2025-klimamålet er påklistret, og regeringens forslag til at nå det er meget dyrere end nødvendigt. Her er de billigste måder.
Det er en misforståelse, at klimapolitikken bliver mere ambitiøs og effektiv, jo flere målsætninger politikerne beslutter.
I realiteten gør flere delmål bare den langsigtede omstilling dyrere og mindre fokuseret.
Men i den politiske konkurrence er der stærk tilskyndelse til at fremstå handlekraftig ved at dynge nye mål og initiativer på hele tiden. Både SF's og Radikales sommergruppemøder har rituelt stillet forslag om nye tilskud og afgifter, selv om det undergraver formålet med den grønne skattereform, hvor pointen er en så ensartet pris på drivhusgasudledning som muligt. Det er veletableret det mest omkostningseffektive redskab.
Klimamålet om 70 pct. udledningsreduktion i 2030 er et resultat af overbudspolitik under valget i 2019, ikke af velovervejede analyser. Og i farten blev der påklistret et delmål på 50-54 pct. i 2025. Nu nærmer det tidspunkt sig, og regeringen har foreslået en hovsaløsning i form af at skrue op for det såkaldte fortrængningskrav til benzin og diesel, som styrer iblandingen af biobrændsler.
Kravet stammer egentlig fra EU og er i sig selv et eksempel på ineffektiv klimapolitik, som støder sammen med afgiften på drivhusgassen fra drivmidlerne. Det burde være en dansk prioritet at bekæmpe det. Men nu fører 2025-målet altså til, at regeringen lige i 2025 vil gå videre, end EU forlanger.
Ifølge regeringens eget klimaprogram koster et øget fortrængningskrav 2.800 kr. i samfundsøkonomisk omkostning per ton CO2. Men presseforlydender vil vide, at man nu regner med 4.000 kr., hvad forekommer realistisk. Det skal sammenholdes med, at de billigste reduktioner kan fås ved at skrue på den generelle CO2afgift, som i 2025 hæves til 350 kr./ton i grøn skattereform.
Den samfundsøkonomiske omkostning ved CO2-kvoteannullering er i øjeblikket knap 650 kr. per ton. Klimaloven giver adgang til at annullere kvoter, hvis 2030målet ellers bliver svært at nå.
Når det netop er tilfældet for 2025, burde kvoteannullering også være en oplagt mulighed nu. Øget fortrængning koster altså otte gange så meget som at indfase CO2-afgiften lidt hurtigere, og mere end fire gange så meget som at annullere kvoter. Og det er endda til den hidtidige officielle, ikke den nye interne skyggepris på fortrængning.
Hvis flertalsregeringen mener alvorligt, at den vil sætte sig ud over overbudspolitik og lobbyisme, er klimapolitikken et oplagt sted at begynde.
Den burde binde sig til konsekvent at vælge de omkostningseffektive løsninger. For 2025-målet er det en generel afgiftsforhøjelse og kvoteannullering, mens fortrængning ikke er med på listen.
Bragt i JP den 30. august 2023
