Fagbevægelsen har offentliggjort en økonomisk plan med 110 forslag, der ifølge FH øger beskæftigelsen med 46.000 personer og øger BNP med 55 milliarder kroner i 2030.
Problemet med planen er, at de 110 forslag fra FH ikke giver 46.000 personer i beskæftigelse. Efter Finansministeriets regneprincipper giver planen formentlig tæt på 0 i beskæftigelse.
Planen indeholder grundlæggende gode hensigter og håb om, at en bedre verden øger beskæftigelsen med 46.000 personer. Forslagene karakteriserer FH som 2. generationsreformer. Det opsigtsvækkende er, at FH angiver, at » ... DREAM ... beregninger viser, at vi med vores reformpakke potentielt kan øge beskæftigelsen med 46.000 fuldtidspersoner«.
DREAM er et skattefinansieret økonomisk modelinstitut. Det kan selvfølgelig kun forstås sådan, at DREAM har regnet på de 110 forslag og finder at beskæftigelsen stiger med 46.000. Det er bare et problem – det er forkert: For metoden i samarbejdet mellem FH og DREAM er, at FH reelt antager, at deres plan øger beskæftigelsen med 46.000. Og givet der kommer 46.000 i beskæftigelse har man bedt DREAM-gruppen om at beregne effekten på BNP og de offentlige finanser.
Tager man for eksempel et område i FH-planen som »Arbejdsmiljø og seniorer«, så øger forslagene ifølge FH beskæftigelsen med 16.000 personer. Forslagene handler for eksempel om 100 millioner kroner ekstra til Arbejdstilsynet, at Arbejdstilsynet årligt skal holde en konference om psykisk arbejdsmiljø, samt kampagner om risikoen for muskelskeletbesvær.
Disse og andre velmenende forslag skulle så øge beskæftigelsen med 16.000 personer. FH angiver at kilden til beregningerne er »DREAM og egne beregninger«. Hvordan er det så foregået? Jo, FH antager, at deres forslag blandt andet reducerer sygefraværet med knap en dag. Og så har de bedt DREAM regne på beskæftigelseseffekten heraf. Hvis FH vurderede, at deres forslag ville reducere sygefraværet med to dage, ja, så ville DREAM beregne effekten til det dobbelte. Med andre ord så bliver beskæftigelseseffekten præcis lige så stor, som FH ønsker det.
Problemet med forslagene er, at der ikke er evidens for at FHs forslag øger beskæftigelsen. FH antager bare, at der er en effekt.
I FHs plan øges de offentlige udgifter til disse 2. generationsreformer. Og FH »regner« sig frem til (dvs. påstår), at de vil tjene sig ind for statskassen med en faktor 5. Dvs. at man bruger fem milliarder kroner, men der strømmer 26 milliarder kroner tilbage til statskassen på grund af reformernes helt enorme dynamiske effekter (46.000 strømmer i job). Dvs. en overfinansiering på 21 milliarder kroner.
Jeg har fulgt dansk økonomi tæt i 30 år. Jeg har aldrig set noget lignende om dynamiske effekter. Det er selvfølgelig for godt til at være sandt. Når Finansministeriet har regnet det igennem, som de for eksempel tidligere har regnet på DIs og DAs planer, er min klare forventning at beskæftigelseseffekten er tæt på nul.
Og hvis for eksempel SF tager FHs 110 forslag under armen til finanslovforhandlingerne og derigennem vil finansiere 30.000 ekstra offentligt ansatte, vil meldingen fra Nicolai Wammen være, at det overhovedet ikke hænger sammen. Man kan nemlig ikke finansiere udgifter med funny money.
(Bragt i Berlingske d. 9. september 2021)
