Fagbevægelsens forhåbning er ønsketænkning

Type: Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

14 repræsentanter fra fagbevægelsen forsøgte 14. november i Berlingske at overbevise om, at EUs nye løngennemsigtighedsdirektiv vil fremme ligeløn mellem kvinder og mænd. I indlægget fremhæves det, at der kan findes uretfærdige lønforskelle mellem kvinder og mænd, og at løngennemsigtighed er en måde at reducere lønforskellen på.

At der kan findes uretfærdige lønforskelle, ændrer bare ikke på, at løngennemsigtighed formentlig ikke kommer til at have en væsentlig effekt. Hovedparten af lønforskellen skyldes nemlig, at kvinder og mænd i gennemsnit træffer forskellige valg vedrørende deres arbejdsliv.

Det er korrekt, som fagbevægelsen fremhæver i indlægget, at en stor del af lønforskellen forklares med, at arbejdsmarkedet er kønsopdelt. Men løngennemsigtighed vil næppe heller være effektivt til at reducere lønforskelle, hvis de skyldes, at typiske "kvindefag" er lavere lønnede end "mandefag." Den omtalte undersøgelse fra VIVE viser, at både mænd og kvinder i såkaldte "kvindestillinger" får lavere lønninger. Derfor vil løngennemsigtighed heller ikke afsløre nogen forskel – og dermed ikke reducere lønforskellen mellem kvinder og mænd.

Alligevel er det tydeligt, at fagbevægelsen mener, at det er problematisk, at der i gennemsnit er forskel på kvinders og mænds løn. Men blot fordi man mener, at noget er problematisk, betyder det ikke, at reguleringen vil være nyttig.

Forskning viser, at løngennemsigtighed har bidraget til lavere lønvækst for både kvinder og mænd. Men fordi lønnen falder lidt mere for mænd end for kvinder, så er den samlede lønforskel reduceret en smule. Dette strider umiddelbart imod fagbevægelsens formål om at skabe højere lønninger til sine medlemmer.

At noget virker uretfærdigt, betyder ikke, at man kan regulere sig ud af det. Selvom fagbevægelsens hensigter er sympatiske, synes de ønskede virkninger af løngennemsigtighed i højere grad at være baseret på ønsketænkning end på, hvad direktivet faktisk kan forventes at opnå af effekter.

Indlægget blev bragt i Berlingske den 4. december 2023

Fodnoter

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Line Andersen

    Økonom

    +45 22 27 17 21

    line@cepos.dk

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Line Andersen

    Økonom

    +45 22 27 17 21

    line@cepos.dk