Berlingske bragte 4. juli en artikel om den mistrøstige udvikling i folkebibliotekerne. Danskerne låner til stadighed færre og færre bøger, og bogudlån er jo i biblioteksloven folkebibliotekernes hovedformål. Folk kommer fortsat på bibliotekerne, men det er for at gå til keramik, låne fiskeudstyr eller afhente et fornyet pas.
Danmarks Biblioteksforenings formand, Steen Bording Andersen (socialdemokratisk byrådsmedlem i Aarhus) har i Berlingskes artikel en forklaring på miseren: »Bibliotekerne er udfordret på ressourcerne«, udtaler han. Her har han vist ikke fat i hele problemet.
Siden kommunalreformen i 2007 har kommunernes reale udgifter på kulturområdet stort set været uændrede. Frem til 2010 steg de, og derefter er de gået lidt mere tilbage. Kommunerne har imidlertid valgt at ændre brugen af kulturpengene. I 2007 brugte kommunerne 25 procent af deres kulturpenge på folkebiblioteker. I 2019 vil de kun bruge 20 procent.
Nedprioriteringen af folkebibliotekerne er foregået kraftigst i de større byer. Det er i de større byer, at museumslivet og teaterlivet er blevet mere vitalt, og at initiativerne til festivaler og anden ny kulturaktivitet er dukket op. De lokale politikere har så fundet denne fornyelse af kulturlivet væsentligere end at holde liv i deres folkebiblioteker.
I kulturministerens egen hjemkommune, Roskilde, er folkebibliotekernes andel af kulturpengene skåret ned fra 28 procent til 23 procent i Joy Mogensens borgmesterperiode.
Det vitale nyskabende kulturlivs bevægelse imod en tydeligere bymæssig lokalisering passer aldeles ind i tidens centralisering. Der skal et befolkningsunderlag til, og så er det unge og veluddannede, som stærkest driver udviklingen i kulturlivet. De bor i byerne, og kulturen er netop en af grundene til, at de foretrækker at bo her.
Tilbage står så de mindre byområder uden de samme muligheder på kulturområdet. Det er ikke noget stort problem, for indbyggerne her tager jo til en større by og finder kulturoplevelserne, lige som de finder deres job her. De mindre byområder er så i højere grad henvist til at bruge deres kulturbudget på deres folkebibliotek, så nu er det de mindre kommuner, som satser mest på folkebiblioteksområdet.
Folkebibliotekernes afvikling går hurtigt. Udlånet af bøger og andre fysiske materialer er faldet med 16 procent bare siden 2015. Alligevel er der jo tale om sejpineri. Kommunalpolitikerne fjerner løbende penge fra biblioteksbudgettet, og der bliver så indkøbt færre nye materialer, hvorefter aktiviteten yderligere svinder ind. En ond cirkel.
Nedprioriteringen af folkebibliotekerne sker i overensstemmelse med ændrede præferencer hos befolkningen, og det er altså en god ting, at folkebibliotekerne svinder hen til fordel for, at nyt vokser frem. På den anden side er det ikke givet, at folkebibliotekerne bør forsvinde helt. En ny forståelse af, hvordan ideen om folkebiblioteker skal føres ud i livet er dog uomgængelig.
Folkebibliotekerne er en form for public service. Det var som udgangspunkt en genial indretning, at en bog kunne benyttes af flere, når udgifterne til bogkøbet var afholdt. Lokale folkebiblioteker var den selvfølgelige indretning, for bøger kunne kun deles ad fysisk vej. Nu er e-bøger imidlertid det eneste biblioteksmedie i fremgang.
98 kommunale bibliotekssystemer er dermed blevet en utrolig dårlig organiseringsmåde. Nu koster det det samme at håndtere et e-bogssystem for indbyggerne i en lille kommune og for indbyggerne i hele landet. Det kan folkebibliotekerne blot ikke finde ud af, for så forsvandt jo hele rationalet for, at folkebibliotekerne fortsat skal tilhøre kommunerne. Danmarks Biblioteksforening er en forening af kommunalpolitikere. Tanken om, at disse politikere skulle gå ind for at afskaffe sig selv, blot fordi det ville være bedre for borgerne, er vist utænkelig.
Med den teknologiske udvikling er der imidlertid al mulig grund til at flytte folkebibliotekerne til en national institution. Hertil kommer den markedsmæssige udvikling. Det er blevet så billigt at anskaffe bøger, at prisen på en del af de nyudgivne bøger er lavere end omkostningerne ved at håndtere et enkelt biblioteksudlån. Folkebibliotekerne bør reserveres til at stille de bøger til rådighed, som markedet ikke eller kun vanskeligt kan formidle, og som har en public service-betydning. Og det bør alt overvejende ske på en national elektronisk platform. Jeg har uddybet problematikken i et længere arbejdspapir.
Der er altså i høj grad brug for at få set på folkebibliotekernes mistrøstige situation.
