Er det virkelig statens opgave at drysse hjemmelavet karse ud over dine børns æggemadder? Eller stryge lidt estragon i den bæredygtige, kødfri lasagne efter kostrådenes fineste anbefalinger?
Er det statens opgave at lade dig slippe for at stå en halvstresset morgen med leverpostejfingre, så du i stedet kan nyde din morgenkaffe og morgenavis?
Nej, selvfølgelig er det ikke statens opgave at smøre madpakker til vores børn! Det er en opgave, der ligger sundt og godt i hjemmet.
Ikke desto mindre lancerede De Radikale forleden et politisk udspil, der ville gøre det til en statslig kerneopgave at sørge for »gratis« skolemad til Danmarks knap 700.000 folkeskoleelever.
Den opmærksomme læser vil have bemærket, at jeg har sat gratis i citationstegn, for hvem er det egentlig gratis for? Ikke for skatteyderne i hvert fald – for de skal betale intet mindre end 2 til 3,3 milliarder kroner for at fylde de tomme madkasser til børnene. Om året.
Som man siger på engelsk: "There is no such thing as a free lunch."
Udover det økonomiske aspekt i det, så følger der også en lang række spørgsmål.
Skal den obligatoriske frokostordning tage hensyn til religiøse minoriteter? Hvordan imødekommer man forskellig smag hos børn, der ligesom voksne kan være kræsne? Hvad med allergier? Hvad med vegetarer og veganere?
Og tilbage til sagens kerne. Når man vælger at blive forældre, medfølger et ansvar. Et ansvar, der betyder, at man skal nære omsorg for sit barn. Herunder, at ens barn får noget at spise.
Eksempelvis skal Astrid på tre have varmt overtøj på, når hun skal i børnehave en tidlig december morgen, og Carl på ni skal huske sin taske, når han møder ind i fjerde klasse efter sommerferien. I begge tilfælde må far og mor træde til. Klæde Astrid på og minde den spændte Carl om, at han ikke bare kan drøne ud til cyklen og køre afsted uden at spænde skoletasken på bagagebæreren. En taske, som indeholder dagens redskaber. Heriblandt en madpakke.
Gratis skolemad lyder besnærende for mange. At slippe for at købe ind til frokostpakken, for at smøre madderne og nænsomt lægge dem i madkassen. Men det er og bliver en del af det ansvar, man som forældre har, når man har valgt at sætte et barn i verden. Det er ikke statens ansvar. Det er dit.
Hvis den enkelte skole ønsker en brugerbetalt madordning, skal det naturligvis stå den frit for – men de ordninger findes allerede derude. Men skal man pådutte alle folkeskoleelever den samme »one size fits all«-løsning?
For hvad bliver det næste, hvis staten gradvis fratager de danske familier deres ansvar?
Skal den også stå for varmt tøj til vores børn? At bestemme, hvad vi skal læse højt for vores børn under putning? Så er vi på vej ud i en deroute.
Der findes selvfølgelig – desværre – børn og unge, som bliver svigtet gennem deres opvækst. Børn med ressourcesvage forældre, som ikke kan leve op til deres ansvar. Forældre, der ikke har overskuddet eller spændvidden til at sørge for deres børn. I de tilfælde er det de sociale myndigheders ansvar at sikre, at både børnene og de unge får omsorg og tryghed andetsteds fra.
Men det er langtfra god og målrettet socialpolitik at skattefinansiere hundredtusindvis af skolemåltider, og dermed fratage ansvaret fra størstedelen af de familier, som sagtens kan finde ud af, hvilket madtilbud netop de foretrækker.
At staten skal sørge for vores børns madpakker, er et udtryk for mistro til familiernes evne til selv at tilrettelægge deres hverdag.
Indlægget blev bragt i Berlingske den 14. februar 2024
