Færre flyrejser i EU gør intet for klimaet

Mia Amalie Holstein mener ikke, at det gør noget for klimaet at flyve mindre i EU: »for flyrejser indenfor EU er kvotebelagt. Det betyder, at hvis EU-parlamentarikerne rejser mindre, så vil prisen på co2-kvoterne på længere sigt falde. Det betyder igen, at det bliver billigere for f.eks. fabrikker at udlede co2, hvorfor de vil udlede mere.«

Stemmerne er talt op, parlamentspuslespillet er lagt, og europa-politikere hænger i lygtepælene for at pille valgplakater ned.

Venstre blev som bekendt valgets store vinder, for ovenpå Brexit har EU-kritikken trange kår. Men det blev også et klimavalg, hvor særligt Radikale Venstre og SF vandt frem på en strategi om grøn omstilling.

»Klimatosserne« har stjålet valgkampen, lød Pia Kjærsgaards krasse kommentar, som dog kort efter blev slået hen som en kæk bemærkning til dem, der kun går op i klima. Men måske indeholder spøgen mere end bare ét gran sandhed. For mens vi kan glædes over den høje stemmeprocent, må man bekymres over den klima-naivitet, der også har præget valgkampen.

I ugen op til valgkampen meldte samtlige EU-spidskandidater f.eks. ud, at de vil lukke Europa-Parlamentet i Strasbourg. Selve udmeldingen er en gammel traver, men argumentet var nyt: Hvert år udleder Europa-Parlamentet tonsvis af unødig CO2, lød det ifølge TV 2 fra samtlige spidskandidater til Europa-Parlamentet.

»Det er en belastning i hverdagen. Men det klimabelaster jo også. Vi skal af med det flyttecirkus,« udtalte Morten Helveg Pedersen (R) med henvisning til de mange flyrejser mellem Strasbourg og Bruxelles og fortsatte: »Jeg har selv valgt at købe klimaaflad for mine flyrejser, fordi jeg flyver så meget.«

Spidskandidaternes udmelding er i min optik et klassisk eksempel på symbolpolitik. For flyrejser indenfor EU er kvotebelagt. Det betyder, at hvis EU-parlamentarikerne rejser mindre, så vil prisen på CO2-kvoterne på længere sigt falde. Det betyder igen, at det bliver billigere for f.eks. fabrikker at udlede CO2, hvorfor de vil udlede mere. På klima

kontoen ender regnskabet omtrent i nul, mens mit tillidsindeks til europa-politikerne er i minus.

Dermed ikke sagt, at der ikke er gode argumenter for at droppe de mange rejser mellem Bruxelles og Strasbourg. Rent økonomisk ville man spare 109 mio. euro årligt. Men det er ikke flyrejsernes effekt på klimaet, der bør anvendes som argument. Samme tænkning kan man i øvrigt overføre til den elektricitet, som bruges i bygningen i Strasbourg. Indenfor kvotesystemet er der på sigt fuld fortrængning af reduktioner i CO2-udledningen, fordi det blot bliver billigere for andre at udlede den samme mængde CO2.

Skal vi gøre noget godt for klimaet, skal vi som anbefalet af udenlandske topforskere, f.eks. nobelprismodtager William Nordhaus, sikre en ensartet afgift på al CO2-udledning på tværs af alle de forskellige anvendelser. Et godt sted at starte er derfor at flytte resten af transportområdet ind i kvotesektoren. Og skal vi gøre noget godt for klimaet inden for kvotesektoren, skal vi fjerne kvoter. For så vil der være færre kvoter at købe, hvilket vil presse prisen op og sikre incitament til, at alle i EU – ikke bare i Danmark – udleder mindre.

Målet er naturligvis at vi skal omlægge vores forbrug på den billigste og mest effektive måde. Og selvom det måske føles bedre med individuelle tiltag, som f.eks. SFs opfordring til at danskerne gør madkassen og tallerknerne mere klimavenlige, så er det mest hensigtsmæssigt, at klimaet håndteres på et overindividuelt niveau.

Og her er det afgørende, at de mennesker, vi nu har sat til at repræsentere os i EU, og som stormer ind på baggrund af en grøn dagsorden, har en grundlæggende viden og faglig forståelse for, hvordan kvotesystemet fungerer. De skal vide hvilken politik, der skaber resultater i modsætning til den, der bare er en dyrt købt resultatløs symbolpolitik.

Klumme udgivet i Berlingske d. 2 juni 2019