Det er gået for stille for sig, at EU’s indre marked fylder 30 i år. Det er en af det europæiske samarbejdes absolut største succeser.
Det indre marked skønnes isoleret set at have løftet velstanden med op mod en tiendedel. Men i samspil med EU-udvidelsen med øst- og centraleuropæiske lande - der i øvrigt snart runder 20 år - har det også øget vores sikkerhed, fordi det har styrket deres tilhørsforhold til Europa. Man forstår, hvorfor Ukraine også ønsker at deltage.
Desværre er udviklingen af selve det indre marked i høj grad gået i stå. I stedet har unionen bevæget sig ind på en vej, som på afgørende punkter peger væk fra det indre markeds principper.
Kernen i det indre marked er de fire friheder: At varer, tjenester, kapital og ikke mindst mennesker skal kunne bevæge sig frit over grænserne. Fremfor at skabe integration gennem massiv harmonisering af landenes lovgivning indebærer det indre marked, at landene skal liberalisere og åbne for konkurrence over landegrænserne. Motoren for velstandsudviklingen er det frie forbrugsvalg og den frie konkurrence.
Et af resultaterne har været en utrolig teknologisk udvikling på telekommunikationsmarkedet med et utal af tjenester, vi i dag anser for helt uundværlige. Men liberaliseringen har ikke fået lov at sprede sig i samme omfang til andre dele af forsyningssektoren. Og der er andre dårlige tegn.
Medlemslandene har fået lov at svække det fælles energisystem, som for alvor kom under pres, da der blev skruet ned for den russiske gas.
Forbuddet mod national statsstøtte er blevet svækket, og der er i stigende grad blevet lagt vægt på regulering i stedet for liberalisering som metode til at fremme konkurrence. ”Industripolitik” er blevet et modeord ikke kun i de traditionelt ”dirigistiske” lande, men også i EU-Kommissionen. Der er en massiv reguleringsbyrde på vej af it-tjenester og af virksomhedernes ESG-rapportering.
Et af de modeord, der skal begrunde øget regulering, offentlig indgriben og protektionisme er ”strategisk uafhængighed”.
Men udover et behov for at reducere åbenlyse sårbarheder - som den tyske afhængighed af russisk gas - er det værd at huske på, at EU’s styrke i sidste ende afhænger af vores velstandsniveau. Et højt velstandsniveau gør f.eks., at EU-landene har et væsentligt større militærbudget end Rusland, og at vi kunne komme forrest i køen til vacciner under pandemien.
Mere regulering vil hæmme velstanden, mens mere fri konkurrence vil gøre os både rigere og stærkere. Der er brug for at relancere og revitalisere det indre marked.
Bragt i JP Finans den 24. oktober 2023
