Det kræver ofte en vis afstand i tid, før vi er i stand til at forholde os kompetent til skelsættende begivenheder. Mens Corona-krisen stod på, så mange regeringens ageren i ét lys: beslutsomhed, beskyttelse. Mette Frederiksens popularitet og vælgertilslutning steg og steg. Men allerede i dag, kun syv måneder efter alle restriktioner blev ophævet og krisen (indtil videre) blev afblæst, ser mange danskere nogle af begivenhederne i et andet lys: magtfuldkommenhed, misinformation, minkskandale. Socialdemokraterne står til et dårligt valg og måske sågar til at miste regeringsmagten.
Minkkommissionens opdrag var at vurdere, om der var sket lovovertrædelser, og for embedsmændenes vedkommende: tilsidesættelse af pligter. Men som et led i det arbejde fik den også dokumenteret skyggesiderne ved Mette Frederiksens voldsomme centralisering af magten, herunder en dysfunktionel regeringsførelse. Når ti topembedsmænd alle fejler, er det et systemsvigt. Både minkrapporten og før den Grønnegård-rapporten pegede på Mette Frederiksens regeringsførelse som en central årsag til dette systemsvigt.
Minkrapporten tager ikke stilling til, om den centrale beslutning – aflivning af alle mink og af hele erhvervet – kunne være faldet anderledes ud, hvis beslutningsprocesserne havde fulgt almindelig sund forvaltningspraksis og etablerede beslutningsgange. Men noget kunne tyde på det.
Selve beslutningen om at lukke minkerhvervet blev truffet i et forceret forløb og i en snæver kreds uden beslutningsgrundlag og rådslagning med eksterne eksperter fra universiteter og branchen selv.
Regeringen begrundede indledningsvis aflivning af alle mink med, at der var fundet en mutation, cluster-5, som dramatisk blev udlagt som en risiko for ”et nyt Wuhan”. Kommende vacciner kunne angiveligt blive mindre virksomme.
I løbet af få dage blev regeringen modsagt af eksperter. Allerede 5. november – dagen efter pressemødet – udtalte Peter K. Embarek fra WHO’s covid-19-response-team, at der ikke var ”grund til at gå i panik, male fanden på væggen og kalde det Wuhan”.
Kåre Mølbak afviste 9. november, at Seruminstituttet overhovedet havde været bekymret for cluster-5 mutationen, men pegede på regeringen: ”Det er mere i det politiske landskab, der har været meget fokus på cluster-5. Og det skulle ikke undre mig, hvis cluster-5 allerede er uddød,” sagde han. Det var den som bekendt.
Den 10. november efterlyste professor Allan Randrup "en faglig diskussion om, hvorvidt man skal slå alle mink ned" fordi "præmisserne for at slå minkene ned er en anden end meldt ud i sidste uge". Og 12. november kom det frem, at SSI havde en vaccine, som var virksom imod cluster-5.
Måske havde den fornuftige middelvej været at lade minkavlerne slagte og pelse minkene, hvilket ville være sket indenfor få uger, og herefter beholde avlsdyrene men uden at avle en ny bestand i 2021.
Minkkommissionens og Grønnegård-rapportens skarpe kritik af statsministerens regeringsførelse kalder på også at sætte kritisk lup på andre af regeringens mange beslutninger under corona-pandemien for at afdække, om beslutningsprocesserne levede op til god forvaltningspraksis, og om beslutningerne var sagligt velbegrundede og levede op til proportionalitetsprincippet.
Der bør nedsættes en række kommissioner, som ser på centrale beslutninger i Corona-håndteringen. Universiteter og sektorforskningsinstitutter bør forske. Fonde bør afsætte trecifrede millionbeløb – måske mere – til analyse og forskning.
Hvad skal afdækkes? Grundlaget for hasteloven og nedlukning i marts 2020, bør undersøges, blandt andet set i lyset af, at det ikke skete på myndighedernes anbefaling, og at Mette Frederiksen påstod det modsatte. Det bør også undersøges, om beslutningen om at vaccinere børn var klog på det tidspunktet, den blev truffet. Søren Brostrøm har indrømmet, at i bagklogskabens lys var det nok ikke en god beslutning at anbefale covid-19 vaccine af børn.
Sundhedsstyrelsens forsvar er, at man ikke besad den fornødne viden på dét tidspunkt, men allerede da anbefalingen blev givet, var anerkendte vaccine-eksperter, såsom Christine Stabell Benn og Frederik Schaltz-Buchholzer, kritiske overfor den. Igen er spørgsmålet: Blev sædvanlige procedurer fulgt, blev veletablerede principper fulgt eller pludselig fraveget, blev der udarbejdet et udførligt beslutningsgrundlag, blev en bredere kreds af eksperter inddraget i udarbejdelsen af det, eller var der også her tale om, at regeringen havde kortsluttet beslutningsprocesserne?
Der bør også ses kritisk på beslutningen om at lukke skoler og uddannelsesinstitutioner. Det var (måske?) forståeligt under den første nedlukning (selvom Sundhedsstyrelsen frarådede det), men var der saglige begrundelser for den meget lange lukning af skoler, gymnasier, erhvervsskoler mv. under anden nedlukning i december 2020 og for endnu en gang at lukke skoler – om end kortere – under tredje nedlukning i december 2021? Personligt har jeg svært ved at se det. WHO anbefalede fx ikke generelle skolelukninger.
Minkskandalen afslørede, at det er en myte, at magtkoncentrationen i statsministeriet førte til stor handlekraft. Det havde været kendt siden juni 2020, at der var smitteudbrud på minkfarme. Men centraliseringen af magten kortsluttede både samarbejdet mellem myndigheder, veterinæreksperter og erhvervet selv og de almindelige beslutningsprocesser. Centraliseringen skabte ikke handlekraft, men flaskehalse, forsinkelser og afsporing af indsatsen, indtil regeringen følte sig overhalet af begivenhederne, og så blev der i stedet handlet i panik og uden et ordentligt beslutningsgrundlag. Statsministeriet besad hverken ressourcerne, kompetencerne eller erfaringen til at udarbejde et sådant. Det spinkle beslutningsgrundlag, der forelå, blev end ikke læst af de ministre og embedsfolk, der ovenikøbet traf en helt tredje beslutning end de to indstillede.
Fraværet af overblik over, om der var lovhjemmel eller ej, var kun en af de katastrofale konsekvenser af den dårlige regeringsførelse. Blandt de andre var fejlvurderingen af cluster-5, og en vægelsindet og mangelfund håndtering af minksmitten i perioden fra juni til november 2020.
Handlingslammelsen prægede ikke kun minksagen, men store dele af Corona-håndteringen. I det meste af forløbet havde regeringen ikke en samlet langsigtet strategi for håndtering af covid-19. Så sent som 19. maj 2021 – mere end et år inde i pandemien - nedsatte den en ekspertgruppe, der skulle udarbejde en strategi. Den alt for sent nedsatte ekspertgruppe måtte arbejde under et voldsomt tidspres men kunne 9. september 2021 offentliggøre sine anbefalinger.
Men regeringen fik aldrig implementeret anbefalingerne, hvilket den radikale formand for Epidemiudvalget kritiserede 8. november: ”Det er ikke mit indtryk, at man overhovedet aktivt har læst den eller anvendt de ting, der står deri”, sagde han. Og således gik Danmark ind i sin tredje coronabølge i december 2021 stadig uden en sammenhængende strategi. De ministerier, der besad ressourcerne og kompetencerne til at implementere en sådan strategi som fremlagt af ekspertgruppen, var blevet kørt ud på et sidespor. Statsministeriet fungerede som flaskehals.
Min egen vurdering på nuværende tidspunkt er, at minkskandalen kun er toppen af isbjerget. Mette Frederiksen-regeringen vil i fremtiden blive husket for en række alvorlige skandaler, der udspringer af håndteringen af Coronapandemien. Måske med håndteringen af FE-sagerne som prikken over i’et.
Bragt i Berlingske d. 7. september 2022.
