Forskning viser, at rigtig mange beslutninger i vores liv bliver truffet ud fra rygmarvsreaktioner eller tommelfingerregler, hvor vi på baggrund af vores tidligere erfaringer instinktivt og umiddelbart ved, hvad der plejer at være bedst for os at gøre. Dette gælder for alle – inklusive journalister og politikere.
Når Folketinget f.eks. hvert år vedtager en ny finanslov, bliver hovedparten af udgifterne fastsat som en videreførelse af sidste års budget. Dette skyldes, at finansloven – og de fleste andre samfundsproblemer – har en kompleksitet, der indebærer, at vi ikke kan forholde os til alle problemstillingerne på en gang.
Spørgsmålet er så, hvad der sker, når politikere pludselig møder en ny type problemer, der ikke tidligere har været i fokus, og hvor deres sædvanlige tommelfingerregler ikke duer. Forskning viser, at når der indfinder sig et nyt problem, vil der i begyndelsen være en klar tendens til at undervurdere det. Det skyldes dels, at politikerne i udgangspunktet har fokus på helt andre problemstillinger, og deres umiddelbare rygmarvsreaktioner og tommelfingerregler er tilpasset dem.
Dette er en almenmenneskelig reaktion, som ofte vil være gældende, uanset hvem der har regeringsmagten. Efter en tilpasningsperiode kommer der fokus på de nye problemer, men i det tilfælde vil der være en tendens til at have for meget fokus på disse problemer og overreagere i udformningen af løsningerne, da man belært af erfaringen og på grund af menneskers begrænsede kognitive kapacitet nu har fjernet fokus fra stort set alt andet.
Forsvarspolitikken er et næsten skræmmende godt eksempel på ovenstående. Forsvarspolitik har i mange år ikke været højt placeret på den politiske agenda hos det store flertal af borgere, journalister og politikere. Vi havde vænnet os til, at vores væsentligste forsvarspolitiske problem var løst med afslutningen på Den Kolde Krig. Vi mente, at truslen om en fjendtlig invasion af Danmark stort set var forsvundet, og tilbage var behovet for specialoperationer i f.eks. Irak og Afghanistan.
Det har således i rigtig mange år været andre emner som bl.a. udlændingepolitik, sundhedspolitik samt miljø- og klimapolitik, der har ligget højt på vælgerens – og dermed politikernes – prioriteringsliste. Det var altså disse emner, som politikere og journalister som tommelfingerregel skulle vælge at fokusere på for at få henholdsvis mange stemmer og mange læsere. Tilsvarende har forsvarspolitikken i mange år været et af de emner, der lå nederst på vælgernes prioriteringsliste, og derfor har den politiske tommelfingerregel været at begrænse det politiske fokus på – og dermed økonomisk prioritering af – Forsvaret.
Helt i overensstemmelse med forudsigelserne fra forskningen blev advarsler om en ny sikkerhedspolitisk situation i lang tid overset og undervurderet. Her er det mest tydelige eksempel reaktionen – eller mangel på samme – på Ruslands invasion af Ukraine og annekteringen af Krim-halvøen i 2014.
Der har ydermere siden 2010 og frem til i dag lydt advarsler fra de vestlige efterretningstjenester, der har været tiltagende bekymrede for udviklingen i Rusland. På trods af dette udeblev en omfattende opprioritering af opmærksomheden på forsvarspolitikken. Det gælder naturligvis først og fremmest i forhold til ressourcerne til Forsvaret, hvor der først for alvor kom skub i processen efter Rusland i år på ny invaderede Ukraine.
Ydermere har der heller ikke været tilstrækkeligt fokus på sikkerhedspolitiske aspekter på andre politikområder. Her er det bedste eksempel, at den sikkerhedspolitiske vinkel i alt for høj grad blev ignoreret i forbindelse med beslutninger om udfasning af kulkraft og A-kraft til fordel for større anvendelse af naturgas og vedvarende energi, der har gjort Vesteuropa mere afhængigt af russisk gas. Her var der alt for meget fokus på miljø- og klimapolitik og alt for lidt fokus på de sikkerhedspolitiske konsekvenser.
Når politikere skal opprioritere et nyt politikområde, har de ikke umiddelbart mange gode gennemtænkte løsninger klar, da området jo ikke tidligere har været i fokus. Til gengæld vil der være et pres og en konkurrence om, hvem der hurtigst kan vise politisk handlekraft og erobre både dagsordenen og vælgertilslutning i relation til det nye højt prioriterede politikområde.
Derfor vil politikerne meget let forfalde til at foreslå den første og den bedste løsning, som de kan finde i den politiske værktøjskasse – eller måske nærmere den politiske skraldespand med brugte løsninger på gårsdagens politiske udfordringer – på området uden i tilstrækkelig grad at overveje, hvad der er de væsentligste problemer, der skal løses, og om det, de foreslår, er det rigtige redskab.
Politikerne kan således billedligt talt ende med at ville slå en skrue i med en hammer. Et eksempel på dette er den konkurrence om overbud i forhold til antallet af værnepligtige, der har været blandt borgerlige partier. Det skal i den forbindelse bemærkes, at førende forsvarseksperter ikke på samme måde er overbevist om, at det netop er en massiv stigning i antallet af værnepligtige, som Forsvaret først og fremmest har brug for.
Problemet med overreaktioner forværres yderligere af, at politikere på jagt efter hurtige handlekraftig forsvarspolitiske forslag bliver et let bytte for særinteresser, heriblandt producenter af forsvarsmateriel, der ønsker at fremme indkøbet af særlige typer udstyr, og ansatte i Forsvaret, der ønsker at fremme øgede bevillinger til lige netop deres del af organisationen.
Der er ikke meget, vi kan gøre ved, at politikområder for længe bliver undervurderet eller overset. Noget tilsvarende kommer helt sikkert til at ske igen for andre politikområder, da det som sagt er en almenmenneskelig udfordring i forhold til begrænset kognitiv kapacitet, der indebærer, at vi kun kan have fokus på et begrænset antal problemstillinger ad gangen. Det bedste, vi kan gøre i den forbindelse, er at være opmærksomme på vores egen utilstrækkelighed som vælgere, journalister og politikere.
Derimod kan vi ofte gøre noget langt mere aktivt for at reducere skaderne fra vores begrænsede kognitive kapacitet ved at bekæmpe tendensen til at overreagere med overbudspolitik på nye problemstillinger, der pludselig bevæger sig op på toppen af den politiske agenda.
Det kan vi i den konkrete situation i forhold til forsvarspolitikken blandt andet gøre ved at nedsætte en ekspertkommission, der skal komme med vurderinger – og input til forbedringer – af de politiske beslutninger i forbindelsen med indgåelsen af et nyt forsvarsforlig samt den efterfølgende politiske og administrative udmøntning af forliget.
Kommissionen skal således løbende inddrages i de politiske og administrative beslutninger om Forsvaret, inden de bliver truffet. Der bør i videst muligt omfang være fuld offentlighed om kommissionens vurdering, da det vil gøre det vanskeligere for politikere og embedsmænd at overhøre de gode råd og i stedet forfalde til overreaktioner og overbud.
Bragt d. 18. marts 2022.
