Da regeringen lukkede Danmark ned ved pandemiudbruddet i begyndelsen af 2020, forudså statsministeren, at der ville blive begået fejl. Det var profetisk. Det er vigtigt, at vi her på bagkanten af pandemien lærer af fejlene – ikke så meget for at drage beslutningstagerne til ansvar, men for at lære af erfaringerne til næste gang. Desværre synes der at være en betydelig modvilje mod at erkende fejlene – ikke alene blandt politikerne, men også hos nogle af de embedsmænd og forskere, der var eksponerede i medierne under pandemien.
Tidligt i pandemien blev det spået, at Sverige – hvor myndighederne ikke lod sig rive med af den kinesiske tilgang med topstyret nedlukning – ville se en voldsom overdødelighed af coronavirus. Myten om, at fraværet af nedlukning førte til mange coronadødsfald, lever stadig – men den holder ikke stik.
Ser vi på hele pandemiforløbet 2020-2021, så var overdødeligheden i Sverige faktisk ikke væsentlig forskellig fra i Danmark. Hvor store forskelle, man når frem til, afhænger af den valgte beregningsmetode. Men tager vi udgangspunkt i de tal, som bl.a. Lone Simonsen og Viggo Andreasen fra PandemiX på RUC i 2022 ’for i blækhuset’ for at fremhæve som beviset på, at Danmark havde klaret sig bedre end Sverige, så svarer forskellen ca. til de udsving, vi normalt ser fra år til år.
En del af myten skyldes, at Sverige havde mange dødsfald i starten af pandemien, hvor Danmark slap betydeligt heldigere. Omkring 7. april 2020 døde der dagligt omkring tre gange så mange af corona i Sverige som i Danmark i forhold til befolkningernes størrelse. Men den lavere danske dødelighed 7. april kunne slet ikke nå at være præget af den danske lukning af skoler og restauranter medio marts, fordi der går omkring tre uger fra smitte til død. Forskellen skyldtes altså noget andet end nedlukningen, og en del af forklaringen skal ifølgeforskning findes i, at mange svenskere har vinterferie i uge 9 og derfor i langt højere grad end danskerne bragte smitten hjem fra Alperne og ud i det svenske samfund.
Vil man drage mere håndfaste konklusioner om effekten af nedlukninger, kræver det naturligvis, at man ser på mere end to udvalgte lande. Det er der heldigvis en voksende forskning i, og den viser, at nedlukningerne internationalt havde beskeden effekt.
Men hvorfor havde nedlukningerne beskeden effekt, når der er bred enighed om, at fysisk afstand virker, og at der var behov for at holde afstand under pandemien?
Forklaringen er bl.a., at borgerne selv reagerede på pandemien. Kigger man i Politikens avisarkiv fra starten af marts 2020, vil man f.eks. se en artikel 9. marts med underrubrikken ’Restauranterne er hårdt ramt af coronakrisen, fordi gæsterne melder afbud på stribe’. Når borgerne selv aflyser restaurantoplevelsen, så er effekten af, at staten lukker restauranterne, tilsvarende beskeden. Tidligt i pandemien viste danske forskere også, at svenskerne reducerede privatforbruget næsten lige så meget som danskerne – de reagerede altså lige så kraftigt, men uden nedlukningerne. Regeringens ekspertudvalg kom i løbet af sommeren 2020 ligeledes på sporet af, at frivillig distancering spillede en afgørende rolle for at bremse epidemien.
Derfor er det bekymrende, at flere af dem, der rådgav regeringen under pandemien, stadig ikke ser ud til at have analyseret data og taget ved lære af det, de viser.
F.eks. har Bolette Søborg fra SSI over for Politiken oplyst, at »nedlukningen betød, at smittespredningen [med kighoste] gik i stå«. Men kan nedlukningen forklare, at smittespredningen gik i stå, når influenza, RS-virus og kighoste forsvandt samtidig i nedlukkede Danmark og åbne Sverige i marts 2020? Og når influenzaen var på hastig retræte i Danmark, før nedlukningerne blev annonceret 11. marts 2020?
Lone Simonsen og Viggo Andreasen havde ligeledes en Kronik i Politikenfor nylig, hvor de spurgte, hvad vi har lært af coronakrisen? Her påstod de både, at de høje dødstal i Sverige i foråret 2020 skyldtes manglende nedlukning, og at Sverige faktisk lukkede lige så meget ned som Danmark. Det første er som nævnt ikke korrekt, og hvordan de kommer frem til, at Sverige lukkede ned i samme grad som Danmark, må stå uklart for de fleste.
For smittespredningen er det naturligvis ikke afgørende, om det er nedlukninger eller frivillig adfærd, der fører til øget fysisk afstand. Når det alligevel er vigtigt at få afgjort, hvad der drev nedgangen i smittespredningen, er det, fordi de samfundsøkonomiske og politiske omkostninger ved nedlukningerne er langt større. Det er ganske enkelt mindre omkostningsfuldt, når vi selv afgør, hvad der er ikkeessentielle aktiviteter, end når Mette Frederiksen, Magnus Heunicke m.fl. gør det.
Et andet område, hvor der er markant behov for forbedringer, er de modeller, der blev anvendt til at fremskrive pandemien og beregne effekterne af politiske indgreb. Forud for genåbningen i foråret 2021 viste modelkørslerne f.eks., at en genåbning ville føre til en eksplosion i antallet af indlæggelser. Men modellerne tog ikke højde for adfærd, og bl.a. derfor endte de med at skyde helt forbi skiven. Det kan man mildest talt også sige om de britiske modelkørsler, som skød voldsomt over.
Der er intet galt i at komme med det bedst mulige skøn i situationen, men når man rammer så meget galt, bør det føre til en åben erkendelse af, at ens modeller kan blive væsentligt bedre. Der er også brug for betydelig bedre redskaber til at regne på de samlede konsekvenser af de mulige politiske indgreb, ikke bare de snævert epidemiologiske.
Desværre ser helt åbenlyse indsigter stadig ud til – snart fire år efter nedlukningerne begyndte – at gå hen over hovedet på centrale aktører i debatten. Det betyder, at vi lige nu er dårligere rustet, end vi behøver at være, næste gang en pandemi rammer.
