Hvad ville der ske, hvis vi sendte Gordon Ramsay på besøg i den offentlige sektor?

Type: Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Ramsay gør på en uge dårlige restauranter til gode uden at øge udgifterne.

Stjerne-kokken Gordon Ramsay kan lære os meget om vigtigheden af god ledelse. Han kan også lære os om, hvordan vi skal indrette den offentlige sektor (se også denne video).

I dokumentarserien ”Ramsay's Kitchen Nightmares” besøger Gordon Ramsay restauranter, der går rigtig dårligt: maden er dårlig, hygiejnen i køkkenet er ringe, ventetiden i restauranten er lang, gæsterne er utilfredse, medarbejderne frustrerede osv.

Ramsay sætter sig for på kun én uge at rette op på restauranten, og ofte lykkes det. Det er tankevækkende, at i de fleste tilfælde sker det alene ved at forbedre ledelsen af restauranten. Der bliver ikke ansat flere medarbejdere eller på andre måder brugt væsentligt flere penge. Restauranten har allerede de ressourcer, der skal til for at drive en god restaurant. Problemet er dårlig ledelse.

Sådan ser vi meget sjældent på den offentlige sektor i Danmark. Hvis vi møder noget i velfærdsstaten, som vi gerne vil forbedre, er den grundlæggende antagelse næsten altid, at det vil kræve højere udgifter, flere ansatte.

Men ofte er situationen faktisk helt parallel til de restauranter, Ramsay hjælper: de offentlige institutioner har allerede de ressourcer, der skal til. Det, der mangler, er bedre ledelse.

Som jeg tidligere har skrevet om, mener kun hver femte leder i det offentlige, at der i deres organisation er tradition for at afskedige ledere, som ikke præsterer. Det viste en undersøgelse udført af ledelseskommissionen i 2018.

Tage Søndergård Kristensen, tidligere professor på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, peger i 2016 i et interview i Weekendavisen (som ikke ligger tilgængeligt online) på ”en stor uvilje mod at gøre noget ved dårlig ledelse, og det betyder, at man hænger på dårlige ledere i alt for mange år… Der er …  ingen i den øverste ledelse, som bliver belønnet for at gribe ind. Tværtimod skaber det en masse bøvl”.

Der går meget tabt ved ikke at arbejde målrettet med ledelse i store dele af den offentlige sektor. God ledelse kan forbedre kvaliteten for borgerne, uden at det kræver højere udgifter for skatteborgerne. Et enkelt eksempel til illustration fra denne bog: På plejehjemmet Akaciegården på Frederiksberg måtte medarbejderne alt for ofte forlade beboerne under de travle morgen- og aftenvagter, fordi der i boligen manglede linned, omsorgsartikler osv. Disse ting burde have været hentet ind fra depotet på mindre travle tidspunkter, men det blev ofte glemt. Og det var en frustration for medarbejderne.

Medarbejderne løste problemet ved at indføre såkaldte kanban-kort, som lægges ind på et passende sted i bunken af rent sengelinned, for eksempel. Når kortet dukker op, er det tid til at hente mere linned, i en ledig stund – og ikke i den travle tid morgen og aften, hvor beboerne har særlig brug for omsorg.

Førhen blev 12 procent af medarbejdernes tid blev spildt på unødvendige ture til depotet for at hente ting, som manglede. Det blev på bedste Gordon Ramsay-stil reduceret til nul procent. Den sparede tid kunne flyttes til omsorg for beboerne.

Medarbejderne slap for stress og frustration. Beboerne fik mere og bedre omsorg. Og det koster ikke noget, så skatteyderne vandt også. Alle vandt!

Et andet eksempel: Hvert år opgør vi i CEPOS de godt 1.400 danske folkeskolers, privatskolers og friskolers undervisningseffekt. Det er et mål for, hvor gode skolerne er til at løfte eleverne fagligt, når man tager højde for elevernes sociale baggrund. Det beregnes på basis af resultaterne ved folkeskolens afgangsprøve. Skoler, der løfter mere, end man skulle forvente, har positiv undervisningseffekt. Skoler, der løfter mindre, end man skulle forvente, har negativ undervisningseffekt.

Der er meget stor forskel på de bedste og de dårligste skoler. Og selvom der også er stor forskel på udgifter per barn på tværs af kommuner, så er det ikke udgifterne, der afgør, hvor god skolen er til at løfte eleverne. En afgørende faktor ser ud til at være ledelsen af den enkelte skole.

Og et tredje og sidste eksempel: De økonomiske vismænd når frem til det samme i en nylig analyse af gymnasierne: højere udgifter per gymnasieelev, giver ikke bedre læring.

Det er kun tre eksempel, som illustrerer en generel pointe: Velfærdsstatens institutioner er lige så afhængige af god ledelse som for eksempel en restaurant. Og ligesom med Ramsays restauranter, er det ofte her, der skal sættes ind. En dårligt drevet restaurant, bliver ikke væsentligt bedre af at få en ekstra tjener. Men maden bliver dyrere, fordi den ekstra udgift skal dækkes.

For at få bedre uddannelse, sundhed og ældrepleje, er bedre ledelse en langt vigtigere faktor end flere ressourcer. Vi bruger i forvejen mange penge på den offentlige sektor i Danmark. Vi har OECD’s næsthøjeste offentlige forbrug.

Men hvordan får man bedre ledelse?

Også her kan vi lære af Ramsay's Kitchen Nightmares. To ting faktisk: For det første er det, der driver restauranterne til at ønske Ramsays hjælp, at de kan se, at restaurantens overlevelse afhænger af den. Private virksomheder kan gå konkurs, og det er faktisk en vigtig kilde til forbedring. De dårlige forsvinder eller forbedrer sig. For det andet er hele drivkraften bag dette, at gæsterne kan vælge en anden og bedre restaurant. Konkurrence og frit valg for forbrugerne er afgørende for at sikre en stærk tilskyndelse til at levere gode resultater gennem god ledelse.

Så det er altså kilderne til bedre velfærd: giv borgerne et frit valg mellem offentlige og private leverandører og skærp konkurrencen imellem dem.

Fodnoter

    Tags

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Martin Ågerup

    Direktør

    +45 33 45 60 40

    martin@cepos.dk

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Martin Ågerup

    Direktør

    +45 33 45 60 40

    martin@cepos.dk