Regeringens planer om en mere ensrettet elevfordeling i gymnasiet er stødt på betydelig modstand fra elever og forældre. Derfor er undervisningsministeren nu på en historisk retræte væk fra tanken om en statsligt fastsat elevfordelingsmodel i folkeskolen. Spørgsmålet er dog, om der er tale om en ren op- og overgivelse eller bare en taktisk manøvre med henblik på, at man efter et valg kan genoptage kampen for mere ensrettet elevfordeling i folkeskolen med nye våben og på en ny slagmark.
Af artikler i både Jyllands-Posten og Berlingske den 20. september fremgår det, at undervisningsministeren er på en historisk retræte væk fra regeringens ønske om en centralt styret elevfordelingsmodel, der kan sikre en mere ensrettet elevsammensætning i folkeskolen set i forhold til forældrenes indkomst, uddannelse mv. Forældre, der er bekymrede for, at deres barn kommer til at gå på en anden skole på grund af familiens økonomiske og sociale status, kan dog på ingen måde ånde lettet op.
Målsætningen om en mere ensrettet elevfordeling er nemlig ikke droppet, men det er nu bare op til kommunerne at føre regeringens politik ud i livet. Målet om en mere ensrettet elevfordeling fremgår af den aftale om kommunernes økonomi, som regeringen og KL indgik i juni 2022. Regeringen vil dog først på et senere tidspunkt – formentlig efter valget – træffe beslutning om, hvilke redskaber og konkrete målsætninger man vil give kommunerne med henblik på at opnå en tilstrækkelig ensretning af elevsammensætningen.
Forældrene har således fortsat god grund til at være bekymrede og spørge om, hvad regeringens målsætning om en mere ensrettet elevfordeling kommer til at betyde for deres børn. Derfor har vi i Cepos i en ny analyse regnet på, hvor mange elever der skal gå på en ny skole, hvis man lægger de kriterier for en lige elevfordeling til grund, der har været anvendt på gymnasieområdet eller i analyser og debatindlæg fra andre dele af den socialdemokratiske familie. Vores analyse viser, at disse lighedskrav vil indebære, at op til 10 pct. af eleverne i folkeskolen på landsplan skal gå på en anden folkeskole. Der vil dog være en betydelig variation på tværs af kommunerne, og for de enkelte kommuner er det i de værste tilfælde helt op til 16 pct. af eleverne.
Kommunerne skal nu være i frontlinjen for regeringens elevfordelingspolitik, og kommunerne kommer dermed til at tage imod den værste del af beskydningen fra de utilfredse forældre, mens regeringen i mere sikker afstand fra slagmarken kan fralægge sig ansvaret for de konkrete elevfordelingsbeslutninger og samtidig fremme sine ideologiske målsætninger ved at give kommunerne de rigtige redskaber og incitamenter. I den forbindelse er det helt centrale spørgsmål, om regeringen i højere grad vil dispensere fra – eller helt fjerne – Folkeskolelovens § 36, stk. 2, der giver forældrene ret til at få deres børn på den lokale distriktsskole, hvor de bor. Hvis der ikke sker en ændring af denne rettighed, vil det være meget begrænset, hvor meget kommunerne kan ændre på elevfordelingen.
Både borgerlige folketingspolitikere og journalister bør således spørge undervisningsministeren om, hvorvidt hun vil frede distriktsskolen. Mens forældrene venter på svaret, kan de med udgangspunkt i Cepos’ analyse med fordel spørge borgmesteren i deres egen kommune, hvor langt han/hun vil gå for at opfylde regeringens elevfordelingsmålsætning.
Bragt i Jyllands-Posten d. 27. september 2022.
