Folk gik rundt i brunligt udslidt tøj og kiggede ned i jorden

Type: Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Mads Lundby Hansen er nomineret til Fonsmark-prisen 2020, og Berlingske har derfor bedt ham om at skrive om sin idemæssige rejse gennem livet. Stem på ham her.

Min politiske interesse kom i en meget, meget tidlig alder. Og de første oplevelser lagde sporene til min politiske rejse. Jeg er derfor nødt til at starte beskrivelsen i barndommen. I 5. klasse mødte en af mine lærere op i klassen, efter at den venstreorienterede Jacob Holdt havde holdt oplæg for skolens lærere om »amerikanske billeder«.

Min lærer udlagde foredraget på den måde, at de sorte i USA i dag ikke havde det bedre i 1970erne end under slaveriet i 1800-tallet. Og USA var i øvrigt et rigtig dårligt land at leve i. Men som hun sagde: Der er et alternativ, og det er her – hvorefter hun trak klassens atlas ned og pegede på det meget store lyserøde område, hvor der med store bogstaver stod USSR. Her var et spændende, rigt land, hvor alle var lige. Og jordbær-champagne kostede næsten ingenting.

Da vi i familien om aftenen var samlet ved middagsbordet, spurgte jeg: »Far, far, skal vi ikke flytte til Sovjet?« Det skulle vi så ikke, fik jeg at vide. Min far gav mig derpå en uforglemmelig gennemgang af kommunismens forbrydelser, og størst indtryk gjorde historien om Berlinmuren, der i kommunismens navn skilte familier fra hinanden. Jeg husker alt dette meget tydeligt i dag. Fra da af var jeg i daglig opposition til mine lærere, vores lærebøger mv.

Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg satte pris på alle mine lærere. De var søde og rare, og jeg lærte meget. Og de gav mig mulighed for at opponere i forhold til deres venstreorienterede holdninger. Der var højt til loftet. Da Schlüter i 1982 blev statsminister, blev jeg med det samme fascineret af ham. Så meget at jeg ville melde mig ind i Konservativ Ungdom i en alder af 14 år. Jeg kan huske, at jeg ledte efter telefonnummeret i Bornholms Amts telefonbog. Men Konservativ Ungdom var ikke i telefonbogen.

Gennem mange år rejste jeg sammen med min familie gennem DDR, når vi skulle på ferie sydpå. Rønne havde en direkte færgeforbindelse til DDR-byen Sassnitz. Det var en rystende oplevelse. Man skulle gennem fire-fem identiske grænsekontroller, hvor bilen og bagagen skulle gennemgås. Og hvor der blev stukket en pind i benzintanken og spejle ind under bilen. Der var jo risiko for, at onde vesterlændinge havde bestukket den første grænsevagt. Og derfor skulle manøvren gentages flere gange. Tilliden til hinanden eksisterede ikke i DDR. Når man kørte gennem landet, følte man sig hensat til en anden verden af gråt i gråt og undertrykte mennesker.

Når jeg tænker på det i dag, var det en blanding af George Orwells 1984 og TV-serien »The Handmaid’s Tale«. Folk gik rundt i brunligt udslidt tøj, kiggede ned i jorden (var vel bange for at få øjenkontakt med os vesterlændinge, så man af Stasi kunne mistænkes for spionage), og hylderne i forretningerne var halvtomme. De eneste rigtige farver var store skilte med hyldest til fremskridtene i DDR og Honecker og venskabet med Sovjet. Mine oplevelser fra DDR i min barndom og tidlige ungdom gjorde et enormt indtryk, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor så mange af mine lærere i både folkeskole og gymnasie kunne forsvare det, der skete i DDR og Sovjet.

Reagan og Thatcher

Da jeg startede i gymnasiet i 1986, mødte jeg Søren Pind og Jarl Cordua, der begge var aktive i VU-Bornholm. Diskussionerne i VUs lokaler dengang handlede meget lidt om økonomisk politik og skat. De handlede primært om det, der var langt vigtigere, nemlig vores sikkerhed og truslen fra Østblokken og kommunismen. Måske truslen føltes stærkere, fordi Bornholm ligger tæt på DDR, og fordi Bornholm havde været okkuperet af Sovjet fra 1945-46.

Uffe Ellemann-Jensen var dengang en ledestjerne for mig, fordi han beslutsomt forsvarede Nato og kritiserede Sovjet. Jeg blev senere VU-formand på Bornholm og kom i VUs landsstyrelse sammen med bl.a. Carl Holst, Søren Pind og Christopher Arzrouni, mens Lars Løkke var VU-formand. Dengang var jeg forsvarspolitisk ordfører i VU. Skattepolitik og økonomisk politik optog mig ikke så meget, da der var en anden sag, der var langt vigtigere.

Ronald Reagan og Margaret Thatcher var dengang meget væsentlige inspirationskilder for min omgangskreds og mig. Fordi de begge var dedikerede forsvarere af vestlige værdier og afskyede kommunismens undertrykkelse. Samtidig var de bannerførere for en kraftig oprustning af det vestlige forsvar for at modstå truslen fra øst og for at underminere den sovjettiske økonomi. De gjorde også meget ud af, at markedsøkonomi og demokrati skabte langt mere velstand og velfærd end Østeuropas planøkonomi. De var begge påvirket af store borgerlige liberale tænkere som Friedman og Hayek. De var skarpe og klare i deres retorik, og de stod fast, selvom de på venstrefløjen fremkaldte stærke følelser og modreaktioner. Det er ikke tilfældigt, at Reagan og Thatcher står som centrale politiske skikkelser for mig og andre, der voksede op omkring borgerlige ungdomsorganisationer i 1980erne. Søren Pinds stiftelse af Reagan-selskabet er et billede herpå.

I november 1989 faldt Berlinmuren få måneder, efter jeg var blevet student. Samme år startede jeg på polit-studiet på Københavns Universitet. I mit univers var Berlinmurens fald samt Sovjets og østblokkens sammenbrud det største menneskelige og politiske fremskridt siden afslutningen på Anden Verdenskrig.

Alt det, jeg havde kæmpet imod gennem mange år, var faldet sammen. Og jeg måtte videre mod en anden »kamp«. Som sagt var jeg det år begyndt på polit-studiet, og samme år blev jeg ansat som stud.polit i Politisk Økonomisk afdeling i Venstre på Christiansborg. Det var i den sidste tid af Schlüter-regeringen, omkring det tidspunkt hvor Schlüter og Fogh fremlagde »Århundredets Plan«: En meget ambitiøs økonomisk plan med store offentlige besparelser, brugerbetaling og meget markante reduktioner i marginalskatten. I planen var der henvisninger til Thatchers og Reagans skatterevolution. Reagan nedsatte marginalskatten fra 70 til 28 pct., mens Thatcher nedsatte den fra 83 til 40 pct. »Århundredets plan« blev som bekendt ikke gennemført, men den vandt min interesse for økonomisk politik og skat. Man kan sige, at da Berlinmuren faldt, så fandt jeg i »Århundredets Plan« en ny mur, skattemuren.

Cepos

Efter min kandidateksamen i 1996 blev jeg ansat som økonom i først Økonomiministeriet, dernæst i Finansministeriet, og i 2001 blev jeg ansat som cheføkonom i Venstre. Jeg var kommet meget langt i min idemæssige rejse på dette tidspunkt, som jeg har beskrevet det ovenfor. Men jeg havde masser at lære rent fagligt. Bl.a. at foretage samfundsøkonomiske beregninger, udarbejde konkrete policy- og reformforslag og kommunikation. Disse ting anser jeg som et nødvendigt håndværk som cheføkonom i en tænketank.

VK-perioden fra 2001 bar præg af, at Fogh og Hjort aktivt fravalgte den store politiske diskussion om velfærdsstatens fremtid, som bl.a. Henning Fonsmark rejste i 1980erne og 1990erne. Og det var en del af motivet for, at man dannede Cepos. Da jeg startede i Cepos (lige efter »overbudsvalgkampen« i 2005) var det med en bevidsthed om, at der var et tomrum i den økonomiske politiske debat, der skulle fyldes ud. Som Poul Schlüter sagde ved Cepos’ åbning i 2005 på D’Angleterre: »Cepos kan blive alt eller ingenting«.

I min optik er vi tættere på det første end på det sidste. Vi har fyldt en del af tomrummet ud i samfundsdebatten.

Når jeg har valgt at fokusere de seneste 20 år af mit arbejdsliv på skat og økonomisk politik, skyldes det, at den personlige frihed er helt afgørende for mig. Kommunismen efterlod mennesker i total undertrykkelse og ufrihed. Men truslen fra kommunismen er væk. Derfor er mit fokus i dag på den store stat, der i for stort omfang begrænser vores personlige frihed gennem mange reguleringer og høje skatter.

Det har været et fantastisk privilegium at være med i Cepos siden åbningen i 2005. Jeg har i mit arbejde brugt det håndværk, jeg lærte i Finansministeriet, men mit daglige arbejde har haft den personlige frihed som ledestjerne.

Økonomi handler om, hvad der »er«, dvs. fakta. Her kan jeg tage fejl, og økonomer med andre holdninger kan tænkes at have ret. Økonomi er netop ikke en ideologi, men en videnskab.

Jeg er økonom i hjernen, til gengæld er jeg borgerlig i hjertet. Mine holdninger er ikke bestemt af et regneark. Holdninger handler om, hvad man »bør«, dvs. det etiske grundlag for, hvordan man indretter samfundet. Den enkelte dansker bør bestemme meget mere over sit eget liv, og staten – dvs. politikere og embedsmænd – bør bestemme mindre.

 

Fodnoter

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Mads Lundby Hansen

    Cheføkonom og vicedirektør

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Mads Lundby Hansen

    Cheføkonom og vicedirektør