Dette er blog 2 i min serie om årsager til den nuværende borgerlige krise og veje ud af den. I blog 1 argumenterede jeg for, at krisen har sin rod i den tilgang til politik, som det borgerlige Danmark – med Venstre i spidsen – har stået for siden 1999.
Man har i for høj grad flyttede sig selv i retning af vælgerne og i for ringe grad udviklede nye politiske løsninger og markedsføring af disse, som flyttede vælgerne væk fra andre partier og imod sig. Denne blog uddyber dette ved at se nærmere på partiet Venstre.
Lidt karikeret var Venstres strategi i de 20 år fra 1999 og frem til valget i 2019 at lægge sin økonomiske politik oveni socialdemokraternes (dog modificeret af blandt andet et skattestop – mere om det nedenfor), og at vinde valgene på udlændingepolitikken. Udlændingekortet var så stærkt i mange år, at VKO ikke behøvede at gøre sig umage med at fremstå som et originalt alternativ til de røde partier på andre områder.
Det borgerlige Danmark står derfor i dag for eksempel reelt uden et borgerligt bud på en velfærdspolitik eller på en klimapolitik (der er dog indenfor de seneste måneder sket en bevægelse på klimaområdet). Til gengæld har Socialdemokraterne langt om længe – men dog forudsigeligt – flyttet sig så meget på udlændingeområdet, at de borgerlige ikke længere besidder dette deres (så godt som) eneste trumfkort. Det er den centrale årsag til, at den borgerlige krise netop nu er står så tydelig. Idékrisen er ikke af ny dato, men den parlamentariske manifestation af den er.
Lad os se lidt nærmere på dette 20-årige forløb. Som en konsekvens af valgnederlaget i 1998 valgte Uffe Ellemann Jensen at forlade formandsposten for Venstre. Ny formand og dermed statsministerkandidat for det borgerlige Danmark blev Anders Fogh Rasmussen.
Fogh Rasmussen gennemførte en transformation af partiet Venstre – og af sig selv, kan man sige. Transformationen trak Venstre ind mod midten – og på nogle områder over midten - i den økonomiske politik og i en nationalkonservativ retning på andre områder såsom i afvejningen af hensynet mellem borgernes retssikkerhed og behovet for terrorbeskyttelse samt i spørgsmålet om indvandring.
Var kursskiftet nødvendigt for at vinde magten?
Ifølge Søren Pinds selvbiografi, Frie ord (2019) blev transformationen af Venstre inspireret af bogen ”the Unfinished Revolution”, forfattet af Philip Gould, som var rådgiver for Labour-lederen Tony Blair, mens denne transformerede sit parti til New Labour. Det var Pind selv, som – ironisk nok givet hans senere modstand imod kursen – havde foræret Anders Fogh Rasmussen bogen. Interessant nok var daværende partisekretær og -strateg Claus Hjort Frederiksen, stadig ifølge Pind, indledningsvis kraftigt imod Foghs analyse og strategi. Frederiksen så ikke et behov for en ny strategi. Hans vurderede, at Venstre i 1998 havde været så tæt på at vinde med en klar liberal politisk dagsorden, at alt hvad man behøvede at gøre, var at føre denne videre, og så ville sejren være sikret ved næste valg, hvor vælgerne ville være blevet (endnu mere) trætte af den socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, og hans regering.
Alt tyder på, at Hjort Frederiksen havde ret. Tony Blairs bestræbelser på at skabe et “nyt” labour skal forstås i den rette kontekst, nemlig at det gamle labour siden 1979 havde vist sig at være uspiseligt for et flertal af de britiske vælgere. Det var ikke partiet Venstres situation. Man havde kun været i opposition i ca. 5 år modsat Labours ørkenvandring, som havde været 18 år, da Blair blev formand.
Endvidere tydede alt i 1999 på, at magten ville være indenfor rækkevidde ved det næste valg. Nyrup var ved valget i marts 1998 kun lykkedes med at fastholde regeringsmagten med det yderste af neglene. Det skete blandt andet i kraft af et såkaldt ”efterlønsbevis”, som han ”udstedte” som en garanti til vælgerne for, at efterlønnen ville bestå. Samme efteråret indgik Nyrup et finanslovsforlig med Venstre, Det Konservative Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, som blandt andet rummede en betydelig indskrænkning i adgangen til efterlønnen. Det var og blev opfattet som et klart løftebrud, hvilket forringede hans anseelse hos mange vælgere. Nyrups mulighed for endnu et genvalg var reelt allerede udelukket ved udgangen af 1998.
Det var der naturligvis ingen, der vidste med sikkerhed på det tidspunkt. Derfor kan man i princippet forsvare Foghs kursskifte som et forsøg på at optimere chancerne for at vinde regeringsmagten ved det efterfølgende valg. Men som påpeget tidligere, bliver partier nødt til at løbe kalkulerede risici for på langt sigt at kunne fastholde vælgerne. At fastholde en liberal kurs ville ikke have været en urimeligt stor risiko at løbe. Det havde været en kalkuleret risiko, som havde gjort det muligt for Venstre at argumentere for liberale mærkesager overfor vælgerne samt at overtage regeringsmagten i 2001 på en klar liberal platform, hvorfra Danmark kunne gøres mere liberalt i de efterfølgende år. Det ville også trække vælgerne i en liberal retning og derved styrke Venstres vælgerbase på langt sigt. I stedet gik man den modsatte vej og svækkede vælgerbasen på langt sigt.
Perioden efter 2001 var for Venstre (og til dels de konservative) på en måde en periode, hvor man havde et monopol. Monopolister bliver som bekendt dovne og laver for lidt produktudvikling. De monopollignende tilstande opstod, fordi de borgerlige havde et trumfkort: udlændingepolitikken, som bidrog afgørende til valgsejrene i 2001, 2005, 2007 og 2015. Problemet var, at de borgerlige partier i den situation ikke behøvede at argumentere ret meget for andre borgerlige mærkesager, når man havde udlændingesagen. Det skabte en logik, hvor det ud fra en kortsigtet betragtning bedre kunne betale sig at gå i retræte, for eksempel på frit valg og konkurrence i velfærdsstaten, på holdningen til offentlige udgiftsstigninger og på skat.
Under normale omstændigheder skal et parti kunne tiltrække vælgere på basis af en række mærkesager, der får partiet til at fremstå som et attraktivt alternativ til andre partier. Udlændingespørgsmålet skabte en situation, hvor spillet mere gik ud på at skille sig så lidt ud som muligt fra socialdemokraterne på andre områder end på udlændingepolitikken, fordi udlændinge mere eller mindre alene ville kunne trække sejren hjem. Det indebar igen, at der blev skabt en politisk logik, hvor udlændinge kom til at fylde så meget i den politiske debat, at andre vigtige temaer blev fortrængt. Dermed blev den liberale idémæssige udtørring en selvforstærkende proces.
Blandt de få liberale mærkesager, som Venstre indledningsvis rent faktisk havde, var skattestoppet og frit valg på velfærdsområdet. Skal man være fair overfor Fogh Rasmussen, var skattestoppet netop et eksempel på den slags liberal politisk innovation, som jeg efterlyser.
Det havde også en vis succes. Skattestoppet blev ganske vist brudt et antal gange af VK-regeringen. Men det havde en vis disciplinerende virkning – færre nye skatter blev introduceret under skattestoppet end før det. Reelt blev skattestoppet dog i løbet af VK-regeringerne mere og mere udvandet og svækket, og det blev reelt aflivet senest i 2010, da genopretningspakken annullerede skattelettelser fra skattereformen i 2009; lettelser, som for at overholde skattestoppet skulle kompensere for skattestigninger i samme reform.
Frit valg var et andet eksempel på liberal politisk innovation. Og igen indledningsvis med en betydelig succes. I begyndelsen af nullerne havde Venstre faktisk på flere områder en stærk position hos vælgerne på velfærdsområdet, delvist via en alternativ fortælling til den socialdemokratiske ”send flere penge” fortælling. Men også frit valg dagsordenen opgav Venstre gradvist, og der var ikke andre borgerlige partier, som formåede at samle den op igen. I det seneste udspil til sundhedsreform fra VLAK-regeringen var frit valg stort set ikke nævnt.
Venstre kalder sig Danmarks liberale parti. Den betegnelse gav god mening i 1999. Men hvad er partiets liberale mærkesager i dag? Det står ganske uklart. Der er forskel på at være pragmatisk (en nødvendighed i politik) og at være principløs. For ofte har Venstre i årenes løb tangeret det sidste. Senest i Corona-krisen, hvor Venstre helt principløst har konkurreret med statsministeren om, hvem der kunne finde på det højeste antal milliarder at uddele i subsidier. Her har det til tider været Mette Frederiksen, der fremstod som den, der har haft størst respekt for skatteydernes penge.
I min næste blog ser jeg på kontraktpolitikken og den såkaldte ”kulturkamp” og deres bidrag til svækkelsen af det borgerlige Danmark.
__
Dette er anden blog i en sommerserie på otte blogs om den borgerlige krise og veje ud af den. Læs mere her:
1: Den borgerlige krise: 20 år med for mange fokusgrupper og for lidt politisk nytænkning
2: Den borgerlige krise: Foghs transformation af Venstre var unødvendig og svækkede det borgerlige Danmark på langt sigt
3: Den borgerlige krise: Kulturkampen, som ikke blev ført, og kontraktpolitikkens udtørring af den borgerlige nytænkning
4: Lars Løkke: Flotte resultater i 2009-11. Men 2015-19 udstiller tabt evne til at argumentere for borgerlig politik som andet end krisehåndtering
5: Ny Alliance var et liberalt oprør, der satte skub i den liberale reformdagsorden
6: Partiet Venstre har gjort de borgerlige vælgere mere venstreorienterede
7: Dansk Folkepartis og Liberal Alliances rolle i den parlamentariske krise for det borgerlige Danmark 2015-19.
8: De borgerlige har ikke længere indvandring som trumfkort og må derfor udvikle nye blå trumfkort på velfærd, skat og klima
