statsstøtte til erhvervslivet. I 2017 ydede vi ifølge EU-Kommissionens opgørelse dobbelt så stor en andel af BNP som EU-gennemsnittet i støtte, kun overgået af Ungarn, Polen og Letland. De ellers traditionelt mindre markedsliberale lande i Sydeuropa samt Frankrig ligger langt bagefter. I Sverige, som vi ofte sammenligner os med, har man et støtteniveau på under 60 pct. af det danske – bl.a. i kraft af mere markedskonforme støtteordninger til vedvarende energi.

De dyreste teknologier får mest støtte. Den gør den grønne omstilling dyrere end nødvendigt, og derfor kan man få mindre af den per krone

MEN ER GRØN omstilling ikke så vigtig, at det begrunder al støtten? Snarere tværtimod. Som ministeriernes Afgifts- og tilskudsanalyser fra 2016-17 klart viste, så er støtten til vedvarende energi meget uhensigtsmæssigt udformet. De dyreste teknologier får mest støtte. Den gør den grønne omstilling dyrere end nødvendigt, og derfor kan man få mindre af den per krone. Grundlæggende kan klimaproblemet slet ikke begrunde subsidier, men en afgift på drivhusgasserne. Og vel at mærke ikke de nuværende voldsomt differentierede afgifter, men en ensartet afgift. Med en ensartet afgift sikres det, at borgere og virksomheder vælger at fjerne netop de udledninger, som bedst kan undværes. Den sparede afgift giver incitament til at spare på energien eller bruge vedvarende energi, hvor det er billigst. Høj og direkte støtte til de former for grøn energi, som er dyr at fremstille, medfører derimod et unødvendigt spild, og i mange tilfælde nedbringer det end ikke de samlede udledninger af drivhusgas.

Det bekymrende ved subsidierne til grøn energi er ikke blot omkostningerne nu og her, men at der er skabt virksomheder, som er afhængige af subsidier for at kunne overleve og derfor har meget stærke incitamenter til at lobbye for fortsat støtte. Og en del af den grønne støtte underløber de begrænsninger, det trods alt er lykkedes at indføre andre steder. Landbruget har fx kunnet erstatte noget af den dalende EU-støtte med en bid af støtten til grøn omstilling.

Sidste års energiforlig vil trække i den rigtige retning med at reducere og ensarte støtten til grøn energi noget. Men det er desværre tydeligt, at politikerne fortsat er påvirkelige over for lobbypåvirkningen. Selv ellers yderst erhvervskritiske politikere fra venstrefløjen kan få sig selv til at mene, at statsstøtten netop til den grønne sektor har helt særlige positive effekter ikke blot på klimaet, men også på beskæftigelse og betalingsbalance! ■

Sidste års energiforlig vil trække i den rigtige retning med at reducere og ensarte støtten til grøn energi noget. Men det er desværre tydeligt, at politikerne fortsat er påvirkelige over for lobbypåvirkningen

Fodnoter

    Tags

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Del denne side

    Forfatter(e):