Donald Trump og Emmanuel Macron er umiddelbart som nat og dag. Men begge har i deres respektive lande udmanøvreret de etablerede partiers magteliter.
Valget af Macron og Trump kan ses som demokratiets forsøg på at løse et problem, som samfundsforskere i årtier har peget på: Nationer sander til i bureaukrati og hensyntagen til særinteresser. Ifølge den amerikanske samfundstænker Mancur Olson blev Storbritannien overhalet af Tyskland efter Anden Verdenskrig, fordi det tyske samfund på grund af nederlaget – og modsat det engelske – fik visket tavlen ren og kunne begynde forfra frigjort fra velerhvervede rettigheder, der spændte ben for iværksætteri, innovation og vækst.
Både i USA og Frankrig er de politiske partier i særinteressernes vold. Vælgerne valgte en outsider i håb om at få et opgør med insidere, der blokerer for fremdrift. De vestlige demokratier har de seneste 10-15 år haft markant lavere økonomisk vækst end tidligere.
Herhjemme har særinteresser også et greb om samfundet. Det er ikke kun skidt: Den danske model og det samarbejdende demokrati med høringsret osv. har fordele. Men også Danmark sander til.
Den offentlige sektor er monopolistisk, tynget af bureaukrati og i for høj grad styret af offentlige fagforeninger.
Klimapolitikken bliver hijacket af særinteresser, der sikrer sig statsstøtte og regulering, som gavner dem selv, men gør den grønne omstilling dyr og ineffektiv.
Regelbyrden vokser og vokser. Sidste år alene steg mængden af regler i Danmark med 3,3 procent. Fortsætter de sidste godt 30 års vækst, vil regelbyrden tyvedobles i løbet af en almindelig danskers levetid. Alle regeringer siden Poul Schlüter har anerkendt problemet og forsøgt at gøre noget, men uden held.
Danskerne fornemmer tilsandingen, måske ikke i form af en klar diagnose af særinteressernes kvælergreb om samfundet, men som et behov for nytænkning. Om ikke andet mærkes den lavere vækst i velstand, formentlig særlig akut i denne tid, hvor reallønnen falder som følge af den høje inflation efter pengeudpumpningen under coronapandemien.
Indtil nu har det ikke som i Frankrig og USA ført til valget af en outsider. Men fascinationen af ideen om en regering over midten kan ses som det danske svar på samme udfordring.
Lars Løkke Rasmussen appellerede i valgkampen i 2019 til vælgernes fascination af samarbejde over midten. Som Trump og Macron forsøgte han at udmanøvrere den politiske magtelite. Vælgermæssigt var det en succes, men det kostede ham til sidst formandsposten i Venstre. Nu har han relanceret ideen i sit nye parti, Moderaterne. Mette Frederiksens flirt med samme idé er taktik.
Tanken er, at en regering over midten kan kortslutte særinteresserne. Når partier finder sammen over midten, holder de ikke længere hinanden i skak. Men her gør man regning uden vært.
Velfærdsforliget i 2006 løste ganske vist nærmest med et trylleslag velfærdsstatens udfordring med at finansiere aldringen af befolkningen ved at en række partier fandt sammen over midten om et stort forlig. Men bemærk, at det ikke skete ved at finde sammen i regering, men ved at finde sammen om at løse en konkret og velformuleret opgave efter et grundigt kommissionsarbejde. Og løsningen var ikke specielt modig. Den udfordrede ingen særinteresser her og nu, men kun kommende pensionister langt ude i fremtiden.
Reformer, der modigt gør op med særinteresser, udspringer typisk af kriser, der skarpt formulerer et behov. Det har vi set nogle gange – senest med det nationale kompromis om Forsvaret, som blev prioriteret over kernevelfærden, der nu er langt færre penge til. Velfærdsstatens magtfulde særinteresser ville aldrig have accepteret dette nogenlunde stiltiende, hvis det ikke var for Ukrainekrigen.
Løkke begrunder sit midterprojekt med, at der ikke er noget borgerligt projekt. Det er jeg ikke enig med ham i. Der tegner sig for eksempel en forholdsvis bred borgerlig enighed om at øge borgernes frie valg på velfærdsområdet. Derimod er det svært at se et fritvalgsprojekt i en regering, der inkluderer socialdemokraterne, som tværtimod arbejder for at reducere det frie valg.
Løkke har da også været tavs om, hvad en blå-rød samlingsregering skulle finde sammen om. Uden et konkret udgangspunkt i en bredt anerkendt krisesituation, giver en regering over midten imidlertid ikke mening. Og selv i en krise er et forlig over midten – snarere end en regeringsdannelse – den bedste vej frem. Vi har gode erfaringer med brede forlig, men ikke med regeringer over midten.
Bragt i Berlingske d. 15. juni 2022.
