Statsministerens åbningstale er fortsat det eneste konkrete bud på indholdet i regeringens frikommuneforsøg.
Heraf fremgår, at det er de enkelte institutioner, der skal sættes så fri som muligt for regler og andre krav til input, procedurer, målinger med videre.
Til gengæld skal institutionerne levere bedre resultater - med friheden følger ansvaret, som statsministeren sagde.
De fleste regler er indført af hensyn til borgerne, der får et mere formelt krav på de ydelser, som politikerne har besluttet, at borgerne skal have.
Regler gør det som udgangspunkt også nemmere for politikere at følge op på embedsværkets implementering af deres beslutninger.
Problemet er bare, at det ikke er muligt at definere kvaliteten af komplekse offentlige ydelser i konkrete retningslinjer, som efterfølgende kan efterprøves ved kontrol.
Derfor rettes de formelle retningslinjer oftest mod krav til input (for eksempel antal medarbejdere) eller proces.
Det kan kontrolleres, men siger i meget begrænset omfang noget om kvaliteten. Eksempelvis har adskillige analyser vist, at der ikke er en sammenhæng mellem ressourceindsats og elevernes faglige resultater i grundskolen.
Skoler, der overholder alle regler om klasselofter og minimumstimetal - et par af statsministerens egne eksempler – kan således sagtens levere dårlige resultater.
Hvem kontrollerer?
Derfor kan det give god mening at droppe de formelle krav til input og procedurer og give institutionerne mulighed for selv at tilrettelægge indsatsen mere frit, men det efterlader et helt centralt og afgørende spørgsmål:
Hvem skal afgøre, om institutionerne leverer bedre resultater? Her er der tre muligheder.
Den første mulighed er politikerne, der jo er borgernes politiske repræsentanter, men uden faste formelle regler eller tests vil det i praksis være umuligt for politikerne som udenforstående at konstatere, om kvaliteten er god eller dårlig, eller gået op eller ned.
Den anden mulighed er medarbejderne, der er tættere på opgaveløsningen. Det forekommer dog umiddelbart absurd, at medarbejderne skal evaluere, om den service, som de selv leverer til borgerne, er god eller blevet bedre.
Det svarer til at lade kokken anmelde maden på sin egen restaurant. I begge tilfælde vil der være en tendens til for positive vurderinger af egen indsats.
Det har dog alligevel været en udbredt evalueringsmetode ved tidligere lignende frikommuneforsøg at spørge de kommunale embedsmænd, om de synes, at borgerne har fået bedre ydelser.
Den tredje og mest oplagte mulighed er at lade borgerne evaluere, om de har fået bedre service, da de har den bedste viden om, hvad de selv ønsker, samt de bedste informationer om den service de selv har fået leveret.
Det ville således i sig selv være et fremskridt, hvis man i højere grad gik over til at spørge borgerne i en efterfølgende evaluering.
Hvor frit bliver det?
Det vil dog være endnu bedre, hvis forsøget med frikommuner bliver kombineret med et forsøg med friborgere, der kan evaluere undervejs, ved at de i højere grad får mulighed for at stemme med fødderne og fravælge én kommunal institution til fordel for en privat, selvejende eller anden kommunal leverandør.
Man kunne eksempelvis indføre en ordning, hvor den gennemsnitlige kommunale omkostning altid reelt set fuldt ud følger borgerne, når de vælger en anden leverandør.
Denne øgede konkurrence ville for alvor kunne bruges til at holde de frisatte offentlige institutioner ansvarlige for at levere bedre resultater, som statsministeren efterspørger.
Ifølge Socialdemokratiets eget valgoplæg og retorikken i åbningstalen, tyder det desværre på, at der primært er fokus på at frisætte de offentligt ansatte, der jo i parentes bemærket som samlet gruppe udgør en meget betydelig del af vælgerkorpset, der traditionelt set i høj grad stemmer rødt.
Friborgere ville for alvor kunne udfordre de offentlige institutioner og deres ansatte, derfor får det nok heller ikke lov til blive SÅ frit.
(Bragt i Altinget 7. december 2020)
