Kommentar bragt i Berlingske 20/12/2018
Der er færre og færre børn, som lever i familier med lave indkomster. Det skyldes, at der er vækst i samfundet, og at væksten kommer alle indkomstlag til gode. Det er en succeshistorie.
Mette Frederiksen har slået sig op på at være børnenes statsminister. Og medierne har som aldrig før været fyldt med historier om flere fattige børn. Bl.a. har AE-rådet regnet sig frem til, at flere end 65.000 børn i 2017 er fattige i Danmark – 12.000 flere end året før. Og det har været sat ind i en fortælling om, at flere og flere søger om julehjælp. Siden 2000 er der sket en fordobling i ansøgningerne, ifølge Frelsens Hær.
Det høje tal for antal fattige børn kommer ved at opgøre fattigdom som noget relativt. AE-rådet definerer således en person som fattig, hvis vedkommende har en indkomst, der udgør halvdelen af »medianen« (dvs. den midterste indkomst i indkomstfordelingen). Definitionen indebærer, at der vil være et uændret antal fattige, selvom alle får fordoblet deres indkomst (også dem med lave indkomster). På den måde opgør AE-rådet en relativt fattig som en person, der har 120.000 kr. i disponibel indkomst (efter skat).
I min optik er man ikke fattig med en indkomst efter skat på 120.000 kr. årligt. Der er tale om en relativ lav indkomst, som man kan leve af. Generelt mener jeg ikke, at der er overførselsindkomster, som giver anledning til decideret fattigdom i Danmark. Derfor bør man ikke bruge ordet fattigdom, men i stedet lavindkomstgruppen.
Lavindkomstgrænse
I Cepos har vi regnet på det, man kan kalde for en absolut lavindkomstgrænse. Den tager udgangspunkt i 50 pct. af medianindkomsten i 2000, som derefter årligt forhøjes med stigningen i forbrugerpriserne. Anvender man denne absolutte lavindkomstgrænse (samt ser bort fra studerende og personer med formue over 100.000 kr.), er der 22.000 børn i familier med lav indkomst i 2017. Det svarer til omtrent en halvering siden 2000, hvor der var 42.000 børn med lav indkomst. Når antallet af børn med lave indkomster er faldet, skyldes det bl.a., at de offentlige ydelser generelt - herunder kontanthjælpen - er steget mere end inflationen siden 2000. Derfor kan personer på overførselsindkomst generelt købe flere og flere varer over perioden. En anden årsag til reduktionen er, at flere voksne er i arbejde og færre er på overførselsindkomst.
Der er delperioder, som afviger fra den faldende trend. F.eks. omkring finanskrisen og i 2016 og 2017, hvor antallet af lavindkomstpersoner er steget pga. integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet. Stigningen i 2016 og 2017 vedrører primært børn af indvandrere og efterkommere.
Nogle vil gerne fremstille det som om, at der er sket en voldsom stigning i antallet af fattige børn. Men faktisk er der tale om det stik modsatte: Der er færre og færre børn, som lever i familier med lave indkomster. Det skyldes, at der er vækst i samfundet, og at væksten kommer alle indkomstlag til gode. Det er en succeshistorie. Og hvis man gerne vil have mere af det, skal vi have mere vækst - ikke mere omfordeling, som hæmmer væksten og beskæftigelsen.
