Vi tror, at mange voksne pr. barn i daginstitutioner betyder bedre børnetrivsel – men det er uklart, om det faktisk gavner børnene. Forskningen på området er ikke entydig.
Den politiske aftale om minimumsnormeringer fra 2020 sætter krav til, hvor meget pædagogisk personale, der skal være ansat i dagtilbud i forhold til antal børn.
Fra 2024 skal der være minimum en voksen til tre børn i vuggestuer og minimum en voksen til seks børn i børnehaver. Når minimumsnormeringerne er fuldt indfaset vil merudgifterne være cirka 1,8 milliarder kroner årligt fra 2024 og frem.
Men vil minimumsnormeringer løfte kvaliteten af det pædagogiske tilbud?
Den intuitivt logiske forståelse af normeringer er, at normeringen spiller en afgørende rolle for at opfylde børnenes behov for, hvor meget omsorg og pædagogisk støtte et barn kan opnå.
Hvis der er for få voksne til for mange børn, kan det have negative konsekvenser. Særligt den individuelle opmærksomhed og støtte kan lide under for få voksne. Spørgsmålet er, hvor entydigt denne logik kan bakkes op af forskning?
Forskning er ikke entydig
En dansk forskningsgennemgang viser, at forskningen peger i forskellige retninger, og forskning med forskellig kvalitet har forskellige indbyggede problemer. Det helt overskyggende problem ved at bestemme normeringers betydning for kvalitet er, at normeringer virker i en kompleks sammenhæng med andre parametre som eksempelvis: Fysiske rammer, uddannelse af personalet, kvaliteten af deres uddannelse, vilkår for børns leg og vilkår for planlagte aktiviteter, karakteren af institutionsledelsen, forældres socioøkonomiske baggrund, forældresamarbejde mv.
Den tekniske opgørelse bliver et upræcist øjebliksbillede, der ikke nødvendigvis siger noget om, hvordan normeringen er over tid.
Et andet problem er fortællingen om, at der er sammenhæng mellem øgede normeringer og bedre kvalitet, uanset om kvaliteten af det pædagogiske tilbud i forvejen er høj eller lav: En ekstra voksen medfører i denne logik den samme forbedring i kvalitet, uanset hvordan normeringen var i forvejen og uanset hvordan institutionen arbejder.
Men sådan er det ikke.
Et dansk studie viser, at institutioner med høj kvalitet er de mest følsomme over for fald i normeringerne, mens de ringeste institutioners kvalitet er mindre følsom. Det indikerer, at i de ringeste institutioner er der i højere grad tale om pasning, hvor et ekstra barn ikke gør den store forskel.
Imens der i de bedste i højere grad er tale om et indholdstungere pædagogisk tilbud. Desuden viser dansk og international forskning, at kvaliteten følger karakteren af personalets uddannelse.
I et systematisk review udført af VIVE undersøgte forskerne virkningerne af ændringer i normeringer og gruppestørrelser. Hovedresultatet af denne gennemgang var, at der var overraskende få undersøgelser af effekten af ændringer i normeringer og gruppestørrelse på mål for relationer mellem voksne og børn og på børns præstationer.
Den samlede kvalitet af de relevante studier var lav, og risikoen for bias i størstedelen af studierne var høj. På grund af det begrænsede antal undersøgelser, der kunne bruges, var forskerne ikke i stand til at bestemme virkningerne af normeringer og gruppestørrelse separat. Fremfor alt understregede resultaterne et presserende behov for forskning af høj kvalitet.
Politikernes beslutningsgrundlag
Når et systematisk review ikke kan finde substantiel verifikation i den eksisterende forskning for normeringer og gruppestørrelsers betydning i forhold til proceskvalitet og børns præstationer – på hvilken baggrund kan vores ansvarlige politikere så træffe beslutninger om minimumsnormeringer?
Selvom forskningen om betydningen af normeringer er fragmenteret og videnskabeligt problematisk, er fortællingen fra pædagogprofessionen en anden: Under overskriften: »Bedre normeringer: Godt børneliv« – forklarer BUPL på deres hjemmeside, at »BUPL arbejder for normeringer og en pædagogandel, der matcher forskernes anbefalinger i forhold til at skabe størst mulig kvalitet i børnenes hverdag i daginstitutioner og fritidsinstitutioner«.
På den baggrund skriver de: »BUPLs målsætning og anbefaling er en normering, hvor der i alle institutioner i hele åbningstiden er én pædagog til stede pr. tre børn i vuggestuen og en pædagog til stede pr. seks børn i børnehaven.«
BUPL skriver, at de følger anbefalingerne fra forskningen, men hvordan kan de det, når forskningen ikke har entydige resultater vedrørende betydningen af normeringernes størrelse?
Som udviklingen er nu, har kommunerne forbedret normeringerne ved at ansætte uuddannet personale i pædagogstillinger. Der er således sket et fald i antal børn pr. voksen i både vuggestuer og børnehaver. Pædagogandelen var i gennemsnit 61,3 procent i 2015, og i 2021 er den faldet til 57,4 procent.
Et fald som er en konsekvens af, at landet allerede inden beslutningen om minimumsnormeringer ikke kunne ansætte uddannet personale i alle de ledige stillinger. Faldet må desuden forventes at være højere i 2023, men vi mangler de nye tal.
Ifølge VIVE skal faldet af uddannede medarbejdere i forhold til uuddannede medarbejdere ses som et udtryk for en stigning i antallet af uuddannede medarbejdere frem for et fald i antallet af uddannede.
Denne tendens vil blive en sten i skoen på det kvalitetsløft, som var et ønske fra forældrene og en forventning hos de partier, som besluttede minimumsnormeringerne. Samtidig med dette, kan vi ikke sige, at vi kender den egentlige effekt af bedre normeringer. Det bliver hat og briller på højeste niveau til 1,8 milliarder om året.
Konklusionen på det nuværende vidensgrundlag må være, at flere voksne i sig selv ikke øger kvaliteten for det enkelte barn. Vi mangler uvildig effektforskning i Danmark, som kan vise, hvilken betydning normeringer og gruppestørrelser har. Forskning af høj kvalitet frigjort af bias.
Højkvalitetsforskning som på lang sigt kan udlede, hvilke elementer, der skal nivelleres, for at de midler, vi prioriterer på kvalitetsforbedringer, kan skabe en tiltrængt bedre trivsel, glæde, smil, læring og positiv udvikling for alle vores børn og sjælefred til deres forældre.
Som det er nu, ved vi det ikke.
Men vi fik minimumsnormeringerne på et diffust videnskabeligt grundlag og en virkeliggørelse, der virker som værdipolitik.
artiklen blev bragt i berlingske den 24. oktober 2023
