Lige nu tørner 500 års kulturhistorie sammen. Når ikkevestlige lande ønsker, at vi indskrænker vores ytringsfrihed af hensyn til religion, er det en kamp om verdensopfattelser. Den kamp må vi ikke give os på.
Ytringsfrihed er fundamentalt for, hvem vi er og for vores succes. Det handler om, hvordan vi ser mennesket, og hvordan Gud ser på os. I Vesten er der ikke kollektiv synd. Her er individer med personligt ansvar.
I Vesten tager vi filosoffen John Locke meget alvorligt. Han skrev, at alle mennesker har ejendom i deres egen krop. Ikke bare over den. At have ejendom over noget er et juridisk, økonomisk eller politisk spørgsmål. At have ejendom i sin krop er metafysisk. Vores væren er ejendom.
Når vi respekterer ejendomsretten, så respekterer vi hinandens væren som lige mennesker, ligegyldigt hvem vi er. Det er derfor, vi har universal stemmeret, og man ikke må gøre andre fortræd. Det er byggestenen for det liberale demokrati.
Derfor er vestlige mennesker blevet anderledes; »WEIRD« (Western, Educated, Industrialized, Rich & Democratic), som Harvard professoren Joseph Henrich akronymiserede os til.
At være WEIRD betyder, at man tror på en universel samfundsmoral, hvor alle mennesker er principielt lige meget værd. I mange andre kulturer, blandt andet i Mellemøsten, er interaktionen med omverdenen baseret på en relationsmoral, hvor man prioriterer de mennesker, man selv kender, over dem, man ikke kender. Det gør vi kun privat, ikke i det juridiske eller politiske.
De mest vestlige af alle vestlige lande er de protestantiske, for her suppleres Lockes pointe med Luthers subjektive gudsforhold: At vi hver især er lige meget værd og personligt ansvarlige for vores handlinger og tro i Guds øjne.
Ytringsfrihed kommer af den ejendom og det ansvar, vi har i vores tanker. Det har man ikke, hvis man er nægtet at udtrykke dem eller er påtvunget dem. Fornærmer du Gud, så straffer Gud dig, men ikke os andre.
Ytringsfrihed har også gjort os rige fra næsten udslettelse omkring statsbankerotten i 1813. Lande med ytringsfrihed har høj velstand. Innovationer kan sprede sig, og folk er motiverede til at dele ideer. Folk kan eksperimentere sig frem, og det giver gode betingelser for både marked og videnskab.
Men ytringsfrihed kan gøre folk kede af det og voldelige, og det kan gå ud over profitten. Det kan derfor være ubehøvlet at bruge sin ret. Men det er med ytringsfrihed, som Johnny Madsen har det med banjospil: En gentleman ved, hvordan man spiller, men vælger at lade være.
Når Paludan brænder sin egen bog af, så er det ham, der gør det. Det er ikke os. Vi bliver dog alle nødt til at beskytte ham. Det er den vrede voldsmand, som er forkert på den, selvom Paludan ikke opfører sig som en gentleman. Går vi på kompromis her, er vi mere usikre på sigt, end med en hvilken som helst trussel, der måtte tegne sig nu ved at stå fast.
Jesus siger: »jeg er vejen, sandheden, og livet« – så den kristne vil søge sandheden. Ytringsfrihed er sandhed som naturret, men også vores kristne ret. Vi er skabt i Guds billede, og han er fri til at tale. Derfor er det også helt forkert, at ville genindføre en blasfemiparagraf af hensyn til religion. Jesus lavede også ballade i templet og kritiserede farisæerne. Det kom der noget godt ud af. Luther inspirerede den teologi, de fleste danskere følger, og det medførte reformer i den katolske kirke.
Selv vores flag tillader vi brændes af – det er det stærkt nok til. Det er svage lande og ideer, der ikke kan holde til kritik. Det skal vi huske i stedet for at bøje os for dem. Faren fra muslimske lande kan vel næppe måle sig med Sovjet og Det Tredje Rige, som ellers er dem, vi primært havde forbud mod afbrænding af flag af hensyn til?
Det er trist, når et Dannebrog eller en bog brænder. Ytringsfrihed kan gøre ondt. »It’s a feature, not a bug,« som man siger indenfor it om vigtige, men ikke let forståelige, funktioner. Gennem smerten kan ny indsigt komme.
Paludan og andre har en pointe ved at vise, at visse mennesker har et grundlæggende forkert syn på ytringsfriheden. Jeg kunne ønske, de stoppede banjospillet, og i stedet bad deres modstandere forklare sig, men de skal have lov at spille.
Det virker måske småt at lave en lille ændring, men hvis grunden er principielt dårlig, så er det en forkert ting at gøre, ligegyldigt hvad. Det er dem, der ikke vil ytringsfriheden, der har et forklaringsproblem, ikke os. Er man i tvivl om det, så kan man jo se på de samfund, hvor ytringsfrihed holdes nede, og så sammenligne med vores og tænke over, hvor folk helst vil bo.
Bragt i Berlingske den 13 August 2023
