Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har modtaget berettiget kritik fra blandt andre professor Jesper Rangvid, administrerende direktør Jeppe Christiansen fra Maj Invest og direktør Peter Mogensen fra tænketanken Kraka for i et interview i Berlingske at udtale sig usagligt og til tider decideret forkert om banker og regeringens bankskat.
Det passer for eksempel ikke, når han i interviewet siger, »at sektoren har haft en overnormal profit i en længere årrække«. Eller når »den finansielle sektor i meget vid udstrækning var med til at køre økonomien i sænk før og under finanskrisen, hvor mange lønmodtagere måtte samle regningen op». Bankpakkerne gav staten et overskud på 17 milliarder kroner.
Og det passer heller ikke, når Hummelgaard påstår, at hvis det i væsentlig grad bliver os alle sammen, som i sidste ende kommer til at betale bankskatten, må »vi jo have kartellignende udfordringer i finanssektoren«. Ifølge Hummelgaards partifælle og ministerkollega, finansminister Nicolai Wammen, vil en stor del af bankskatten netop ved høj konkurrence enten blive væltet over på os som kunder, eller føre til lavere lønninger for alle danskere. Bankskatten gør alle danskere fattigere, og det er regeringens ansvar – ikke bankernes.
Nicolai Wammen lovede ellers i sidst valgkamp, at »med Socialdemokratiets politik skal man være en bank, arve en virksomhed eller tjene rigtig mange penge på aktier for at opleve skattestigninger«. Det holdt ikke.
Politikere har jo ikke patent på at tale usandt, men i politik er der et stærkt incitament til at gøre netop det, fordi vælgerne ofte er ligeglade med eller ligefrem billiger løgne i politik – modsat i andre af livets forhold.
Uden for politik har det store omkostninger for os at blive udsat for en løgn, og vi vil derfor på det kraftigste have os det frabedt. Vi ønsker, at producenter leverer et produkt, som svarer til det aftalte, at kolleger holder, hvad de lover, at vores ægtefæller, familie og nære venner er til at stole på. Det går voldsomt ud over en selv, hvis man lader sig snyde.
I politik er det anderledes. For eksempel kan de fleste af os være ret ligeglade med, om Hummelgaard snyder os, når han taler om bankskatten. For det første kan vi hver især ikke gøre ret meget ved det. Vores stemme tæller uendeligt lidt ved næste folketingsvalg. Og for det andet bærer vi hver især en meget lille del af den samlede byrde ved skatten, fordi den bliver smurt tyndt ud på os alle sammen.
Oveni er spørgsmålet kompliceret og vanskeligt at forstå – selv for mange økonomer. Omkostningerne ved at sætte sig ind i sagen er altså store, og gevinsterne er mikroskopiske. Det er altså rationelt at tænke: »Hvad rager det mig, om Hummelgaard lyver?«.
Hvis man nu ovenikøbet er overbevist socialdemokrat og ikke kan fordrage banker, kan der være en ekstra personlig omkostning ved at erkende sandheden og droppe drømmen om, at en (endnu) større velfærdsstat kan finansieres af rige svin med bankaktier, som Wammen havde stillet i udsigt i valgkampen.
Derfor kan Hummelgaard meget vel vinde på at tale usandt om den finansielle sektor og bankskatten. Budskabet er mere populært hos målgruppen end sandheden.
Noget lignende er formentlig på spil, når De Radikales Sofie Carsten Nielsen påstår, at klimaforandringer kan føre til, at vores børn skal »bo i hytter på pæle«. Det passer ikke, men at sige det signalerer, at man går op i klimaet.
Hvis et firma, der solgte hytter på pæle, forsøgte at prakke os den slags nonsens på, var både fanden, Forbrugerrådet og markedsføringsloven løs.
Jo større en rolle politik spiller i et samfund, jo vanskeligere bliver det at have diskussioner og beslutningsprocesser baseret på fakta og rationalitet. Beslutninger, vi selv træffer som forbrugere, chefer, medarbejdere, forældre, søskende eller venner, vedrører de nære ting i vores egne liv. Vi har al mulig interesse i at sikre, at disse beslutninger er nogenlunde fornuftige og rationelle. Lyver vi, eller bliver vi løjet for, er det en alvorlig sag.
Vi har en stor interesse i at afdække, hvad der er sandt og falsk. I politik hersker en anderledes ulidelig lethed. Ofte ønsker vi ligefrem at blive forført af løgne, der rimer med vores ideologiske ståsted.
Det er formentlig ikke kun de sociale mediers algoritmer, der skaber en polariseret og hadefuld debat. Politiske debatter har altid været sådan, blandt andet fordi parterne oplever, at modstanderen ikke lytter til fornuft. Og det har de langt hen ad vejen ret i.
Hvis vi ønsker et samfund, hvor borgerne er vidende og rationelle, skal vi rulle statsmagten og den politiske regulering af deres liv tilbage. Mindre politik indebærer færre løgne og mere sandhed.
Bragt i Berlingske d. 10. august 2022.
